Bergensbanen – en ingeniørbedrift

Her i eftersommeren har jeg – lidt forsinket – fået læst 1. del af Jan Guillou’s romanserie om de 3 norske brødre Laurits, Oscar og Sverre. Bogen hedder ”Brobyggerne” og starter i Vestnorge i slutningen af 1800-tallet, hvor brødrene vokser op, og hvor de efter faderens alt for tidlige død hjælpes i gang med en uddannelse til jernbaneingeniører af en godgørende forening. Foreningen betinger sig dog, at brødrene efter endt uddannelse skal være med til at færdiggøre byggeriet af Bergensbanen, så løber fra Oslo til Bergen. Det ender dog med, at det kun er den ældste bror, Laurits, der deltager i byggeriet af det vanskeligste stykke, som går hen over Hardangervidda.

Jeg har adskillige gange været på Hardangervidda, både på fjeldtur om sommeren og på skiferie om vinteren. Oplevelsen af de store åbne – og også barske – vidder har hver gang betaget mig. Det var derfor med stor interesse, at jeg læste om Laurits’ oplevelser der. Spændende var det også at læse om det virkeligt hårde og vanskelige arbejde med at etablere banen og bygge broer og tunnelser i det ugæstfrie landskab.

Bergensbanen er af mange udnævnt til verdens smukkeste togtur. I hvert fald er det den højest beliggende togstrækning i Europa, med det højeste punkt i Finse. Den totale rejsetid er i dag på ca. 7 timer.

Byggeriet af jernbanelinjen begyndte i 1875 og tog 34 år at gennemføre, og i den tid var der i alt beskæftiget ca. 15.000 arbejdere. Der er 182 tunneller, som alle er udgravet manuelt.

I 2009 havde Bergensbanen 100 års jubilæum.

Vil du læse mere om Bergensbanen og baggrunden for byggeriet, så kan du se Wikipedias artikel her