Svend Grundtvig refererer i Danske Folkesagn 1839-1883 at der i Harald Blåtands tid skulle være en mand i nærheden af Landerupgård, som havde ejet et stykke jord, hvor der var en såkaldt helligkilde. I denne fik kongen lyst at bade og lovede ejeren, at han måtte tage så meget jord til sin ejendom, som han med sine to stude kunne ompløje mens kongen var i badet. Manden tog kongen på ordet og indkredsede al den jord, der endnu op  i nyere tid var Landerupsgårds ejendom. I en stor sten ved kilden lod kongen udhugge en del runer til erindring.  Af griskhed blev stenen senere kløvet af Peter Madsen fra Sønder Vilstrup, der da ejede Kongens kilde.

Kort og beskrivelse af kilden i dag: www.landerupgaard.dk/?menu=dcw

I værket Danmarks Runeindskrifter står der følgende om stenen:
I slutningen af 1700-talletlå stenen næsten skjult af græs og krat og dens runer var næsten ukendelige og udslidte. Kløvningshullerne fortalte at man havde forsøgt at sprænge stenen.  Denne sprængning må så være fuldført engang efter 1808. Stenen blev forsøgt genfundet, men først i 1910 lykkedes det at finde et brudstykke af stenen med en enkelt huggefure. Dette stykke, i grå granit,  måler 188cm i højden 40 cm bredt og 22-33 cm tyk.

Ifølge Landerupgårds jubilæumsbog fra 2007, befinder stenen (eller resterne af den) sig stadig ved Kongens Kilde på Landerupgård

I Worms ufuldstændige præsteoptegnelse fra 1643 tydes runerne således:
[.....lit - ku ]bl – pisi -] | [kaurua - haralt ...rm....|.....|..........] : NN lod disse kumler gøre, Harald…rm…

Desværre tyder det på at en historisk runeindskrift er gået tabt med kløvningen af stenen, men måske er resterne et sted derude ….?