Hvis vi nu f.eks. taler om primtallene:
Et primtal er et positivt heltal større end 1, der ikke er deleligt med andre hele positive tal end 1 og tallet selv.
Og hvorfor er det interessant? Ovenstående definition er jo ganske enkel?

Ja, men ikke desto mindre er primtallene blevet gransket af matematikere siden Euklid, og de er ikke færdige endnu.

Hvorfor er tallet 1 ikke et primtal? det kan da kun deles med sig selv.
Faktisk var 1 et primtal indtil for ganske nylig, da man af hovedsageligt praktiske grunde vedtog, at det ikke er et primtal. En hel del bevisførelser blev hermed nemmere, fordi mange matematiske sætninger kun gælder for primtal, der er større end eller lig med 2.

Hvorfor er tallet 2 et primtal? Det er det eneste lige tal, der er et primtal, så hvis man nu sagde, at primtal aldrig er lige tal?

Hvis jeg havde noget at skulle have sagt, skulle 1 være et primtal, men 2 ikke! (jeg har ikke noget at skulle have sagt i forhold til primtal, og det er nok en god ting)

Så er der Goldbachs formodning: Ethvert lige tal større end 2 kan skrives som summen af to primtal.
Igen en meget enkel sætning. Alligevel er den et af de ældste uløste problemer i matematikken.
Goldbach har også en anden formodning: Ethvert ulige tal større end 5 kan skrives som summen af tre primtal. Dette kaldes Goldbachs svage formodning, og matematikeren Harald Helffgott mener i år (2013) at kunne føre bevis for den.

Primtal danner basis for mange kryptografier, altså kodesprog. Vores alle sammens NemID bygger på primtal med over 300 decimaler.

Der er uendeligt mange primtal. Jeg skriver det som en konstatering, men hvordan kan jeg bevise det? Matematikere vil have beviser, heldigvis er denne sætning bevist af op til flere.

jeg synes, primtal er fantastiske. Hvis du gerne vil læse mere om primtal og anden matematik end denne korte og uprofessionelle  beskrivelse, er her nogle forslag:

“Matematiske mysterier”, udgivet på Aarhus Universitetsforlag i år, 2013.

Peter Bentley: “Tallenes bog”, udgivet på forlaget Rosenkilde i 2010

Anker Tiedemann har udgivet en hel serie bøger med lystlæsning for talfreaks, bl.a. “Pythagoras firkant” og “Den gyldne femkant”

der er også skrevet spændende romaner om matematik:

Apostolos Dhoxiadhis: “Onkel Petros og Goldbachs formodning” om et livslangt forsøg på at bevise Goldbachs formodning.

Morten Brask: “William Sidis’ perfekte liv”, en biografisk roman om matematikgeniet, vidunderbarnet William Sidis og hans alt andet end perfekte liv.

Gorm den Gamle (fantasiportræt fra 1800-tallet)

Han har ellers ikke ligget så længe i sin nuværende grav i Jelling kirke.
Da han i 1978 blev fundet under kirkegulvet, blev han overført til Nationalmuseet, og først år 2000 blev han genbegravet i Jelling.
Man kan sige, det er lidt ærgerligt, at Nationalmuseet ikke beholdt en lille smule af ham i 2000, så havde det ikke været noget problem at undersøge ham nu uden at skulle grave ham op igen.

I virkeligheden er det ikke 100 % sikkert, at det er Gorm den Gamle, der ligger i Jelling kirke.
Der er en mulighed for, at det i stedet er hans søn, Knud Dane-Ast, og det vil en gentest ikke gøre os klogere på.
Et andet problem er at finde en efterkommer at matche hans DNA med. Dronning Margrethe er ikke efterkommer i lige linje, og de genetiske slægtsbånd vil være for tynde til, at en gentest vil give et brugbart resultat.

Så måske skal vi lade kong Gorm den Gamle hvile i fred  og ikke gøre noget overilet, men hellere vente nogle år, til vores forskere er blevet endnu dygtigere.

Gorm den Gamles grav i Jelling kirke

Det er over 400 år siden, Tycho Brahe døde, alligevel bliver han ved med at fascinere os.
I 2010 blev han igen gravet op af videnskabsfolk. Det var anden gang, første gang var i 1901, tredje gang bliver måske om et par generationer.

Tycho Brahe, født 1546, var en højt anerkendt astronom i Danmark under kong Frederik d.2. Kongen forærede ham øen Hven, hvor Brahe observerede stjerner, byggede astronomiske instrumenter og forskede i medicinsk alkymi, når han ikke lige holdt store gæstebud.
Men da Frederik d.2. døde og Christian d.4. tog over, sluttede Brahes karriere i Danmark, Christian d.4. var mere interesseret i bygninger end i stjerner.

Så rejste Tycho Brahe i 1597 til Prag og blev hofastronom for Kejser Rudolf d.2.
Men glæden blev kort, for efter et fugtigt middagsselskab i efteråret 1601 blev han syg, fik feber og døde kort efter.

Og så begyndte de gode historier at florere, for hvad var han død af?
Var det hans blære der sprængtes, fordi han ikke ville forlade selskabet for at urinere?
Eller var han i virkeligheden blevet myrdet, forgiftet, måske med kviksølv? Der var mange spændende teorier de næste hundreder af år.

Derfor får Tycho Brahe ikke lov at hvile i fred i sin grav i Tyn-katedralen i Prag.
Da man gravede ham op i 1901, fandt man spor af kviksølv ved en analyse af et hår, og det bekræftede jo teorierne om, at han døde af kviksølvforgiftning, ikke nødvendigvis at han blev myrdet, men måske som følge af en forfejlet selvmedicinering.

