Det var Columbus som opdagede Amerika i 1492. Han troede fejlagtigt, at han var kommet til Indien (Las Indias) – og kaldte derfor befolkningen los indios – altså indianere.
Spanierne begyndte derefter koloniseringen i 1500-tallet med det formål at kristne indianerne og sikre sig skatteindtægter fra dem. I praksis skete det ved tvangsarbejde eller direkte udplyndring.
De blev efterfulgt af englænderne – som primært var interesseret i at erhverve land. Koloniseringspolitikken var baseret på, at jorden skulle købes eller erhverves ved overenskomst med indianerne. I praksis ekspanderede nybyggerne aggressivt ved krigsførsel.
Franskmændene etablerede handelsrelationer til indianerne. De fik pels for skydevåben og andre industrivarer. Dermed havde europæisk markedsøkonomi undergravet indianernes selvforsyningsøkonomi. Siden kom hollændere og portugisere til.

De steder hvor handelen ikke blev efterfulgt af bosættelser, blev de lokale indianske samfund styrkede. Det var tilfældet hos nordvestkystindianerne, hvor høvdingenes positioner blev stærkere i løbet af 1800-tallet.

Man anslår, at der før Columbus levede omkring syv millioner indianere i Nordamerika og 20 millioner i Mellem- og Sydamerika. Heraf levede ca. 10 millioner i Inkariget. Europæernes ankomst blev en befolkningsmæssig katastrofe, som slog op til 80-90 procent af indianerne ihjel. Den alvorligste dræber var mæslinger, kighoste, skoldkopper og andre smitsomme sygdomme, som europæerne bragte med sig, og som indianerne ikke havde noget immunforsvar imod. Dertil kom den hårdhændede erobring med våbenmagt og brutal udnyttelse.