Jeg er faldet over nogle tekster som rummer spændende historier om sygdomme og helbredelse fra middelalderen og frem til kirurgi 1700-tallet.

I bogen: Middelalderens sygdomme og behandlingsformer i Danmark – omtales Henriks Harpestrengs urtebog.  Henrik Harpestreng (død i 1244) var Erik Plovpennings læge og kannik i Roskilde. Han formodes at have studeret i udlandet og formentlig i klostre erhvervet sig viden om urternes helbredende virkninger.
Klostermedicinens udgangspunkt var legemevæskernes indbyrdes forhold og balance. Sygdomme blev behandlet med dens modsætning.
Diagnoserne stilledes bl.a. ud fra urinens udseende, smag (!) og bundfald. Nogle læger havde et helt farvediagram med 20 forskellige farver for urinen.

Nogle af de mere kuriøse virkninger af Henrik Harpenstrengs planter:
Enebær: Den uddriver vinde (…) og bryder sten …
Jernurt: …. virker på udvækster i øret.
Kamille: knuser blæresten, uddriver dødt foster, virker på al hoste.
Kvan: virker mod gift i mad og drikke samt mod gal hunds bid.
Merian: Virker mod syg drøbel, lårværk, og stumhed.
Mynte: fremskynder fødsler, virker mod syge testikler, stiller al begær og modvirker beruselse.
Persille: gavner alle spedalske,
Rude: fordriver øjnenes mørke og tåge, formindsker kødets lyst hos mænd, men forøger kvindens.
Vejbred: Læger alt hvad der er stødt eller knust i mennesket.