Nutidens vægtere er i flotte uniformer. De går rundt med turisterne i de gamle byer og synger de kendte vægtervers. Særligt kendt er vægteren i Ribe, som ses på billedet med sin lygte og morgenstjerne. Bag ham kan man se bindingsværkshusene og de toppede brosten. Der findes også en del andre byer med vægterkorps.
Vægternes historie går langt tilbage. Allerede i 1294 bliver de omtalt i København. Vægterne havde mange opgaver. De beskyttede borgerne mod tyve og overfaldsmænd udefra. De var også på vagt for ildebrande og slog alarm. Det kan man læse en masse om i Byen Brænder af Kåre Lauring. En tredje opgave der kom til senere var at informere om hvad klokken var slåen -det er der vægterversene kommer ind i billedet. Vægteren havde et vers til hver time og det blev afsunget til gavn eller gene for byens borgere -afhængigt vægterens sangstemme og borgerens behov.
Men hvorfor er der ikke et vægterkorps i Fredericia?
Svaret er nok at soldaterne i dag fylder pladsen ud.
Sådan har det ikke altid været….
En kilde lyder på at der i Fredericia i 1665 blev oprettet en borgervæbning som værn mod de stationerede soldaternes overgreb
Historien ifølge Hugo Matthiessen: Fredericia 1650-1760, er dog en anden. I 1688 blev der på stiftamtmandens bud ansat 4 vægtere, men da byens borgere ikke ville betale deres løn forsvandt de igen. Først i 1715 fik byen de 4 vægtere.
Det gik dog ikke så godt:
“1721 opskræmmede Peder Vægter Borgerskabet ved at bruge Nattens stille Timer til at rapse lidt hist og her af Næstens Gods, hvor lejlighed gaves.” Hans straf blev to timer i Gabestokken og forvisning fra byen. Hvis han kom tilbage ville det blive “under Straf til Kagen” (det vil sige at han ville blive pisket i fuld offentlighed af byens bøddel)
Da man en gang i 1760′erne endelig fik ordentlige forhold med bedre løn og skilderhuse til ly for vejret var der et stabilt korps i byen indtil politiet i 1871 overtog ansvaret.
Så kom 2. verdenskrig.
19. september 1944 blev politiet afsat af de tyske tropper og byens borgere stod pludselig igen forsvarsløs over for tyve og bøller. Der opstod flere private grupper bl.a. foreningen “Gothersgades Værn ” som virkede i en kort periode, indtil et kommunalt vagtværn blev oprettet og trådte i kraft
Kilder:
Salmonsens Konversationsleksikon
Matthiessen, Hugo: Fredericia 1650-1760
Fredericiabogen 2001 s.76-86 “Foreningen Gothersgades Værn”
http://www.byhistorie.dk
Fredericia Politikorps 1871-1950
I: Vejle Amts Aarbog. – 1950. – S. 43-53, ill.