Det er sikkert temmlig fjernt for de fleste af os, men Sønderjylland var faktisk tysk i perioden 1864-1920. Det betød at mange danskere var med i 1.verdenskrig eller blev kraftigt berørt af den. For dem som ikke var i krig var hverdagen bestemt heller ikke nem.
Kvinderne måtte knokle på marken og på gårdene. I byerne arbejdede de indenfor handel, industri, undervisning og mange andre arbejdspladser. Der blev pludselig brug for kvinderne som ellers ikke bare kunne få et hvilket som helst job.
På landet skulle høsten ordnes selvom mændene var af sted i krigen. Uden høst ville de sulte eller gå konkurs. Man måtte sælge ud af besætningerne så de ikke var for dyre og krævende i drift.
Den tyske stat skulle i princippet betale en forsørgelse for de familier, hvis mænd var i krig. Det var meget små beløb. De lokale administrationer havde mulighed for at supplere med understøttelse, men nogle valgte at presse kvinderne endnu mere. Nogle blev presset i form af tvangsudskrivninger til at deltage i høstarbejde mm. Hvis kvinderne afviste fx fordi de havde mange børn at passe, så mistede de understøttelsen.
Inge Adriansen nævner i bogen “Sønderjyderne og den store krig 1914-1918″ en episode hvor en kvinde ikke kan få hentet mælk fra den store nabogård fordi de vil have hende til at hjælpe til.
Mælkejunger var tunge og hverken kvinden eller hendes drenge kunne løfte mælkejungerne. De fik derfor ikke udbragt deres mælk i nogle uger. Familien måtte bære/fragte mælken 600 meter til hovedvejen hvor en mere venligtsindet gårdmand så tog mælken med.
Nogle sultede, især blandt de fattigste. Der var rationeringsmærker på dagligdags ting som fx brød. Uden rationeringsmærker kunne man ikke købe brød, og hvis man havde brugt sine mærker kunne man ikke få mere brød. Der måtte ikke bages brød selv. Inge Adriansen refererer en historie om en dreng som sendes til bageren med de sidste brødmærker for perioden. Drengen taber mærkerne og pengene og må vende hjem uden. Alle vidste hvad det betød da han fortalte det derhjemme. Stilheden sænkede sig og familien indstillede sig på at måtte sulte, der var ingen brød. Heldigvis blev de reddet af en datter som arbejdede hos en mere velstillet familie.