Jeg tror ikke på spøgelser! (sådan næsten)

Om dagen afviser jeg med et fnys enhver tanke om hovedløse riddere og hvide damer.  Men når jeg vågner om natten og hører mystiske lyde, så sniger tvivlen sig ind.

Det er derfor jeg ALDRIG ser gysere og kun sjældent læser dem. Jeg skræmmer simpelthen livet af mig selv bagefter. Faktisk er det så slemt, at da Dr engang sendte en tv-serie for børn der hed: “Er du bange for mørke?”  Så kunne jeg med stor sikkerhed svare JA. Den var nemlig for uhyggelig for mig.

Døden og det hensiddes har altid vagt folks nysgerrighed. Folk med nærdøds-oplevelser beretter om en tunnel og et skindende hvidt lys. Hvis det betyder, at der findes et liv efter døden, så er tanken om spøgelser jo ikke så usandsynlig endda.

Det er ikke svært at forstå hvorfor helvedshunde  og elverpinger havde solidt tag i folk i gamle dage.  De utætte huse og skyggerne fra trællelyset skær nærmest indbyder til troen på gengangere.
Man skulle så tro at troen på spøgelser forsvandt med det elektriske lys og den mere tætte isolering, som har sørget for at mystisk træk ikke længere er almindelig i parcelhuset.

Men fascinationen af spøgelser er ikke forsvundet. Der findes talløse film om emnet. Nogle film fremstiller spøgelser er ondskaben selv som klassikeren “Poltergeist“.  Andre f.eks megahittet ”Ghost“ fremstiller spøgelserne som ånder, der har uafsluttede ting, der skal nås inden de fortsætter til det hensiddes. .

Det er ikke kun på det store lærred at spøgelserne har holdt deres indtog. Tv er godt med. Der er et hav af mere eller mindre gode tv-serier med afsæt i det okkulte.

Her kommer min skræk for gysere på en hård prøve, for jeg elsker de serier. Nogle af de serier, jeg  synes fungere bedst, tager fat i gamle myter og vandrehistorier og tvister dem ind i en ”normal” dagligdag. Jeg skræmmer mig selv med: Supernatural (alt for uhyggelig) og Medium (af og til for uhyggelig) samt Ghost Whisperer (også nogle gange for uhyggelig)

Der skrives også stadigt solide gysere, hvor en snigende uhygge bringer spøgelser helt ind i din stue. Her er ikke tale om gotiske romaner med gamle borge, men derimod en snigende uhygge i et nutidigt miljø. Nogle af mine favoritter er: “Spøgelsestoget” af Stephen Laws og novellen “Somme tider vender de tilbage” af Stephen King som er i samlingen “Natteholdet”. De fik hårene til at rejse sig på hovedet af mig og er medskyld i, at jeg ikke længere låner gysere med hjem!

Spøgelserne er altså stadigt en del af den litterære og filmiske tradition. Men hvad med dagliglivet? Har elektrisk lys og de moderne medier taget livet af dem? (ja, jeg kan godt selv se ironien i brugen af det udtryk)
Nej tvært imod. Gengangere er i høj grad del af daglig livet i den moderne verden. Hvor de før hjemsøgt uhyggelige kældre og herregårde, så er spøgelserne i dag flyttet ind i de almindelige hjem.

Der findes talrige beretninger om tv som skifter kanaler og mystiske lyde på mobilen. Antropologen Kirsten Marie Raahauge undersøger fænomenerne. Så hvis du vil vide mere om, det moderne spøgelse med hang til fladskærme og i-pods, kan du læse den spændende artikel på videnskab.dk.
Artiklen er et del af Videnskab.dks overordnede tema spøgelser, hvor du kan læse meget mere om forskning i vores forhold til besøg fra det hensides.

Hvis du er mere til det traditionelle spøgelse, som knytter sig et de gamle sagn og historier, kan du prøve at dykke ned i bogen: Det mystiske Danmark af Lars Thomas. Det er en rejseguid til Danmarks spøgelser og uhyre. Her kan du f.eks. læse om den forbandede seng på Engelsholm, hvor en spøgelseshund hver nat våger over slottet.

Det samme koncept går igen i Guide til det okkulte Danmark: vejviser til overnaturlige væsener og mystiske fænomener af Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff.  De to guides giver mulighed for at planlægge en lidt anderledes ferie i det danske land.

God læselyst og lad nu være med at blive alt for bange, når gulvet på mystisk vis knirker om natten selvom du er HELT alene hjemme.