Jeg elsker børneteater! Vel at mærke den slags børneteater, der er lavet af voksne for børn. Men hvad er egentlig (for)målet med børneteater?

Indtil midten af 1800-tallet bestod teaterudbuddet af Det Kongelige Teater og omrejsende trupper. Repertoiret var klassisk, det var kulturarven, der skulle formidles, dannelsesidealet var i højsædet.
I midten af 1800-tallet begyndte de private teatre at dukke op. Her var det folkekomedien man satsede på, blandt andet stykker af H.C. Andersen, som dengang endnu ikke var anerkendt af de dannede.

Med modernismens gennembrud skiftede tidsånden fokus fra kulturarv til realisme. Dog var der i pædagogiske rækker stadig et ønske om en bred formidling af kulturarven, hvilket førte til oprettelsen af Dansk Skolescene og Folkescenen i 1924. Dannelseskultur for folket og børnene.
Samtidig opstod forskellige samfundskritiske scener. Og da teaterloven fra 1963 gav mulighed for støtte til “anden teatervirksomhed” myldrede eksperimenterende teatergrupper frem. Mange børneteatergrupper udsprang af disse grupper, der anså dramatikken for at være et politisk eller terapeutisk værktøj frem for en kunstart.

Dansk Skolescene blev nedlagt i 1968. Skolerne ønskede et bredere repertoire end det klassiske, dannelsesorienterede, og det kunne Skolescenens bestyrelse ikke gå ind for. Og dermed var der skabt et marked for de nye børnetatre.

Selvom børneteatrene ønskede at være et modbillede til Skolescenen, var de langt fra så politiske, som de er blevet beskyldt for at være. Poul Hammerich skriver i “Optur og nedtur” (1980): ” Ideen var, at den åndelige rigdom skulle placeres midt i folket…” – altså egentlig stadig et dannelsesideal.

I løbet af 80′erne begyndte børneteatrene at stille større kunstneriske og kvalitative krav til sig selv og hinanden.  Og med teaterloven fra 1991, bliver kvalitet et statsligt krav. Det bliver sværere og sværere at overleve som børneteater – en udvikling der fortsætter frem til i dag.

Men heldigvis findes børneteatret da endnu.