Såret i 1. verdenskrig

I et tidligere indlæg refererer jeg til Kristian Tastesens forfærdelige oplevelser i 1.verdenskrig, som er beskrevet i hans bog ”I verdenskrigen”.

Mange stiller spørgsmålet, hvordan i alverden han overlevede. Jeg har ikke noget svar, men kan opsummere lidt af det han måtte udstå.

Kristian Tastesen blev sendt til fronten allerede 15.december 1914. Han blev sendt med militærtog fra Flensborg til Noyon i Frankrig. Allerede et døgns tid efter afgangen fra Flensborg var han ved fronten. Det var noget af et chok at komme til skyttegravene og se de totalt smadrede byer og landskaber og ligeledes de traumatiserede soldater de skulle afløse.

Den 11.februar 1915 såres Kristian første gang af en granat, men allerede den 23 februar er han tilbage ved fronten. Den 24. februar kommer han i hvilekvarter bag fronten. Men hvilekvarteret bombarderes også og en granat eksploderer direkte imellem hans soldaterkammerater, hvorefter Kristian og andre overlevende må opsamle afskudte lemmer og indvolde og lægge dem i en fællesgrav.

Den 04. april 1915 rammes Kristian Tastesen igen af en granat i skyttegraven. Han skrev selv ret nøgternt at han brækkede nogle ribben og beskadigede hans nyrer. Denne gang er han på feltlazaret i 2½ måned, hvorefter han kommer hjem på orlov i 1½ måned. På de forskellige lazaretter tabte han i denne periode i alt 15 kilo i vægt.

Herefter kom Kristian Tastesen i indsats ved Østfronten, hvor han oplevede forfærdelige krigshandlinger. Soldaterne gravede sig dybt ned i skyttegravene når de kunne komme til det. At have udkigsvagt var næsten ensbetydende med død. Kristian Tastesen skrev at soldater som kom på vagttjans sjældent kom tilbage.

I Rumænske bjerge den 06. november 1916 såredes Kristian Tastensen for 3.gang. Denne gang af et alvorligt bajonetstik. Kristian Tastesen skrev således:

Kl. 10 kom to rumænske Fanger sammen med to af vore egne Soldater og bar mig til en Forbindingsplads længere tilbage paa Bjerget. Der fik jeg to Indsprøjtninger for at stille Smerterne. Saa blev jeg bundet fast til Baaren, og Nedstigningen begyndte. Det varede godt 4 Timer, og jeg led, frygtelige Smerter. Saa kom vi til Ambulancen, som kørte mig til et Lazaret i Petrosini.
Der blev jeg lagt ind i en Hal, som var omtrent fuld af Saarede i Forvejen, saa det vilde vare længe, inden jeg kom for Tur. Endelig, jeg antager henved Kl. 24, kom jeg paa Operationsbordet. Der var tre Læger i Kitler, der en Gang havde været hvide, men nu var de fuldstændig oversprøjtet med Blod, og ligeledes Svømmede, Gulvet med Blod, saa det lignede mere et Slagtehus end et Sted, hvor Mennesker skulde behandles.
Da jeg havde faaet Forbindingen af og var bleven undersøgt, hørte jeg Lægerne sige, at jeg havde haft Held med mig, at jeg netop var ramt der, da Saaret var 6-7 cm dybt. Saa blev jeg bedøvet og ved ikke véd ikke af mere, før jeg laa paa en Stue. Min blodige Skjorte beholdt jeg paa, da de ingen anden havde til mig, og desuden var jeg saa fuld af Utøj, at det næsten pinte mig mere end Saaret. Vi laa 17 Mand paa een Stue, alle haardt saarede: Vi blev tilset af Lægerne hver Dag, men ellers blev der ikke gjort.

Først den 21. November kom han med Lazarettog gennem Budapest, Wien og videre igennem Tyskland til Stettin. Der var imidlertid ingen plads så de sårede blev liggende i toget i 3 dage, hvorefter toget kørte videre til Ludwigsburg i Würtemberg. Da havde Kristian været på lazarettoget i 14 dage!

Kristian vidste at hans liv hang i en tynd tråd. 17. April 1917 rejste han hjem på orlov og giftede sig med sin forlovede bl.a. for at hans forlovede kunne få enkepension i tilfælde af at Kristian ikke skulle komme hjem mere.

Juni 1917 blev han sendt til Egypten, hvor der ikke var krigshandlinger men til gengæld malaria som mange af soldaterne døde af.

