Romerriget og romerne

Jeg har altid været lidt fascineret af romertiden, måske ikke så meget af det romerske imperium som af romerrigets kultur. Toiletter og rindende vand havde man, og med Via Appia grundlagde romerne den tids motorvej. Selv almindelige mennesker holdt slaver, og tanken om at få maden skåret i mundrette bidder af en slave, medens man ligger til bords, lyder da tiltalende, synes jeg!

 

I efteråret var jeg i Rom og fik i den forbindelse lyst til igen at læse lidt om Romerriget. Jeg faldt over bogen Politikens bog om romerne fra 2006 og blev straks fanget af de mange flotte farvebilleder og den informative tekst.
En absolut spændende bog om antik romersk kultur og historie fra Roms grundlæggelse til Romerrigets fald.
Udover romernes kongetid, republik, kejsertid og krigskunst skildrer bogen også en række centrale aspekter af det romerske samfund, som f.eks. den sociale organisation, de religiøse fester og kulter, bordeller og bade samt triumftog og gladiatorkampe.