20. januar 2009 er en dato, som vil gå over i historien. Her blev Barack Obama, som den første farvede indsat som den 44. præsident i USA. Forud for denne begivenhed har mange modige og stædige mennesker banet vejen, for en sådan begivenhed, kunne finde sted. Denne store historiske begivenhed fik mig til at tænke på den berømte amerikanske borgerrettighedskæmper og syerske Rosa Parks, og hvor utroligt det er, at det ikke er mere end et halvt århundrede siden, at hun blev anholdt for at nægte at flytte sig fra et bussæde, til fordel for en hvid mand.
Slaveriet ophørte i USA 1865 på baggrund af Nordstaternes sejr i den amerikanske borgerkrig. Dette betød at sorte og hvide i princippet havde samme rettigheder, men realiteterne så dog helt anderledes ud, og sorte havde ekstremt lidt, for ikke at sige ingen politisk magt. USA var et splittet land. Sorte og hvide levede i hver deres verden. Langt op i det 20. århunderede var der fortsat udbredet raceaskillelse. Der var skoler til sorte og skoler til hvide, bænke i parkerne var også delt op, og der var forskellige hoteller, busser osv. Og hvis sorte kørte i en bus forbeholdt hvide, skulle de sidde allerbagest, og rejse sig hvis en hvid skulle bruge pladsen.
Rosa Parks blev 1. december 1955 anholdt, da hun nægtede at flytte sig på chaufførens ordre, da der skulle gøres plads til en hvid mand, der var stået på bussen. Rosa Parks blev murbrækker for borgerrettighedsbevægelsen og bl.a. også for dannelsen af MIA (Sammenslutningen til Forbedringer i Montgomery), hvor den senere myrdede Martin Luther King blev formand. Man aktionerede bl.a. ved at uddele tusindvis af løbesedler, der opfordrede folk til ikke at køre med busserne den dag, hvor Rosa Parks skulle for retten. Boykotten var en succes og kørte videre i de næste 13 måneder. Rundt om i USA dannedes andre borgerrettighedsgrupper, og der begyndte efterhånden at ske drastiske ændringer i samfundet. Rosa Parks døde i 2005, og hun nåede derfor desværre ikke at opleve den store dag, kun 53 år efter sin anholdelse, hvor USA skrev historie og endegyldigt afsluttede et meget sørgeligt kapitel i landets historie.
