London og Shakespeare

Lige siden jeg som 17-årig rejste til London for at være au-pair der i et år, har ethvert gensyn med byen været som at komme hjem. London er, som mange andre hovedstæder, en metropol, du aldrig bliver træt af.
Selvom jeg har besøgt utallige af byens seværdigheder, bliver byen ved med at byde på nye oplevelser.
I februar besøgte jeg Shakespeare´s Globe Theatre. Det er en meget imponerende rekonstruktion af elizabethansk teater, der er opbygget som det tog sig ud efter 1613, hvor det blev genopført efter en brand. Det er opbygget på samme måde og af de samme materialer som originalen, rekonstruktionen stod færdig i 1997.
Mange af Shakespeares stykker fik urpremiere på dette sted bl.a. “Othello”, “Hamlet” og “Macbeth”. Da der skulle være premiere på Shakespeares sidste skuespil – om Kong Henrik 8. – gik der ild i taget, da man affyrede en salut for kongens indtog. Man havde sikkert været lidt for generøs med krudtet! Og teatret brændte ned til grunden.
Globe-teatret er en cirkelrund træbygning uden tag i midten, hvilket betyder, at en del af publikum er udsat for vejrgudernes nåde. Der er kun forestillinger om sommeren, og det kan være ret livligt at være tilskuer, da de nærmest ved scenen opfordres til at deltage sammen med skuespillerne!
Ved besøg får man en meget interessant rundvisning, og efterfølgende har jeg fået stor lyst til at opleve en forestilling på The Globe.
Smut til London og oplev selv teatret som det så ud på Shakespeares tid.

 

Jeg fik derefter lyst til at læse mere om Shakespeares teater, og fandt på bibliotekets magasin bogen Shakespeare og hans teater, den er skrevet af Henrik Krabbe og udkommet i 1963. Det er en overkommelig lille bog, hvori du kan læse om Shakespeare selv, det publikum han skrev for, hans teatertrup samt lidt om London og skuespillerne, iøvrigt blev kvinderollerne på den tid spillet af drenge!