4. maj – levende lys i vinduerne

lysI aften er det 64 år siden, at befrielsesbudskabet blev bragt via BBC, den illegale radio, som mange danskere havde stillet ind på. Det lød således:

“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvest-Tyskland og i Danmark, har overgivet sig – Her er London, vi gentager. Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvest-Tyskland og Danmark har overgivet sig.”

Under besættelsen måtte danskerne om aftenen rulle de forhadte mørklægningsgardiner ned. Denne glædelige maj-aften var der mange, der flåede gardinerne ned og lod lyset skinne i aften og natte-timerne, og de heldige danskere, der var i besiddelse af stearinlys, som var en mangelvare, tændte dem og satte dem i vinduerne.

Denne smukke skik har siden været holdet i hævd i mange år, men ses ikke så mange steder mere. I min barndom i 60′ernes Svendborg, var det stadigvæk meget brugt. Min familie boede i et socialt boligområde med 2 lange blokke over for hinanden. Det hed 5. maj Plads, og det var derfor en meget naturlig ting, at stort set alle beboere satte lys i vinduerne og på altanerne. Det var et meget smukt syn at se alle disse mange hundrede lys i aftenskumringen og mørket.

Måske skal vi tænde et par lys i aften og mindes det gode budskab?