31.januar 1918 kom Kristian på lazaret i Bukarest pga betændelse i et bajonetstik

Dertil kom de psykiske traumer som Kristian Tastesen måtte udholde inden han i august 1918 endelig indså at han måtte flygte for at redde sit liv. Forinden deltager han i slag som han overlever, men ødelægges psykisk af. I et af de sidste slag han deltager i skriver Kristian således:

Jeg var sammen med to Kammerater i et Granathul. Af og til raslede store Sten og Jorddynger ned i Hullet fra Granater, som sprang ved Siden af, Mine to Kammerater vilde ikke blive der; jeg holdt paa dem, men et andet Sted hen vilde de. De sprang op af Graven, men naaede knap Overfladen, før en Granat faldt og splittede dem fuldstændig ad. Jorden gled ned over mig og ødelagde mit Maskingevær. Granatstumper røg rundt med nogle forfærdelige Brag ovenfor Hullet, saa jeg var næsten helt sindsforvirret af Spektaklel. Jeg kunde se Ild og ligesom Stjerner allevegne. Nu kom der en mærkelig behagelig Ro over mig, og jeg tænkte: Nej, jeg bliver, jeg kan lige saa godt dø her som springe ovenfor og blive skudt.
Hvordan Tiden gik, havde jeg ingen Anelse om, jeg sad som i en Døs og havde hverken Tanker for det ene eller det andet. Kun var jeg sikker paa Døden, og om den kom ti Minutter før eller senere var mig fuldstændig ligegyldigt. Endelig begyndte det at mørkne, og jeg var endnu uskadt. Og nu kom der en Pause, i hvilken der blev fuldstændig stille ovre hos Franskmændene. Jeg listede mig op af Graven; men alt var som uddødt. Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf. Det var meget værre, end den vildeste Fantasi kunde udmale.

5 tanker om "Såret i 1. verdenskrig"

  1. har lige set tv syds udsendelse om 90 året for 1. verdenskrigs afslutning, og fik lyst til at surfe lidt rundt for at se om der skulle være noget om min bedstefar kristian tastesen… og så falder jeg over denne side der handler om hans erindringsbog… det er lidt spændende… i familien har vi kun et eksemplar af hans bog tilbage… min far harald tastesen lever stadig (80 år her til sommer)… og for 4 år siden havde jeg den store oplevelse at tage ham med til verdun for at se slagmarkerne og mindesmærkerne… en fantastisk oplevelse for både ham og mig… jeg tænker på alle de eftermiddage hvor min farfar lå på sofaen – lige efter middagssøvnen – og jeg kom hjem fra skole og straks gik på besøg, og han fortalte om sine oplevelser og specielt om alle de år han brugte på at cykle rundt i danmark for at sælge sine bøger i byerne og på gårdene… det var fantastisk for en dreng som mig der i slutningen af 60erne – 12 – 14 år gammel…
    hvis der skulle være nogen som har materiale eller andre oplysninger om min farfar hører jeg gerne fra jer…. og hvis jeg kan bidrage med noget så skriv endelig….

    venlig hilsen henning tastesen

  2. Hej Henning
    Du må undskylde forsinkelsen på svaret. Jeg har været væk på et uddannelsesforløb i to måneder.

    Mange tak for din kommentar. Jeg mener jeg lånte bogen via Statsbiblioteket i Århus. Da jeg sad med den i hænderne tænkte jeg at den burde indscannes og mangfoldiggøres. Der er imidlertid stadigvæk ophavsret på værket i 70 år efter forfatterens død. Jeg vil mene at familien vil kunne give tilladelse til en indscanning og mangfoldiggørelse. Loven siger således:

    Ved ophavsmandens død går ophavsretten i arv fuldstændig på samme må­de som andre formuegoder, jf. § 61. Ophavsmanden kan testamentere op­havsretten til bestemte personer, og efter § 61, stk. 2, kan ophavsmanden gi­ve bindende testamentariske forskrifter om udøvelsen af ophavsretten.
    http://www.infokiosk.dk/sw81170.asp

    Hvis familien er interesseret vil vi meget gerne vise bogen i sin helhed på Historiebloggen.
    Vi har mulighed for en almindelig simpel indscanning af bogen.

    Med venlig hilsen
    Henrik Hansen,
    Fredericia Bibliotek

  3. hej henrik
    jeg har nu talt med min far og familie om din henvendelse. Der er fra deres side ingen indvendinger mod, at bogen bliver tilgængelig for alle. Snarere tvært imod, så syns de det ville være skønt hvis andre kunne få adgang og dermed mulighed for at læse den…
    Vi vil således gerne give vores tilladelse, men vi er ikke vidende om hvordan og hvorledes..
    men det ved du sikkert…

    med venlig hilsen

    Henning Tastesen
    Harald Tastesen

  4. Hej Henning

    Det lyder rigtigt godt. Jeres tilladelse hér er nok. Tusind tak fordi vi må publicere bogen på Historiebloggen.

    I øjeblikket er der ikke mange som har mulighed for at læse bogen. Jeg syntes den udgør et meget vigtigt dokument om 1.verdenskrig. Den kan absolut være med til at gøre os klogere på historien og på hvor forfærdelig krig er.

    Jeg håber jeg kan få bogen klar på bloggen i april.

    Vh Henrik Hansen

  5. hej henning

    det er en rigtig god historiebog som du har skrevedt det er flot
    og venlig hilsen ida bræns

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>