Arthur Conan Doyle

Han var heldigvis ikke en succesfuld læge…

… for ellers havde han ikke haft de mange ledige stunder i sin lægepraksis i Plymouth og Southsea i det sydlige England. Ledige stunder, hvor han skrev noveller til London-bladet The Strand om en violinspillende, melankolsk, kynisk, men først og fremmest genial detektiv med en fænomenal iagttagelsesevne og en logik så skarp som en ragekniv.

Sherlock Holmes lever endnu i tv, film og på print. Men hans ”fader,” Sir Arthur Conan Doyle døde for præcis 80 år siden, den 7. juli 1930. Da havde han skrevet fire romaner og 56 noveller om Sherlock Holmes og hans tro og naive følgesvend, Dr. Watson. Det er knap så kendt, at han også skrev en række andre noveller og romaner, bl.a. science fiction romanen ”The Lost World” fra 1912. Den udkom på dansk i 1925 (Den forsvundne verden).

Men Doyle’s gennembrud var og blev den piberygende og til tider kokainmisbrugende mesterdetektiv i Baker Street 221 B. På Doyle’s tid fandtes adressen ikke – dengang gik husnumrene kun til ca. 100. Men i dag har bystyret i London ekstraordinært tildelt det magiske husnummer til en tidstypisk Baker Street-bygning fra det victorianske London. Huset rummer ikke overraskende et Sherlock Holmes museum

Hjemmesiden for Sherlock Holmes Museet i Baker Street, London.

At en fiktiv, litterær person kan være temaet for et museum i det moderne London er måske ikke overraskende, når man selv har læst Doyle’s stemnings- og billedmættede fortællinger. For hvem kan sige sig fri for at vende sidste side med en stærk længsel efter at blive i Holmes’ magiske verden bare lidt endnu.

Denne længsel blev i 1893 til et veritabelt protestråb fra mange Holmes-fans, da Doyle lod sin helt styrte i en afgrund ved Reichenbach-vandfaldet efter en kamp mod ærkeskurken Professor Moriarty. Doyle måtte simpelt hen bøje sig for presset og ”genoplive” Holmes, så han bl.a. kunne løse den uhyggelige gåde om Baskervilles hund, en roman fra 1902.

Hvis du har følt Sherlock-fascinationen, er du ikke alene. Overalt i verden findes der Sherlock Holmes selskaber, bl.a. to danske, hvoraf det ene blev stiftet af selveste Storm P. Se: www.sherlockiana.dk

Godt, han skiftede erhverv fra læge til forfatter!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>