I en meget tidligere periode af mit liv, hvor jeg som studerende boede i København, havde jeg en sommer feriejob som hjemmehjælper på Nørrebro. Det var et job, hvor jeg cyklede rundt mellem de forskellige steder, hvor jeg skulle gøre rent. Midt på dagen, hvor jeg skulle spise min madpakke, var jeg henvist til at indtage den på et af byens offentlige steder. Ofte var Nørrebroparken min foretrukne ”restaurant”, men hvis jeg var i nærheden af Assistens Kirkegård, var det der, jeg fandt en bænk at sidde på og spise maden og holde mit frokosthvil. Man kan synes, at det er et underligt sted at holde pause, men som på de fleste andre kirkegårde er det et meget fredfyldt sted, hvor der også er pæne blomster og træer at kigge på.
Der er også spændende gravsten at kigge på, hvor man kan filosofere over det liv, de døde nåede at have, og ikke mindst det, de ikke nåede at have, hvis de døde som unge.Det er lidt de samme tanker man kan få, når man besøger en af vore mange gravhøje.
Der har nok næsten altid været ritualer og traditioner omkring det at begrave de døde. Til forskellige tider og i forskellige lande.
Tabita Wulff har skrevet en bog, der hedder ”Den sidste have”, hvor hun bla. beskriver nogle af de forskellige kirkegårdskulturer før og nu.
Hvis man får lyst til at besøge en af Fredericias kirkegårde, kan det inden besøget anbefales at kigge i den fine lille bog ”Kirkegårdene i Fredericia Provsti”, som blev udgivet i 2008. Heri beskrives de lokale kirkegårde samt de krigergrave og andre gravsteder, som findes i området.