Vi ruller derudaf!

Jeg fik forleden øje på dame på in-liners, og pludselig huskede jeg den sommer i min barndom, da rulleskøjter blev populære.

Dengang kaldte vi dem disko-rulleskøjter og jeg synes, sådan nogle var fantastiske. Alle mine kammerater fik nogle. Men jeg havde haft fødselsdag og julen var langt væk.
Jeg var dybt ulykkelig, men min altid snarrådige far fandt på råd. Nede i kælderen fandt han et par rulleskøjter fra da de sidst var moderne.

Det var et stativ med hjul, man spændte fast på sine sko og de var lavet af jern. Den første dag jeg prøvede dem, have min far ingen ekstra snørebånd. Men det løste han ved at spænde rulleskøjterne fast med et gammelt stykke ledning.

Nu kunne jeg stolt rulle af sted. Mine skøjter af jern fastspændt med ledning, var ikke ligefrem smarte som disko-rulleskøjterne. Men rulle, det kunne de!

De lavede også den mest fantastiske lyd, som ingen disko-rulleskøjte med plastichjul nogensinde kan frembringe. Så jeg var lykkelig, når jeg susede af sted.

Dengang var jeg overrasket over, at min far kunne fremtrylle rulleskøjter til mig. Jeg troede, det var en helt ny opfindelse.

Men rulleskøjten har mange år på bagen. Jeg har kikket lidt i bogen Rulleskøjter : håndbog for street-skatere af Claus Sølvsteen.

Her står at i 1760 spændte belgieren Merlin von Hoy et par hjul under sine sko og rullede ind til et finere engelsk selskab med sin violin under hagen. Desværre have han ikke overvejet, hvordan han skulle standse igen.

I 1819 blev det første patent udstedt til franskmanden Petitbled og fire år senere kom en forbedre model udviklet af englænderen Tyer.

Først i 1863 kom der dog et gennembrud. Amerikaneren James Leonard Plimpton skabte, hvad der blev basismodellen for disko-rulleskøjten. Nu blev rulleskøjten populær og baner åbnede i en vældig hast.

Dengang var det dannede mennesker som rullede. De trak i deres fineste tøj og rulleskøjtehallen blev stedet, hvor man så og blev set.

Dillen døde ud, men blomstrede op igen med jævne mellemrum. I Danmark kom der et opsving i 1950′erne, men det verdensomspændende come-back for rulleskøjten kom først i 1970′erne.

I dag ses in-liners overalt  og folk i alle aldre benytter dem. Det er med god grund, for rulleskøjtning er glimrende motion. Man bevæger en masse muskler og har det sjovt imens (medmindre man falder selvfølgelig)

En tidligere kollega som tit står på in-liners har med stor autoritet udtalt, at stien ved Østerstrand i Fredericia er glimrende til formålet. Hermed er oplysningen givet videre.

En tanke om "Vi ruller derudaf!"

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>