Økonomisk kriminalitet er ikke noget nyt

Sidste år kom Sekstetten, en roman af Anne Marie Løn. Udgangspunktet for romanen er en virkelig begivenhed i 1924, hvor 6 mænd ansat i Assistenshuset først blev suspenderet og siden dømt for bedrageri. De seks var regnskabskyndige, ledende kasserere og kasseassistenter, som igennem mange år havde snydt statskassen uden at blive opdaget. Men så bliver der ansat en ny forvalter, og lavinen begynder at rulle.

Romanen foregår i perioden mellem suspentionen og domsafsigelsen. Vi følger både de arresterede og deres familier samt forvalteren og hans familie.

Romanen er fyldt med historiske detaljer fra 1920´ernes København: Staunings snarlige overtagelse af regeringsmagten, Påskekrisen, dans på Adlon og kvindernes kortklippede frisurer.

Jeg synes, det er en spændende roman, som udover et billede af 1920´ernes København også tegner et billede af Assistenshuset. Desuden er det lykkedes umanerlig godt for Anne Marie Løn at få afpasset hele det sproglige univers til den tid og det miljø, romanen foregår i.

Sekstetten er på 550 sider, men den er absolut værd at læse. Du kan læse mere om Sekstetten Litteratursiden