Oluf Høst – den bornholmske maler


oluf-hoest

“De mennesker der ikke kan lide negre, film og synes cement er grimt, har jeg egentlig ingenting at tale med om.” Oluf Høst.

Nogle gange kan en forlænget weekend være nok til at åbne en helt ny verden. Det skete for mig for nylig. Jeg var på Bornholm med familien. Vi boede i Gudhjem, og min mand og jeg besluttede at besøge Oluf Høst Museet, som er indrettet i huset Norresân, den bornholmske mestermalers hjem fra 1929 til sin død i 1962.

Jeg kendte næsten intet til hverken maleren eller mennesket Oluf Høst, men nu vil jeg for altid huske den stejle have med de dramatiske klippeterrasser, de to atelierer i haven og den fantastiske udsigt over Gudhjems tegltage, silderøgerierne, fiskerbådene og ikke mindst Østersøen med alle dens skift i farver og temperament. Wow, sikke syn – og wow, sikke nogle malerier.

Hans forbillede var den franske impressionist Zésanne, men der var intet fransk over Høsts motiver eller udtryk – Høst er fortolker af det nordiske lys, Gudhjems røgerier, brændingen over klipperevene, midsommerens Sankt Hansbål og i høj grad af mennesket Høsts skiftende sindsstemninger. Det sidste ses tydeligt i hans mange malerier fra gården Bognemark tæt på Norresân. Han købte gården i 1935 for næsen af en malerkollega. Både selve gården og udsigten fra den højtliggende ejendom blev en varig saltvandsindsprøjtning til hans inspiration og kunst.

Ét af de tilbagevendende motiver var aftenhimlen set gennem gårdens vognport, og disse mange udgaver af samme motiv afspejler tydeligt malerens skiftende sindsstemninger. Det mest hjerteskærende af dem er malet kort efter, at malerens ældste søn, Ole Høst, som mod familiens ønske var gået i tysk krigstjeneste, blev dræbt på østfronten i 1943.

Det er fantastisk at besøge Norresân og nyde de samme udsigter, som Oluf Høst gav liv på sine lærreder. Og den bornholmske mestermaler holdt selv så meget af sine billeder, at han kun nødigt gav afkald på nogen af dem. Mange kunstelskere måtte sande, at det var svært at få lov at købe et Høst-billede. Én af dem var en københavnsk kunsthandler, som for at sætte gang i forhandlingerne om et billede åbnede sin taske med bundter af 500 kr. sedler. Oluf Høst blev så arrig, at han med en kniv skar det attråede billede i to dele og råbte: ”Kan De så forstå, at billedet ikke er til salg?”

Havde man så endelig fået lov at erhverve et Høst-maleri, kunne man ikke vide sig sikker. Oluf Høst var berygtet for at komme på besøg hos sine ”børn” på maleriudstillinger og i private hjem med pensel i hånd for lige at gøre nogle detaljer færdige på et maleri.

Læs meget mere om manden og maleren på Oluf Høst Museets hjemmeside

Her kan du på webcam se udsigten fra Norresân lige her og nu

oluf hoest