Clios kriminelle datter

Billedet er fra www.theoi.com

Billedet er fra www.theoi.com

Clio (Kleio) er historiens (og heltedigtningens) muse. De 9 muser er i græsk religion gudinder for inspiration. De er alle døtre af Zeus og Mnemosyne. I litteraturen optræder de som beskyttere af musik og digtning, men i hellenistisk tid bliver deres virkeområde udvidet til at dække kunst og videnskab i almindelighed. I græsk kultur betragtes de oftest som en samlet gruppe; først i romertiden opstår der en fordeling af kunstarterne på de enkelte muser. Her er det, at Clio bliver historieskrivningens muse. Som symbol på dette afbildes hun ofte med en bogrulle.

“Clios døtre gennem hundrede år” (1994)  er titlen på en bog, der blev udgivet i anledning af historikeren Anna Hudes disputats 1893.

Billede fra Det Kongelige Biblioteks billeddatabase

Billede fra Det Kongelige Biblioteks billeddatabase

Historikeren Anna Hude var den første kvindelige dr. phil. i Danmark.  Den 24. marts 1893 var første gang en kvinde disputerede for doktorgraden ved Københavns Universitet og begivenheden blev et sandt tilløbsstykke. Ikke alene var der tale om en enestående begivenhed i Universitetets 400-årige historie, der fik de studerende til at møde op – også Dansk Kvindesamfund og andre kvindesagsinteresserede havde en interesse i at markere dagen.

Og måske havde doktorandens fortid tiltrukket endnu en gruppe nysgerrige – hun havde nemlig tidligere været i mediernes søgelys, da hun som ganske ung, den 18. juni 1880,  skød på en ældre læge, som havde været for nærgående.
Flere skillingsviser blev trykt i forbindelse med retssagen mod Anna Hude, blandt andet “Attentatet i Læderstræde” og “Damen, der skød paa Doktoren“.

Anna Hude kom i fængsel for forbrydelsen, men blev løsladt efter forholdsvis kort tid.
Under fængselsopholdet fortsatte hun med at læse til studentereksamen, som hun tog i januar 1882. Samme efterår startede hun på historiestudiet, hvor Kristian Erslev revolutionerede undervisningen og var en stor inspirationskilde for de studerende – ikke mindst for Anna Hude, der forelskede sig i ham. Kærligheden var gengældt, men Erslev var allerede gift, og først i 1910 får de hinanden.
Erslev giver også udtryk for stor respekt for Annas arbejde. I artiklen: “Rigets „bedste Mænd”, Danehof og Rigsraadet” (Historisk Tidsskrift, Bind 7. række, 5 (1904 – 1905)), skriver han:

“Vor Forstaaelse af Udviklingsgangen( i) Danmarks ældre Statsforfatning er i de senere Aar undergaaet en indgribende Ændring, og det skyldes først og sidst Frk. Anna Hudes Skrift om Danehoffet og dets Plads i Danmarks Statsforfatning, der fremkom i 1893″