I disse influenza-tider, hvor mange af dem, der bliver smittede er børn, er jeg kommet til at tænkepå en opdagelse, jeg har gjort i forbindelse med udforskningen af min slægts historie.

Dengang var der ikke de samme gode forebyggelses- og behandlingsmuligheder, som der er i dag, så sygdomme, som vi dag betragter som harmløse, havde ofte dødelig udgang

Et hold af mine tipoldeforældre var gårdmandsfolk på Give-egnen. De fik ialt 10 børn, men i efteråret 1868 mistede de på to dage i træk 3 af deres børn. Børnene døde alle 3 af skarlagensfeber, og deres alder var henholdsvis ½, 3 ¼ og 10 ¾ år.

Gennemgangen af en kirkebog fra denne tid vil ofte vidne om sorg og savn i næsten ethvert hjem. De fleste familier mistede et, to eller flere børn, nogle endda mange flere. Hårdest ramte var naturligvis de fattigste hjem. Arbejdsmænd fik næsten dobbelt så mange børn som embedsmænd, men til gengæld mistede de tre gange flere. Det var navnlig spædbørnene det gik ud over. Det var ikke unormalt at op mod 80 % af et års døde i et sogn var børn under 1 år. Men også blandt de øvrige børn var dødeligheden stor.

Hvad var det så børnene døde af dengang?

I spædbarnsalderen var hjernesygdomme og sygdomme i luftvejene de farligste. Dertil kom skarlagensfeber, difteritis, mæslinger og kighoste som blev døden for de fleste børn mellem 1 og 10 år.

Her var, som for min families vedkommende, skarlagenfeberen navnlig slem, og omkring 1880 stod den sygdom alene for 25 % af  dødsfaldene indtil 10-års alderen. Ofte stødte der komplikationer til i form af f.eks. nyrebetændelse eller hjernebetændelse. De, der overlevede sygdommen, blev ofte mærket for lang tid af eftervirkningerne.

Skarlagensfeber er fremkaldt af streptokokbakterier, og med fremkomsten af penicillin blev denne tidligere så frygtede sygdom til en forholdsvis ufarlig sygdom. Derfor forekommer der i lande med god levestandard sjældent komplikationer i forbindelse med sygdommen. I u-landene derimod, ses der stadig mange dødsfald hos børn som følge af skarlagensfeber.