For 50 år siden – en dejlig sommerdag d. 8. juli 1959 – skete den største katastrofe i Haderslevs historie. Turbåden “Turisten” forulykkede på Haderslev Dam, og i alt omkom 57 personer som følge af ulykken. Det, der skulle have været en hyggelig udflugtstur, endte som en frygtelig ulykke, som gav genklang over det ganske land. Båden havde 93 passagerer ombord (den var kun godkendt til 35!), heriblandt mange børn og ældre mennesker.
Ud for Damager Kirkegård på ret lavt vand løb “Turisten” tør for benzin formentlig pga. problemer med benzintilførslen, og bådens fører og ejer Hans Riistofte, lavede noget fusk med nogle overskårne benzinslanger og en dunk med benzin. Desværre gik benzinslangerne løs, og der dryppede benzin med på den varme motor, hvorefter der skete en voldsom eksplosion. Ilden spredte sig hurtigt, og der opstod panik blandt passagererne. Bådføreren prøvede at styre den brændende båd ind på lavere vand, men mange af passagererne hoppede i vandet, uanset om de kunne svømme eller ej. Andre af passagererne blev fanget af ilden og brændte ihjel. Selv om lokale småbåde kom til hjælp og reddede nogle af passagererne, forårsagede de mange panikslagne mennesker i vandet, at en af disse både kæntrede, så endnu flere mistede livet. På trods af en storstilet redningsaktion lå der om morgenen d. 9. juli 34 døde i kapellet på Haderslev bys sygehus og 17 døde i kapellet på amtets sygehus, og senere kom yderligere 6 til.
I januar 1960 blev bådens ejer idømt 8 måneders fængsel og fik frataget retten til at føre skib for bestandig. Han blev dømt for overtrædelse af straffeloven omhandlende uagtsomt manddrab og flere forskellige bestemmelser vedrørende bådens vedligeholdelse og udstyr. Bla. var der kun redningsmateriel til de 35 passagerer, som båden var godkendt til at medføre.
Mange familier i det sønderjyske område blev berørt af ulykken. Hårdest ramt var et bagermesterpar, der mistede deres børn på 3 og 6 år og yderligere 5 familiemedlemmer.
Som en følge af den frygtelige ulykke, blev det efterfølgende bestemt ved lov, at turistbåde skal anvende dieselmotorer.
På 50-årsdagen for katastrofen opsættes et mindesmærke i Damparken i Haderslev