1.verdenskrig i skyttegraven

11.november 1918 (11.11.18, kl. 11) sluttede 1.verdenskrig.
Under de fire års krig blev mellem 8,5 og 9,8 millioner soldater dræbt.  Ca. 5.300 danske soldater blev dræbt fordi de som sønderjyder var indkaldt til den tyske hær.

En af dem som skrev om sine forfærdelige oplevelse var Kristian Tastesen.
Hans bog ”I Verdenskrigen” udkom i 1922.

Det er hård læsning, om sønderlemmede mennesker og kamp med bajonetterne. Kristian Tastesen var utrolig heldig at han overlevede. Så vidt jeg har kunnet registrere døde Kristian Tastesen i  Kolding i 1976.  Hvordan mon han havde det efter krigen, havde han krigstraumer eller havde han et ordentligt liv.  I de kommende artikler vil jeg skrive om Kristian Tastesens oplevelser i 1.verdenskrig

Kristian Tastesen kom fra området omkring Haderslev og blev derfor indkaldt til tysk krigstjeneste under 1.verdenskrig.  Han kom til at kæmpe på både øst- og vestfronten og i løbet af de 4 år kom han både til Frankrig, Rumænien, Bulgarien, Palæstina, Suez, og grænsen til Rusland.

Allerede ved ankomsten til fronten anede soldaterne hvilken vej det gik.  De ankom til fronten i Chiry den 18.december om natten. Byen var en ruin og de måtte sove i en bygning uden tag og granaterne fløj over hovedet på dem. Kristian Tastesen skriver (s. 11) således:

I Chiry laa i Forvejen Tropper af det gamle Regiment, som var omtrent oprevet Regimentet havde bestaaet af ca. 3000 Mand, nu var der kun 370 Mand tilbage. Resten var falden eller saaret. De, der var tilbage, saa ganske ynkelige ud, pjaltede eller snavsede, de fleste var ikke barberet i længere Tid, saa de lignede gamle Mænd, skønt de kun var 22 eller 23 aar.

the_way_to_the_front.jpg

Fra Wikipedia.de (Commons fra IWM)

Han blev lettere såret allerede 11.februar 1915 og kastedes derefter ud i de første sindsoprivende angreb bl.a. 12.marts 1915 hvor tyskerne angreb ved Siossons (s.19-20):

Vi troede alle, , det blev vor sidste Tur, særlig da Halvparten af os var Sønderjyder, og vi vidste, vi nok skulde komme i Ilden. Vi kom til at ligge i en Skyttegrav 200 Meter bag den forreste Ildlinje. Kl. 4 begyndte det tyske Artilleri at skyde. Hvor mange Kanoner ved jeg ikke bestemt, men efter min Mening var der op imod et Par Tusinde, i hvert Fald kunde vi ikke høre Skuddene hver for sig, kun en lang, mægtig Torden hele Tiden. . Ca. 20,000 Mand stod paa en ganske kort Front parat til at angribe, saa snart Artilleriet havde gjort Forberedelserne. Den første Time besvarede Franskmændene kun med enkelte Skud, men ved 5-Tiden gik det løs. Det var en Torden, saa man ikke kunde høre, hvad man selv sagde. Granater sprang rundt om os og i Luften: og dette sammen med de Saaredes Skrig og Jamren gjorde Stedet til et rent Helvede, som slet ikke lader sig beskrive. Det varede i tre Timer, ca, Graven var snart jævnet, og mange var faldne. Kl. 8 begyndte vi stormløbet mod de franske Linjer over en flad Mark paa 600 Meter. Mange faldt, saa snart de kom ovenfor Graven, men andre rykkede frem over døde og døende Kammerater. Da brugte Franskmændene første Gang Gas, og vi havde jo ingen Gasmasker. Mange blev bedøvede af Gassen, men det var ikke saa farligt endda, da det meste blev liggende nede ved Jorden, og saa længe man var oprejst, mærkede man ikke meget, kun øjnene blev daarlige nogle Dage efter.
Mange faldt for Maskingeværerne, saa vi, der kom bagefter, maatte løbe over Døde og Saarede eller vade i Blod. Da vi naaede de franske Skyttegrave, var disse fuldstændig jævnede, og de Soldater, der var tilbage, rakte Hænderne i Vejret og lod sig tage til Fange. 85. Regiment, hvor jeg var i Øjeblikket, tog alene 800 Fanger samt noget af alle Slags Vaaben. Da vi var færdige Kl. 10 om Formiddagen, blev vi, der var tilbage af min Deling, ialt 17 Mand – vi havde mistet 19 – kørt tilbage til vort gamle Regiment. Officererne takkede os, fordi vi havde klaret os saa godt, men derudover intet. Ikke en Gang en Beklagelse af, at der var falden saa mange.

