Jeg elsker historiske dokumentarfilm og serier og jeg HADER reality tv med så stor en passion at du ikke drømmer om det. Det giver mig røde knopper, at se folk te sig og vræle for åben skærm.
Men der er dog en undtagelse fra mit glødende had. BBC har lavet de mest fantastiske serier med 2 historikere og en historiske konsulent, der i et år lever som på deres forfædres tid. Jeg har foreløbigt set Victorian farm og Edwardian farm og det er fantastisk underholdning.
De tre medvirkende Alex Langlands, Peter Ginn og Ruth Goodman lever sig ind i projektet med liv og sjæl. Her er ingen hulkende sammenbrud over ikke at kunne komme i bad eller det uretfærdige i at arbejdet er hårdt.
I stedet ser du nogle mennesker, der synes projektet er en fantastisk mulighed for at kombinere deres professionelle og teoretiske viden med en praktisk dagligdag. De viser hverdagslivet og formidler datidens samfund og livssyn, så man ikke kan undgå at blive grebet.
De benytter datidens aviser, håndbøger og diverse eksperter til at sikre, deres produkter bliver så realistiske som muligt. I serien Victorian farm gik det op for mig, hvor stort at arbejde det var for datidens kvinder at lave kjoler. Selvom den begyndende industrialisering betød at de ikke længere selv skulle væve, var det stadigt en kæmpe opgave. Det var både sjovt og ærefrygtindgydende at se Ruth Goodmann kaste sig over kjolefremstilling med krum hals.
Ruth Goodmann har også våget sig ud i at formidle viktoriatidens sundhedssyn. Det gør hun på fremragende vis i serien victorian pharmecy, hvor hun har allieret sig med Professor i medicin Nick Barber and PhD studerende Tom Quick. Hvert afsnit tager fat i et par årtier og viser hvilke kolonorme fremskridt der skete på sundhedsområdet på bare 50 år.
Jeg morede mig over det faktum at kvinder i England godt kunne blive apotekere, fordi de mandlige lovgivere havde glemt at skrive et forbud mod kvinder ind i loven. Ruths eventyr ud i kondomfremstillingens svære kunst var heller ikke uden humor.
Jeg ”tvangsindlagde” mine forældre til at se Edwardian farm og de blev straks store fans. Så det ærgre mig jeg ikke kan købe serierne med dansk tekst. Det ville ellers være en fremragende jule- eller fødselsdagsgave.
Vinterens bedste nyhed var, at viasat history begyndte at sende den helt nye serie fra de tre historikeres hånd: Wartime farm. Jeg har valgt at optage den og har aftalt med mine forældre, at vi skal se den sammen, når de kommer på besøg næste gang. Jeg glæder mig som et lille barn og kan kun varmt anbefale DR eller TV2 at investere i serierne.