Ordet Sankt Hans betyder egentlig den hellige Hans, og det er helgennavnet for Johannes Døberen. Han skulle være blevet født d. 24. juni. I århundreder var sankthansdag en helligdag, men i 1770 blev den afskaffet som sådan.
I Danmark er der tradition for at højtider fejres aftenen før den egentlige festdag, derfor fejrer vi sankthans d. 23. juni.
Oprindelsen til sankthans menes dog at være et levn fra forhistoriske hedenske skikke, hvor man fejrede sommersolhvervet, årets længste dag.
Dagen fejres i mange europæiske lande, men dog mest i de nordiske og baltiske lande, hvor den lyse nordiske nat tidligere mentes at have en magisk kraft, både gode og onde. Planter som blev indsamlet sankthansnat blev tillagt specielt helende kræfter. Mest kendt var sankthansurten, som man mente kunne varsle menneskers skæbne.
Mange kilder blev også opsøgt sankthansnat, hvor vand blev forvandlet til medicin! Der var i forbindelse med mange af disse helligkilder specielle kildemarkeder, for hvor der var mange mennesker samlet, var der også, for driftige folk, en ekstra mulighed for at gøre en god forretning. Det kendteste kildemarked er Dyrehavsbakken, der opstod i 1700-tallet i forbindelse med Kirsten Piils kilde.
Kildebesøg og bålbrænding hørte sammen, og enten lavede man et bål eller man brændte sankthansblus. Man lavede nogle halmknipper på lange stager, som man antændte og svingede med disse lysende ildflag, op og ned eller i cirkler, hvis man var dygtig. Man ønskede at holde det onde væk fra midsommernatten, og ilden var det bedste forsvarsvåben mod trolde og andet djævelskab, som lå på lur.
Traditionen med en heks på bålet er en forholdsvis ny opfindelse, som kun kendes fra Danmark. Præcis hvornår den dukker op her i landet vides ikke, men man mener at den stammer fra nogle tyske håndværkere der var gæstearbejdere i Kalundborg, formodentlig engang i slutningen af 1800-tallet. De havde bragt skikken med fra deres hjemland, hvor der var tradition for at afbrænde en strådukke, der var klædt ud som et “skræmmevæsen”. Skikken har altså ingen forbindelse med middelalderens frygtelige hekseafbrændinger, men formålet var bare at værne sig mod det onde.
Holger Drachmann skrev i 1885 “Midsommervisen”, som vi fortsat synger ved alle sankthans-arrangementer og -fester rundt om i landet, og han omtaler bålet på denne måde:

Mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde
dem vil vi fra livet med glædesblus holde