I Bibliografi for læger 1898, Archiv for Lægevidenskabelig Historie 1823, Medicinsk-Historiske Smaaskrifter, nr.2, 1912 og Samvirke nr. 10, 1994 – kan man læse om skarpretterens, eller bødlens rolle i forbindelse med sygdom og død.
En del af skarpretterens rolle ved “død” er nok temmelig oplagt. Skarpretteren skulle hugge hovedet og evt. lemmer af de dømte, eller brænde dem på bålet, eller andre voldsomme aflivninger – samt sørge for fjernelsen af kropsdelene.
I fjernelsen af kropsdelene lå der en ekstra indtægt for skarpretteren. Han kunne nemlig sælge kropsdelene til bl.a. apoteket. Fingre kunne bruges til at gøre øllet bedre, og menneskefedt var en bedre og dyrere salve end den der var lavet af dyrefedt. Skarpretteren skar ligene op og fjernede muskler, fedt, knogler og solgte dem til apoteket.
Dette arbejde gav skarpretteren en stor viden om menneskekroppen opbygning og han begyndte derfor også at helbrede sår og brudte lemmer. I 1638 blev den kongelig livslæge tilsidesat af en skarpretter da Christian IV tilkaldte skarpretteren fra Glückstadt som skulle hjælpe kongen med et brækket ben.
Skarpretteren var altså på en måde højere agtet end lægerne på dette tidspunkt. Qua deres adgang til at skære i ligdele kunne skarpretterne noget som lægerne ikke kunne på daværende tidspunkt. Kristian Carøe beskriver i Bibliografi for Læger 1898 et forløb, hvor skarpretteren får dobbelt aflønning i forhold til lægen, for sine besøg, behandlinger og medicinering af et sygt barn.
Overgangen fra skarpretteri til kirurgi er flydende og så sent som i det 19 århundrede fungerede Erik Petersen som skarpretter i Trondheim i 1796, fra 1798 som assistent ved sygehuset og fra 1810-12 som hjælpelæge, inden han som Bataillonskirurg fik sin afsked i 1814. En uddannet kirurg fra samme tid, J.C. Stengel, født 1772, død 1830 var søn af skarpretteren fra Odense, Augustinus Stengel. Carøe skriver, at det er sandsynligt at hans første kundskaber og sin interesse for kirurgien stammer fra faderens virksomhed som kirurg.