Klunketiden og den fri kærlighed

I weekenden skulle jeg have været på bytur, men desværre måtte min veninde aflyse. Så var gode råd dyre, for hvad skal man stille op med en hel lørdag hvor man intet har planlagt?

Jeg besluttede at benytte lejligheden til at sidde på altanen med en god bog. Valget faldt på Kærlighed i klunketiden af Dorthe Sondrup Andersen. Det blev en stor øjenåbner for mig. Jeg troede at begrebet “Fri kærlighed” var opfundet i 1960′erne og 70′erne. Men Sonderp Andersen viste mig, hvor meget jeg tog fejl.

Billedet er fundet på historie-online. Hvor du også kan læse en anmeldelse af bogen

Billedet er fundet på historie-online

Kærlighed i klunketiden tager udgangspunkt i den tragiske kærlighedsaffære mellem  lineanserinden Elvira Madigan og greven Sixten Sparre. De to kunne ikke få hinanden og derfor valgte de at begå selvmord sammen. Deres kærlighedshistorie gav genlyd i samtiden og flere kunstnere lavede digte om det ulykkelige par. Man skulle ikke tro at tanken om fri kærlighed kunne eksistere i sådan et miljø.

Men nogle af de danske kunstnere forsøgte alligevel at hylde den fri kærlighed. Dog ofte med meget lidt held.
Der var nemlig ikke mange kvinder som ønskede eller turde være med i den slags forhold. For dem kunne det ende med uønskede børn og en social nedtur, hvis manden svigtede dem.
Et åben ægteskab rummede også den fare at man kunne blive smittet med en af tidens store kønssygdomme syfilis. Det var dengang var en uhelbredelig sygdom. Der er derfor god grund til at borgerskabets familie og unge kvinder holder på formerne.

Hvis de unge kunstnere holdt fast i deres overbevisning om fri kærlighed og åbne forhold. Så blev de udelukkede fra det gode selskab.

Det overgik både Sophus Claussen og Johannes Jørgensen der begge blev persona non grata i de bedre københavnske hjem. De blev ikke inviteret til fester og alle takkede nej, hvis de selv holdt fest.  Socialt set var det en katastrofe for i datiden var selskabelighed i de private hjem den eneste mulighed for at træffe det modsatte køn.

Der var dog enkelte kunstnere som  fandt en kvinde, der var villig til at trodse datidens normer og leve i et åben forhold.  Gustav Wied fandt godsejerdatteren Alice Tutein og de to havde et uægteskabeligt forhold. Det gik godt et sykke tid. Men da Alices far fandt ud af hvem der var far til hans to illegitime børnebørn gik det galt.
Han meldte Gustav til politiet. Dengang var det nemlig forbudt at leve i utugt og den slags kom man i fængsel for. Gustav havde allerede være fængslet en gang  pga en novelle, der blev dømt pornografisk. En gang var nok for ham, så parret blev gift.

Den samme skæbne overgik Viggo Stuckenberg som blev forelsket i Ingeborg Pamperin. Da de blev tvunget til at indgå ægteskab aftalte de  at når de ikke længere var tiltrukke af hinanden, ja så ville de lade sig skille.

Helt sådan gik det ikke for de to unge elskende. Deres ægteskab var en katastrofe og Ingeborg forsøger flere gang at tage livet af sig. Til slut flygter hun til New Zealand, hvor hun begik selvmord.
En lille kulørt krølle på historien er at hun flygtede med gartneren Hans Madsen og hjemme i Danmark giftede Viggo sig med gartnerens ekskone, Clara Holbøll.

Den fri kærlighed havde trænge kår, Men når man tænker på hvor svært det var at undgå uønsket graviditet og hvor lidt mulighed en kvinde havde for at forsøge sig selv og eventuelle børn. Så forstår man det godt.
Begrebet får først rigtigt succes med p-pillen og den nemme adgang til prævention