Huguenotterne var franske protestanter, medlemmer af den reformerte kirke, der blev grundlagt i 1550 af John Calvin. Deres historie begyndte i 1685, under Ludvig d. 14., da de katolske magthavere fik ophævet det Nantiske Edikt, som hidtil havde garanteret dem tros- og bekendelsesfrihed. De blev hermed stillet overfor valget mellem kætterbålet eller landflygtighed, og i tusindvis forlod de Frankrig og slog sig ned over hele verden.

Forgæves havde man forsøgt, at få huguenotterne til at gå over til katolicismen ved skiftevis at chikanere og lokke med bl.a. pengepræmier. I 1680 blev det forbudt at gå over til protestantismen, og at protestanter giftede sig med katolikker. For at sætte en stopper for protestantiske gudstjenester, lukkede man under forskellige påskud de kirker, som de havde bygget efter udstedelsen af det Nantiske Edikt. Huguenotterne fandt sig tålmodigt i alt. Man måtte altså gribe til skrappere midler. Kirker og mødelokaler blev nu jævnet med jorden og protestantisk gudstjenester, selv private andagter i hjemmene, blev forbudt, præsterne landsforvistes, og alle børn skulle nu døbes af katolske præster. Den eneste måde at slippe for forfølgelse var at forlade landet, hvilket var forbudt og næsten umuligt. Frankrig kunne nemlig ikke undvære den værdifulde arbejdskraft, som huguenotterne repræsenterede. Alligevel holdt huguenotterne fast ved deres tro, og det lykkedes titusinder at slippe over grænsen og komme til Schweiz, Nederlandene, Brandenburg og England o.s.v. En del kom med tiden til Danmark, hvor en koloni slog sig ned i Fredericia. Læs resten →