… for ellers havde han ikke haft de mange ledige stunder i sin lægepraksis i Plymouth og Southsea i det sydlige England. Ledige stunder, hvor han skrev noveller til London-bladet The Strand om en violinspillende, melankolsk, kynisk, men først og fremmest genial detektiv med en fænomenal iagttagelsesevne og en logik så skarp som en ragekniv.

Sherlock Holmes lever endnu i tv, film og på print. Men hans ”fader,” Sir Arthur Conan Doyle døde for præcis 80 år siden, den 7. juli 1930. Da havde han skrevet fire romaner og 56 noveller om Sherlock Holmes og hans tro og naive følgesvend, Dr. Watson. Det er knap så kendt, at han også skrev en række andre noveller og romaner, bl.a. science fiction romanen ”The Lost World” fra 1912. Den udkom på dansk i 1925 (Den forsvundne verden).

Men Doyle’s gennembrud var og blev den piberygende og til tider kokainmisbrugende mesterdetektiv i Baker Street 221 B. På Doyle’s tid fandtes adressen ikke – dengang gik husnumrene kun til ca. 100. Men i dag har bystyret i London ekstraordinært tildelt det magiske husnummer til en tidstypisk Baker Street-bygning fra det victorianske London. Huset rummer ikke overraskende et Sherlock Holmes museum

At en fiktiv, litterær person kan være temaet for et museum i det moderne London er måske ikke overraskende, når man selv har læst Doyle’s stemnings- og billedmættede fortællinger. For hvem kan sige sig fri for at vende sidste side med en stærk længsel efter at blive i Holmes’ magiske verden bare lidt endnu.

Denne længsel blev i 1893 til et veritabelt protestråb fra mange Holmes-fans, da Doyle lod sin helt styrte i en afgrund ved Reichenbach-vandfaldet efter en kamp mod ærkeskurken Professor Moriarty. Doyle måtte simpelt hen bøje sig for presset og ”genoplive” Holmes, så han bl.a. kunne løse den uhyggelige gåde om Baskervilles hund, en roman fra 1902.

Hvis du har følt Sherlock-fascinationen, er du ikke alene. Overalt i verden findes der Sherlock Holmes selskaber, bl.a. to danske, hvoraf det ene blev stiftet af selveste Storm P. Se: www.sherlockiana.dk

Godt, han skiftede erhverv fra læge til forfatter!

“De mennesker der ikke kan lide negre, film og synes cement er grimt, har jeg egentlig ingenting at tale med om.” Oluf Høst.

Nogle gange kan en forlænget weekend være nok til at åbne en helt ny verden. Det skete for mig for nylig. Jeg var på Bornholm med familien. Vi boede i Gudhjem, og min mand og jeg besluttede at besøge Oluf Høst Museet, som er indrettet i huset Norresân, den bornholmske mestermalers hjem fra 1929 til sin død i 1962.

Jeg kendte næsten intet til hverken maleren eller mennesket Oluf Høst, men nu vil jeg for altid huske den stejle have med de dramatiske klippeterrasser, de to atelierer i haven og den fantastiske udsigt over Gudhjems tegltage, silderøgerierne, fiskerbådene og ikke mindst Østersøen med alle dens skift i farver og temperament. Wow, sikke syn – og wow, sikke nogle malerier.

Hans forbillede var den franske impressionist Zésanne, men der var intet fransk over Høsts motiver eller udtryk – Høst er fortolker af det nordiske lys, Gudhjems røgerier, brændingen over klipperevene, midsommerens Sankt Hansbål og i høj grad af mennesket Høsts skiftende sindsstemninger. Det sidste ses tydeligt i hans mange malerier fra gården Bognemark tæt på Norresân. Han købte gården i 1935 for næsen af en malerkollega. Både selve gården og udsigten fra den højtliggende ejendom blev en varig saltvandsindsprøjtning til hans inspiration og kunst.

Ét af de tilbagevendende motiver var aftenhimlen set gennem gårdens vognport, og disse mange udgaver af samme motiv afspejler tydeligt malerens skiftende sindsstemninger. Det mest hjerteskærende af dem er malet kort efter, at malerens ældste søn, Ole Høst, som mod familiens ønske var gået i tysk krigstjeneste, blev dræbt på østfronten i 1943.

Det er fantastisk at besøge Norresân og nyde de samme udsigter, som Oluf Høst gav liv på sine lærreder. Og den bornholmske mestermaler holdt selv så meget af sine billeder, at han kun nødigt gav afkald på nogen af dem. Mange kunstelskere måtte sande, at det var svært at få lov at købe et Høst-billede. Én af dem var en københavnsk kunsthandler, som for at sætte gang i forhandlingerne om et billede åbnede sin taske med bundter af 500 kr. sedler. Oluf Høst blev så arrig, at han med en kniv skar det attråede billede i to dele og råbte: ”Kan De så forstå, at billedet ikke er til salg?”

