Vi kender ham som Morten Bisp, men hans oprindelige navn er Martin. Det er på grund af legenden om ham, at mange af os spiser ande/gåsesteg på mandag, når det er den 10. november – “Mortens aften.” Den 11. november hedder Mortens dag/Martins dag.
Han blev født omkring år 316. Som 15 -årig gik han ind i den romerske hær, som han forlod igen, da han blev 18 år. Derefter rejste han som missionær i blandt andet Illyrien. I år 361 grundlagde Martin sit første kloster i Gallien. Han blev udnævnt til biskop i Tours og døde i november 397 på en missionsrejse. I 659 blev han ophøjet til helgen.
Der findes mange legender om den hellige sankt Martin af Tours. En fortæller, at han vakte døde til live, en anden at han kurerede en spedalsk med sit kys. Den mest berømte er dog historien om, hvordan han gemte sig i en gåsesti for ikke at blive valgt til biskop. Det er dén legende, der forbinder ham med Mortens aften. Han var en meget hellig mand, men også meget ydmyg. Da han hørte, der var en delegation på vej for at overdrage ham embedet, gemte han sig blandt gæssene i en gåsesti. Gæssene skræppede op i forskrækkelse, han blev afsløret og tvunget til at påtage sig hvervet som biskop. Ifølge legenden benyttede han sin nye værdighed til at udsige en straf over alverdens gæs. Han bestemte at hvert år skulle gæs lade deres liv på denne bestemte dato. Og sådan blev det.