Kristian Tastesen blev sværere skadet 04.april 1915 da en granat ramte hans skyttegrav.  Den 12. august var han så rask at han sendtes til fronten igen.  Denne gang østfronten.  Om muligt var forholdene endnu værre på østfronten.  Den 03. september angreb tyskerne ved Friederichstadt og Kristian Tastesen skriver (s.23-24):

Fra Bakken kunde vi se Tusinder af Tyskere storme frem. Der var sort af Mennesker, og det varede ikke længe, før Jorden var rød af Blod. Vi stormede frem, Kuglerne peb, saa jeg forstaar ikke, at jeg ikke blev ramt.
Endelig naaede vi Pigtraaden. Artilleriet havde ganske vist skudt det bort nogle Steder, men vi maatte jo ikke samles, saa vi kunde komme derigennem allesammen.
Saa maatte vi oven over. Jeg sprang op og løb oven paa Pæle og Traaden og kom ogsaa godt over, men her stod Russerne saa tæt som Fluer og med opplantet Bajonet og tog imod os. Jeg stod pludselig over for tre Russere og havde mest Lyst til at lade mig tage til Fange, dog det kunde jeg heller ikke, da de andre kom bagefter.
Jeg gik imod den ene, og nu kom der flere af mine Kammerater til. Jeg maatte springe et Par Gange tilbage for ikke at blive ramt af hans Bajonet; men saa fik jeg Lejlighed til at stikke min Bajonet ind i Siden paa ham, saa han faldt med et Vræl. I det samme kom der en til, og jeg fik lige Tid til at faa min Bajonet ud og slaa ham i Hovedet, saa han faldt. Ved Siden af mig havde en af mine Kammerater faaet et Bajonetstik i Hoften, og Russeren stod og kunde ikke faa sin Bajonet ud igen.  Jeg stødte ham da min Bajonet igennem det ene Ben, saa han nøjedes med at blive saaret. Imens var nogle af mine Kammerater allerede kommen over Skyttegraven og videre frem mod den næste. Men nu masede Fjenden paa og drev os tilbage til den første Skyttegrav igen under stadig Kamp med Bajonetter og Haandgranater. Luften var fuld af Jord, Sten, Træstumper og Støv, saa vi ingenting kunde se, og Larmen fra Kanoner og Geværer, blandet med de Saaredes Skrig, gjorde Stedet til et rent Helvede, som ingen, der ikke har set det i Virkeligheden, i sin vildeste Fantasi kan gøre sig nogen Forestilling om
.

Endelig i juli måned 1918 blev det for meget for Kristian Tastesen. Efter adskellige hårde skyttegravskampe i april-juni 1918 virker det som om Kristian Tastesen har granatschock, han har været nærmest mentalt lammet og alting er foregået som i tåge. Han har for længst sagt livet farvel og tror ikke på at han overlever. Den 15. juli var han i kamp for sidste gang ved Armentieres og efter disse kampe er de kun 4 mand tilbage i deres kompagni på  oprindeligt 100 mand.  Herefter søgte Kristian Tastesen orlov og fik den bevilliget. Under orloven flygtede han, 8-9.august 1918, over grænsen ved Skodborg.  Vagterne på denne strækning af grænsen stod med kun 50 meter imellem sig og Kristian måtte holde sig i skjul i et par døgn før han tog chancen og spurtede over grænsen, mens vagterne skød efter ham. Han undslap også her kuglerne og kunne komme hjem til familien.

Kristian regnede ikke selv med at have overlevet ret meget længere ved fronten og 1.verdenskrig sluttede først den 11.november 1918 (11.11.1918, kl. 11)  – 4 måneder senere!

En tanke herfra til ære for alle de berørte af 1.verdenskrig her på 90 årsdagen for krigens ophør!