Havde man så endelig fået lov at erhverve et Høst-maleri, kunne man ikke vide sig sikker. Oluf Høst var berygtet for at komme på besøg hos sine ”børn” på maleriudstillinger og i private hjem med pensel i hånd for lige at gøre nogle detaljer færdige på et maleri.

Læs meget mere om manden og maleren på Oluf Høst Museets hjemmeside

Her kan du på webcam se udsigten fra Norresân lige her og nu

I dag er der faste baser ved Sydpolen, her den amerikanske Amundsen – Scott South Pole Station omgivet af sydlys, aurora australis.

Den 17. Januar 1912 nåede en gruppe af fem totalt udmattede britiske opdagelsesrejsende frem til den geografiske sydpol. Lederen, Robert Falcon Scott, slæbte sig selv og sin tunge slæde hen mod målet for sine drømme og ambitioner: At være det første menneske på Sydpolen. Scott, en ambitiøs og meget britisk officer, havde i mange år set frem til dette øjeblik – at fæste sine egne øjne på selve Sydpolen, det magiske punkt90 grader syd.

Men da han så selve Sydpolsområdet første gang, sortnede det nærmest for hans øjne midt i al denne hvidhed af is og sne. Hans allerstørste hemmelige frygt blev virkelighed i det øjeblik: Han og hans landsmænd kom for sent.

En række markeringsflag og en enkelt norsk fane fortalte, at hans ærkerival, nordmanden Roald Amundsen, havde vundet kapløbet. Endda med over en måned. Datoen for nordmændenes erobring af sydpolen, 14. december 1911, fremgik af et venligt brev, som nordmændene havde efterladt til de allerede dødsmærkede briter. Nordmændene havde endda haft et nærmest arrogant overskud til at efterlade ekstra forsyninger til Scott og hans afkræftede mænd.

Historien om det fantastiske kapløb mod Sydpolen og den britiske ekspeditions tragiske endeligt, er elementært spændende og indeholder mange fascinerende facetter om de to vidt forskellige mænd og om deres afgørende fejltrin og triumfer.

Mange bøger beskriver dramaet. Se bl.a. Roland Huntfords bog om emnet, Scott & Amundsen

Billedet stammer fra Flickr

Pinsen er den kirkelige markering af Helligåndens komme og den falder altid 50 dage efter påsken. Ordet pinse stammer fra det græske ord “pentekoste,” den halvtredsindstyvende. Forestillingen om at solen danser pinsemorgen, stammer fra 1800-tallets borgerlige kredse. Her holdt man pinsebal. Hen på morgenen afsluttede man pinseballet med en tur i skoven, og vendte først hjem, når man havde set pinsesolen danse. Eller man stod tidligt op, pakkede madkurven og tog ud for at se solen danse.

Oprindeligt knytter forestillingen, om at solen danser, sig til glæden over Jesus opstandelse påskemorgen. Man mente solen var så lykkelig, at den dansede.

Om den dansede i søndags, vil jeg ikke udtale mig om – blot konstatere at smukt var det! Mosekonen bryggede, så det var en lyst, nattergalene sang en tidlig morgentrille sammen med gøgen. Køerne lå i græsset på engen – nogle af dem sov. Og så var der solen. En rund, rød sol.

Museet ligger i smukke omgivelser i Østre Anlæg ud mod Stockholmsgade i København. Jeg kan varmt anbefale et besøg i det smukke hus. Museet åbnede for offentligheden i 1911 – desværre nåede tobaksfabrikanten og mæcenen Heinrich Hirschsprung (1836-1908) ikke at få denne oplevelse med. Han og hustruen Pauline (1845-1912) skænkede i 1902 deres samling af dansk kunst til den danske stat, men først 9 år senere fik offentligheden mulighed for at nyde den imponerende samling i museet. Samlingen rummer 700 værker fra blandt andet de tidlige Guldalderkunstnere, Skagensmalerne, Fynboerne. Se de 20 hovedværker fra blandt andet Guldalderen og Skagensmalerne.

Den Hirschsprungske Samling har udover Skagen Museum den største samling af Krøyers værker. Læs om P. S. Krøyers liv, værker og hans forhold til Heinrich Hirschsprung her.

Museumsbygningen set fra Østre Anlæg. Billedet er fra Hirschsprung. Arkitekten H. B. Storck har tegnet museet og kunsthistorikeren Emil Hannover har indrettet. Bygningen blev fredet i 1995.