I 2010 blev Tycho Brahe atter gravet op.
Der blev taget prøver af skæghår, knogler og tænder. De videnskabelige analysemetoder har udviklet sig enormt siden 1901, og man regnede med at blive klogere på manden og hans tid.

Så ventede vi på resultaterne af analyserne.
Og hvad var svaret så?
De første svar kom først i oktober i år: Tycho Brahe blev ikke kviksølvforgiftet, den smule kviksølv, der var i hans hår, kunne ikke tage livet af nogen. Sandsynligvis døde han af nyresvigt, at dø af en sprængt blære kan slet ikke lade sig gøre. Brahe var 55 år, en høj alder på den tid, og havde levet et hårdt liv. Han var sandsynligvis udbrændt og dermed sårbar overfor infektioner.
Analyserne af knogler og tænder er endnu ikke færdige, så vi venter på at høre mere om Tycho Brahe.

Men for en sikkerheds skyld graver de ham nok op igen om nogle år – mener forskerne seriøst!

I den forbindelse får jeg lyst til at repetere en af min fars yndlingshistorier. Den handler om rød fluesvamp, og historien havde han fra et lille hæfte om giftige svampe af Torben Gang Rasmussen.

Der er nogle, der mener at vikingerne brugte rød fluesvamp, når de gik bersærk. Vi ved ikke om det er rigtigt.
Men et folk, som brugte – og måske stadig bruger – fluesvampen som beruselse, er Koryakkerne, som lever i Østsibirien.

Det foregår på denne måde:
1) Først tygger kvinderne de røde fluesvampe. Herved forsvinder muscarinen, en gift som giver kvalme. Eller: forsvinder og forsvinder, mon ikke kvinderne får det ret dårligt? Men den forsvinder i hvert fald fra svampene.
2) Herefter kan mændene spise svampene og få den rus, de er ude efter.
3) Svampene skal udnyttes fuldt ud: Da giften ikke nedbrydes i kroppen, udskilles den uomdannet med mændenes urin.  Og værsgo, så er 3. ombæring klar, stammemedlemmer med lavere social status får også lov at opnå en rus, idet de bliver tilbudt at drikke urinen.

Min far holdt meget af denne tilføjelse: I perioder med meget få svampe, kunne prisen på en enkelt rød fluesvamp løbe op i tre eller fire rensdyr!

Et par af min fars egne historier:

Min far var ikke bleg for selv at smage på svampe, og et par gange var han lige dristig nok.
en gang han var på tur i Norge, fandt han en SPÆNDENDE svamp, som måtte smages. Han beskrev oplevelsen som psykedelisk og ledte siden forgæves efter svampen, når han var på de kanter.

En anden gang endte svampeturen noget mere alvorligt. Han endte på sygehuset med en forgiftning. Da vi besøgte ham, måtte han erkende, at enten var det en almindelig maveforgiftning, han var indlagt med. Eller også havde der været en af de rigtig slemme svampe i den svampestuvning, han havde spist.
Og de rigtig slemme, dem dør man af, også selv om man kommer på sygehuset og får en udpumpning. For de angriber organerne, især lever og nyrer og man dør efter flere dage med smerter.

Min far er død nu, han blev 92 år og døde af alderdom.
Og jeg glæder mig hvert år, til det bliver svampesæson. Så skal familien i skoven og finde SPÆNDENDE svampe.
Men vi spiser kun dem, som vi er 100 % sikre på, ikke er giftige!

I 1938 sker der imidlertid noget, som vækker stor opsigt indenfor forskerverdenen:

Lige før jul henvender nogle fiskere i Sydafrika sig til en engelsk forsker, Majorie Latimer med et eksemplar af en mærkelig fisk, som ikke ligner noget, hun har set før.

Latimer prøver at kontakte den anerkendte fiskeekspert J.L.B. Smith, men han er taget på juleferie, så prøver hun at opbevare fisken i formalin, men tiden går, det er varmt i Sydafrika, fisken går i forrådnelse!

Da fiskeeksperten endelig hører om fisken, er det for sent, kun skindet og finnerne er tilbage. Alligevel bliver den en verdenssensation: Måske er den blå fisk det ”missing link”, der forbinder fiskene med alle de firbenede hvirveldyr? Måske er den forfaderen ikke bare til krybdyr og padder, men til os selv?

Smith er besat af tanken om at finde endnu en fisk, så han selv kan få mulighed for at se og beskrive den.

Han laver ekspeditioner langs kysten, og han udlover en dusør. Plakaten med oplysninger om dusøren bliver sendt til fiskersamfund langs Østafrikas kyster, men uden effekt.

14 år går!

Juleaften 1952 får Smith endelig et telegram om en blå fisk, der er fanget på Comorerne nord for Madagaskar.

Men telegrammet er fire dage gammelt, måske er dette eksemplar af den blå fisk også allerede ved at gå i forrådnelse, og hvordan kommer man hurtigt til Comorerne i 1952?

Til sidst er Smith så desperat, at han ringer til Sydafrikas premierminister. Og han er heldig: premierministeren har lige læst en bog, Smith har skrevet om fisk og er især fascineret af opdagelsen af den blå fisk. Han sørger for at Smith bliver fløjet til Comorerne med militæreskorte.

Smith frygter at nogen har taget fejl m.h.t. fisken men det er sandt!
Det er en blå fisk.

Han har brugt 14 år på at jagte den, og nu ligger den foran ham.

P.S.: Den blå fisk var i lang tid favorit til titlen som forfader til landdyrene. Nyere studier har dog rokket ved hypotesen.