Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej

Den 20. februar 1948 ankommer husassistent Asta Hansen som sædvanligt til sit arbejde i hjemmet hos Hr. og Fru kontorchef Jacobsen på Peter Bangs Vej 74 på Frederiksberg. Da hun kommer ind i lejligheden finder hun liget af kontorchefen i herreværelset og Fru Inger Margrethes lig i soveværelset.
Siden har dette dobbeltmord været en gåde og omgivet med mystik. Politiet brugte gennem en årrække mange ressourcer på efterforskning, men måtte til sidst give op.

I bogen Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej (2010) følger Peer Kaae alle sagens spor. Hændelserne på morddagen dokumenteres minutiøst, og sporene følges ud i en tåge af konspirationsteorier og rygter, som politiet efterfølgende forsøgte at trænge igennem. Fortællingen vrimler med mistænkte og motiver, men kun én morder – som gik fri!
Peer Kaae har fået adgang til Landsarkivets store samling af hemmeligstemplet materiale vedr. sagen. Bogen bygger således på tekniske spor, vidneforklaringer og politirapporter.

Udover den utroligt spændende bog, som fik meget omtale, da den kom i efteråret, kan du også læse om dobbeltmordet på historiker Dines Bogøs side: Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej