Første bro til at blive fejret var Lillebæltsbroen (altså den gamle Lillebæltsbro), som fyldte 75 år den 14. maj.

1. juli var det så Vejlefjordbroen og Øresundsbroen, der havde jubilæum. Henholdsvis 30 og 10 år. Til efteråret er det så den nye Lillebæltsbros tur til at runde et skarpt hjørne – den bliver 40 år.

Byggeriet af Lillebæltsbroen gik i gang i 1929, og bygningen af broen var et af statens mange bygningsarbejder, som blev iværksat som et led i forsøget på at bekæmpe periodens store arbejdsløshed. Bygningsværket var et imponerende entreprenørarbejde, hvor mange mand var i sving, og de byggede nærmest broen med håndkraft. Broen var den første faste forbindelse mellem Jylland og Fyn, og den erstattede færgefarten mellem Snoghøj Strib. Længden på broen er 1178 meter, og den består af 2 smalle kørebaner, 2 jernbanespor og en kombineret cykel-/gangsti. I 1970 overtog den nye Lillebæltsbro en del af biltrafikken, men den gamle Lillebæltsbro er stadig en af landets vigtigste jernbanemæssige livsnerver.

Vejlefjordbroen blev bygget i slutningen af 70′erne efter stærkt pres fra en lang række politikere og borgere i Vejle. Den gamle hovedvej 10, som gik lige ind gennem Vejle by blev mere og mere presset, og det var uholdbart at al trafikken skulle ledes ind gennem midtbyen. I 1974 blev det derfor besluttet i Folketinget, at der skulle bygges en ny motorvej fra Kolding til Vejle, hvor der også skulle etableres en bro hen over Vejle Fjord. Der opstod en vis modstand imod byggeriet, da broen ville komme til at berøre de meget smukke omgivelser omkring Vejle Fjord. Stilen på broen blev derfor meget neutral, og når man står i vandkanten ved Vejle Fjord og kigger ind på Vejle, opleves broen som en naturlig del af landskabet. Broen er en ”bjælkebro”, og den er 1712 meter lang.

Den 1. juli 1980 blev Vejlefjordbroen indviet, og den er i dag den mest trafikerede motorvejsbro i Danmark, og der kører i et gennemsnitsdøgn ca. 50.000 biler over broen. Der er blevet lavet et ekstra spor på broen, ved at man har inddraget nødhjælpssporet for at kunne tage toppen af de værste køer. Men mange dage er der alligevel kø på broen, og der tales igen om nyt byggeri for at aflaste broen.

Den nyeste jubilæumsbro – Øresundsbroen (og på svensk Øresundsbron) er vel rettelig ikke dansk, men et udtryk for samarbejde mellem broderlandene Danmark og Sverige. I mange år havde man i de to lande haft et ønske om at skabe en fast forbindelse mellem landene, men først i midten af 90’erne blev der politisk enighed om at gå i gang med byggeriet. Der var med byggeriet af broen et ønske om at knytte en tættere forbindelse mellem landene, som man kunne have gavn af både økonomisk og kulturelt. Man ønskede at skabe en stærk Øresundsregion, som kunne være et dynamisk centrum i den nordlige del af Europa.

Selve Øresundsbroen indgår som en del af et komplekst byggeri med en tunnel, en kunstig ø ”Peberholmen” og endelig med selve broen, som er en ”skråtagsbro” og som er 7,85 km lang.

Broen blev officielt indviet 1. juli 2000, og i starten gik det noget trægt med specielt biltrafikken på broen, men prognoser viser nu, at broen om ca. 10 år ikke vil have tilstrækkelig kapacitet til at afvikle trafikken, så nu taler man om endnu en bro over Øresund, som foreslås lagt mellem Helsingør og Helsingborg.

Når skoven begynder at falme, kan endnu en bro her i området fejre jubilæum. Den nye Lillebæltsbro fylder 40 år d. 21. oktober. Broen, som er en ”hængebro” og den er 1700 meter lang. Broen blev bygget i perioden 1965-70, og den blev opført for at den gamle Lillebæltsbro kunne tage noget af biltrafikken, som på den tid oplevede en voldsom stigning.

Den ny Lillebæltsbro har 3 kørebaner i hver retning, hvilket var fremsynet, for i dag kører der på et gennemsnitsdøgn ca. 44.000 biler over den ny Lillebæltsbro. Den blev desuden lavet med varmelegemer i vejbanen, så broen kan holdes is- og snefri om vinteren.

Hvis man vil læse mere om Danmarks broer kan denne hjemmeside anbefales: http://www.highways.dk

Kort og beskrivelse af kilden i dag: www.landerupgaard.dk/?menu=dcw

I værket Danmarks Runeindskrifter står der følgende om stenen:
I slutningen af 1700-talletlå stenen næsten skjult af græs og krat og dens runer var næsten ukendelige og udslidte. Kløvningshullerne fortalte at man havde forsøgt at sprænge stenen.  Denne sprængning må så være fuldført engang efter 1808. Stenen blev forsøgt genfundet, men først i 1910 lykkedes det at finde et brudstykke af stenen med en enkelt huggefure. Dette stykke, i grå granit,  måler 188cm i højden 40 cm bredt og 22-33 cm tyk.

Ifølge Landerupgårds jubilæumsbog fra 2007, befinder stenen (eller resterne af den) sig stadig ved Kongens Kilde på Landerupgård

I Worms ufuldstændige præsteoptegnelse fra 1643 tydes runerne således:
[.....lit - ku ]bl – pisi -] | [kaurua - haralt ...rm....|.....|..........] : NN lod disse kumler gøre, Harald…rm…

Desværre tyder det på at en historisk runeindskrift er gået tabt med kløvningen af stenen, men måske er resterne et sted derude ….?

Så kort omtaler nutidige fredericiahistorikere fæstningspigen Magdalene Thoresen. Som jeg har prøvet at skildre i mit tidligere indlæg om Magdalene, er dette lidt af en undervurdering.  Man aner, at det kun er på grund af den lille mindeplade på huset i Sundegade, at hun overhovedet findes værdig til omtale i bogen.

Selv skriver hun om opvæksten i Fredericia:

“Jeg var fra Lille af altfor stor for min Omgivelse…” (M&B s. 17)

Hun indrømmer, at hun nok var noget af en plage for familien – frihedselskende, fantasifuld og fordringsfuld, som hun var. Først for sent indser hun, at der er grænser for drømmenes og fantasteriernes opfyldelse. Bricka skriver om hende i Dansk Biografisk Lexikon:

“Hun var det næstældste af 5 meget smukke Børn. Hendes
Forældre vare fattige, men Hjemmet var ædelt. Faderen var en
interessant, poetisk, stolt Natur. Sammen med Byens Piger og Drenge
gik Magdalene i Borgerskolen og gjorde der – som alle Vegne –
Opsigt ved sit interessante Ydre og sit vilde, fantastiske Væsen.”

Imidlertid er det ikke positivt for Magdalene at vække opsigt, Hun føler sig tværtimod svigtet og misforstået:

“Nej, Sagen er, at, træffer jeg ikke paa Nogen,
som kan forstaa og ærligt modtage min Kærligheds Rigdom,
saa misforstaar man mig komplet,
og dette er virkelig en Ulykke” (M&B, s. 15 )

Om hun har tilbudt sin kærligheds rigdom til den forkerte (for eksempel Prins Frederik, der boede i byen på dette tidspunkt) og er blevet afvist, må stå hen i det uvisse. Pastor Prip afviser blankt at hun skulle have opført sig uanstændigt, men til grin bliver hun og ser sig nødsaget til at forlade fødebyen:

“..forhaanet, foragtet, forskudt af Alt og Alle…” (M&B s. 18)

Kilder:

Brickas biografisk lexikon – Runeberg.org

Fredericia Minder 1964
heri: Forfatterinden Magdalene Thoresen, s. 6-12

Fredericiaminder 1965
heri: Uddrag af pastor L. Prips erindringer fra Fredericia I 1840erne

Memoirer og Breve bd.30: Breve fra Magdalene Thoresen 1855-1901 (M&B)

Huguenotterne var franske protestanter, medlemmer af den reformerte kirke, der blev grundlagt i 1550 af John Calvin. Deres historie begyndte i 1685, under Ludvig d. 14., da de katolske magthavere fik ophævet det Nantiske Edikt, som hidtil havde garanteret dem tros- og bekendelsesfrihed. De blev hermed stillet overfor valget mellem kætterbålet eller landflygtighed, og i tusindvis forlod de Frankrig og slog sig ned over hele verden.

Forgæves havde man forsøgt, at få huguenotterne til at gå over til katolicismen ved skiftevis at chikanere og lokke med bl.a. pengepræmier. I 1680 blev det forbudt at gå over til protestantismen, og at protestanter giftede sig med katolikker. For at sætte en stopper for protestantiske gudstjenester, lukkede man under forskellige påskud de kirker, som de havde bygget efter udstedelsen af det Nantiske Edikt. Huguenotterne fandt sig tålmodigt i alt. Man måtte altså gribe til skrappere midler. Kirker og mødelokaler blev nu jævnet med jorden og protestantisk gudstjenester, selv private andagter i hjemmene, blev forbudt, præsterne landsforvistes, og alle børn skulle nu døbes af katolske præster. Den eneste måde at slippe for forfølgelse var at forlade landet, hvilket var forbudt og næsten umuligt. Frankrig kunne nemlig ikke undvære den værdifulde arbejdskraft, som huguenotterne repræsenterede. Alligevel holdt huguenotterne fast ved deres tro, og det lykkedes titusinder at slippe over grænsen og komme til Schweiz, Nederlandene, Brandenburg og England o.s.v. En del kom med tiden til Danmark, hvor en koloni slog sig ned i Fredericia. At Danmark blev tilflugtssted for de reformerte hænger sammen med, at Christian d. 5. var gift med en prinsesse af Hessen, Charlotte Amalie, som bekendte sig til den reformerte tro. Han udstedte i januar 1685 et kongeligt privilegium for de reformerte – de var kendte for at være både flittige og dygtige – der ville komme til Danmark og slå sig ned, men ingen var dengang interesseret. Under den Store Nordiske krig havde Fredericia lidt meget. Selv om man ikke deltog i selve kampen, var byen udpint af skatter, handel og næring var i nedgang, og fattigdommen hærgede. Atter gik kongens, nu Frederik d. 4., tanker til de landflygtige reformerte, som han vidste var dygtige til at dyrke tobak. Tobak var dyr at importere, og forbruget stigende. Tanken var at blive selvforsynende, at undgå import, og på den måde få rettet op på økonomien I 1719 sendte kongen den franske oberst du Boulet til Brandenburg for at overtale en del af de huguenotter, der havde slået sig ned der, til at flytte til Fredericia. Oberst du Boulet kom tilbage fulgt af tre repræsentanter, som skulle undersøge forholdene i byen. Fredericia var religiøst, moralsk og nationalt en køn sammenblanding, så Huguenotterne var noget betænkelige. Men jorden var fin. Uden lod de sig dog ikke lokke herop, men opstillede en lang række krav, som man i det store og hele efterkom Det var en helt ny situation. Fra at være et forfulgt folk, var de nu så eftertragtede, at de kunne tillade sig at stille krav. Huguenotternes krav, eller privilegier som de kaldtes, blev underskrevet af Frederik d. 4. den 15. november 1720. I Fredericia havde de nu lov til frit at dyrke deres religion, de fik tilladelse til at bygge kirke, holde skole, indrette eget fattigvæsen, og kongen lovede at betale den reformerte præst 300 Rdr. årligt i 10 år. Han gav desuden tilladelse til, at de måtte have deres egen dommer i indre stridigheder. De fik anvist byggepladser og tømmer til favorabel pris. I 20 år var de fritaget for indkvartering af soldater, og både de og deres børn slap for soldatertjeneste. De fik endda gennemført, at deres præst fik funktion som deres egen borgmester med samme beføjelser som byens borgmester. For at sætte gang i tobaksdyrkningen blev den tobak, som de avlede på byens jorder, i 20 år fri for told og afgifter. Det vigtigste var dog de jordarealer, man fik overladt , og som kom til at danne menighedens faste økonomiske grundlag. Kongen havde i sandhed være gavmild. Fredericiaborgerne følte det bittert uretfærdigt. Til syvende og sidst var det nemlig dem, der måtte betale omkostningerne Kongens tilbud og løfter om privilegier virkede efter deres hensigt. I Maj 1720 ankom de første 15 reformerte familier (84 personer) til Fredericia, og flere kom til de følgende år. I 1721 var der i alt 61 familier (224 personer) og endnu 18 familier var på vej. Så mange tilflyttere gav imidlertid problemer for byen, som ikke var i stand til pludselig at huse alle de mange mennesker, og borgerne i Fredericia var uvillige til at hjælpe. Øvrigheden måtte gribe ind og skaffe dem tag over hovedet. Huguenotterne etablerede sig fra første færd som en sluttet enhed. Det lå ikke til den reformerte tro at missionere eller skaffe tilhængere. De bosatte sig i kvarteret ved Kongens- og Dronningensgade, som stadig kaldes Persillekvarteret, fordi de kantede deres bede med persille. Her kom også kirke, skole og præstegård senere til at ligge. Forende af privilegierne og dyrkning af jorden, i tro, tradition, sprog, afstamning og indbyrdes ægteskaber oprettede de et lille Frankrig i det i forvejen så blandede Fredericia. At de var fransktalende, var også med til at isolere dem. Efterhånden svigtede den yngre generation dog modersmålet. som afløstes af en besynderlig blanding af jysk, franske brokker og især tysk, som de lærte af de udenlandske soldater, de fik i kvarter. Huguenotterne kom til Fredericia som tobaksplantører, men de medbragte også kartofler, bønner, roer, kål og hvede. De lærte danskerne at spise kartofler! Omkring 1800 var antallet af huguenotter vokset fra 250 i 1767 til det dobbelte. Der stod stor respekt om det lille reformerte samfund, hvis liv var præget af strenghed og fred. Der var ingen slagsmål, voldsomheder eller uhæderligheder af nogen art. Huguenotterne var flittige og hæderlige, og de kom til at betyde meget, både moralsk og materielt, for stabiliteten i Fredericia. Omegnens bønder skelede nysgerrigt til Fredericias Kalifiner, som de kaldte dem, og tog på mange områder ved lære af dem. Tobaksdyrkningen var huguenotternes hovedbeskæftigelse, og da de ikke skulle betale told, blev det efterhånden en rigtig god indtægtskilde, som bl.a. gjorde det økonomisk muligt for de unge at gifte sig tidligt. I koloniens tidligste tid skulle børn i ægteskaber mellem reformerte og lutheraner efter loven opdrages i den lutherske religion. Det var derfor nødvendigt for koloniens overlevelse, at de unge giftede sig indbyrdes, ellers ville samfundet langsomt svinde ind. Efterhånden som konkurrencen fra udlandet øgedes, faldt interessen imidlertid for Fredericia-tobakken, og i begyndelsen af det 19. århundrede var det slut med tobakseventyret. Huguenotterne havde i begyndelsen ingen kirke, men en huskirke i Dronningensgade. Styrelsen bestod af 6 af samfundets ældste plus præsten, som var født formand. Men takket være velyndere kunne man i 1725 lægge grundstenen til Den Reformerte Kirke i Dronningensgade. Elleve år senere d. 1. april 1736 fandt indvielsen sted. Det daglige sprog blandt huguenotterne var efterhånden udelukkende tysk, kun få forstod fransk. Det lykkedes pastor Jean Dalgas i 1809 at få gennemført en bestemmelse om, at man så vidt muligt skulle sørge for at børnene lærte fransk både i kirken og skolen, og forældrene forpligtede sig til at tale fransk med deres børn hjemme. Men det var vanskeligt at bevare det franske sprog. Menigheden stod i 1821 stod uden præst, og forstanderskabet forsøgte forgæves at skaffe en fransk Til sidst besluttede de at antage en tysk. Sproget blev nu tysk både i kirken og skolen. Men selv om tysk blev det officielle sprog, blev det reformerte samfund ikke tysk og følte sig aldrig som tyskere. Nationalfølelsen gik senere direkte fra fransk til dansk.

I 1922 blev den første gudstjeneste holdt på dansk. Siden prædikedes afvekslende på dansk og tysk, og fra 1924 blev konfirmationen foretaget på dansk. Indtil Grundloven af 1849 havde Frederica-kolonien sin egen selvstændige organisation og administration, men da loven pålagde lighed i regeringens forhold til alle landets indbyggere, kunne denne særstilling ikke længere opretholdes. På én gang ophævedes privilegierne, og man måtte nu, som alle andre borgere i landet, betale skat, og fik pålagt værnepligt. Endnu i vore dag eksisterer der en levedygtig reformert menighed i Fredericia., hvor man stadig kan møde efterkommere af de første kolonister, der kom til byen for 280 år siden, og franske familie-navne minder om det værdifulde befolkningstilskud, som Ludvig d. 14’ s religionsterror bragte hertil. Da huguenotterne kom til Fredericia mente bystyret, de mest var til besvær og gerne kunne være blevet væk. Men tingene ændrede sig og ved menighedens 250 års jubilæum i 1969 viste byens øvrige borgere deres respekt i form af en mindeplade på rådhuset, for de gamle reformerte slægter, med indskriften: Som gode borgere satte de deres præg på byen. Ved Fredericias 300 års jubilæum i 1950 havde den reformerte menighed rejst en obelisk som tak for det fristed, deres forfædre fandt i byen 230 år tidligere.

Ulla Mather februar 2000

Kilder på Fredericia Bibliotek – et udvalg:

Cecilie Thams Nord Hansen : De fransk-reformerte i Danmark : den fransk-reformerte menighed i Fredericia og spørgsmålet om bevarelse af en selvstændig identitet som religiøst, kulturelt og socialt samfund. 77 sider. Århus Universitet 1992. Bogen står i vores lokalhistoriske samling , dk5: 28.44

Jean Orieux : Katarina af Medici eller Den sorte dronning. 2 bind. Omhandler ikke direkte huguenotternes historie, men Katharina af Medici, Dronning af Frankrig, er uløseligt forbundet med huguenotternes historie og skæbne. Forum 1989. Vi har bogen i dk5: 99.4

Catherine Alfred Jeppesen : Kongens kolonister. De fransk-reformerte i Fredericia. 149 sider med fyldige og opdatterede oplysninger lige fra starten i Frankrig og Tyskland, til oprettelsen og koloniens udvikling op til 1980. Thanning & Appel 1982. Vi har bogen i Lokalhistorisk samling i dk5 : 28.44

A. Devantier : Huguenotterne i Fredericia 1719-1969. 95 sider. Udgivet af Den Reformerte menighed 1969. Vi har bogen i dk5: 28.44

J. Hedemann Baagøe : De reformerte og tobaksdyrkningen i Fredericia. 20 sider. Fredericia Museum 1969. Vi har bogen i dk5 : 28.4

J. Hedemann Baagøe : De 4 trossamfund i Fredericia. 15 sider. Fredericia Museum 1964. Omhandler; De Reformerte, Jøderne, Katolikkerne og Lutheranerne. 27.65

Andre Maurois : Frankrigs historie. Bind 1. Hagerups Forlag 1950. Heri side155-185 (Hvorledes reformationen skabte et politisk parti i Frankrig..mm). Vi har bogen på magasin i dk5 : 92

Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard : Kirkehistorie. Bind II : Den nye tid. Fotografisk genoptryk af 3. på ny omarbejdede udgave Schultz Forlag 1949. Akademisk forlag 1992. Heri side 266-275 (Huguenotkampene i Frankrig). Vi har bogen i udlånet i dk5 : 27

Kr. Erslev : Det sekstende aarhundredes historie. Gyldendal 1929. Heri side 243-280 (Religionskrigene, Bartholomæusnatten, Henrik III, Nederlandene og Henrik IV.) Vi har bogen på magasin i dk5 : 91.7

Louis Battifol : Frankrigs Historie fortalt for alle. Bind 3 : Renæssancens aarhundrede i Frankrig. Henrik Koppels Forlag 1925. Heri side 157-318 (Meget detaljeret om optakten til, og udviklingen af religionskrigene i Frankrig i 1600-tallet.) Vi har bogen på magasin i dk5 : 92

Wilhelm Staehlin : De reformerte i Fredericia 1719- 29.september 1919. 14 sider udelukkende om Fredericiaforhold. Fredericia Centraltrykkeri 1919. Vi har bogen på Lokalhistorisk samling dk5: 27.65

Jacob Ludwig : Die reformirte Gemeinde in Fredericia. 137 sider på tysk med detaljerede oplysninger om reformerte i Fredericia (historie, navne, familier, aftaler mv.). E.S. Jessens Boghandel, Fredericia 1886/ C.Ed. Müllers Verlagsbuchandlung Bremen und Leipzig. Vi har bogen i Lokalhistorisk samling dk5: 27.65

Salmonsens leksikon. I det gode gamle danske leksikon Salmonsens, er der en god fyldig artikel om Hugenotterne. God hvis du har brug for et hurtigt og korrekt overblik.

Tidsskriftartikler på Fredericia Bibliotek:

Personalhistorisk Tidsskrift årg. 109 nr.1 (1989) (s.90-98 ; de fransk-reformerte i Danmark). Haves på magasin dk.5 : 99.1

Personalhistorisk Tidsskrift årg. 106 nr.1 (1986) (s.83-94; Franske reformerte som udvandrede til Danmark. Haves på magasin dk5 : 99.1

Avisartikler :

Der har været skrevet en del om Huguenotterne i Fredericia’s aviser, det har typisk været i forbindelse med mærkedage omkring Huguenotterne i Fredericia.

Nedenstående artikler er af en vis størrelse og kan anbefales som supplerende læsning :

Fredericia Socialdemokrat, Mandag 29. september 1919 : 200 års jubilæet i Dag. 1719-1919 : De fransk reformerte i Fredericia.

Fredericia Dagblad, Mandag 06. oktober 1919 : Den reformerte menighed. Mindegudstjeneste med altergang. Beretning fra mindehøjtidelighederne i forbindelse med 200 års dagen (gotiske bogstaver).

Fredericia Avis, Onsdag 19. oktober 1927 : Den reformerte menighed i Fredericia i ældre tid. Radio-foredrag af kommunelærer Poul Winding, Fredericia. Stor artikel på én hel avisside (dvs. 2 A3)

Jyske Tidende, Søndag 24.september 1944 : 225 års dagen i den reformerte menighed. Et lille rids over de reformertes historie fra masseindvandringen fra Frankrig.. Af Olaf Rasmussen.

Fredericia Dagblad, 28. september 1944 : En mindedag i den reformerte menigheds historie. Beretning fra 225 års dagen. Af d.d.

Kristeligt Dagblad, Mandag 07. april 1952 : Fredericia’s reformerte hjørne er stadig levende og fransk. Lidt om hvordan kirkegangen er for de reformerte. Af Axel Holm.

Kristeligt Dagblad, 17. august 1955 : Fredericia stadig præget af de reformerte slægter. Af Axel Holm. Knap en avisside med bla. interview af Marie Devantier, født Honoré, dengang ældste blandt de reformerte.

Jyske Tidende, 23. april 1963 (1967?) : For de reformerte skolebørn var ferier et ukendt begreb. Større artikel 2/3 avisside om undervisningen i Den Reformerte Skole. Af Eduard A. Nissen.

Fredericia Dagblad, 23. oktober 1963 : Efter blodige begivenheder fandt de reformerte fred i Fredericia. Fra foredrag af C. Binzer Herman. Fylder ca. ½ avisside.

Aktuelt (jysk), Tirsdag 17. januar 1967 : En by for folk der haver gjort dødsslag eller anden misgjerning. Af Claus Vendelhaven.

Aktuelt (jysk), Mandag 23. januar 1967 : De reformerte (efterfølger til ovenstående artikel).

Kristeligt Dagblad, Torsdag 18. september 1969 : Lille Frankrig i Fredericia ; de franske reformerte, der kom til at præge byen ved Lillebælt. Af Axel Holm.

Jyske Tidende, Søndag 21. september 1969 : Kongen ønskede at sikre Fredericia gode rygte. Samme dato : Flygtede fra kætterbålet og fandt et fristed i Fredericia. Om hvad huguenotterne lærte os…mv. i forbindelse med 250 års jubilæum. Af Ole Bech.

Fredericia Dagblad, Fredag 26. september 1969 : De reformerte kom til Fredericia fordi vor handelsbalance var skæv. En omfattende artikel der bla. handler om de reformertes krav til byen. Fylder mere end én avisside. Af Alfred Devantier.

Fredericia Dagblad, Lørdag 12. oktober 1985 : Flygtninge for 300 år siden : Franske flygtninge bag dansk hedeopbygning. Af H.C. Clausen.  En hel avisside med illustrationer.

Politiken 20. oktober 1985 : Da protestanterne var bådflygtninge. Af Erling Bjøl.

Politiken 28. november 1993 : Kronik : Da flygtninge var velkomne. Af Arne J. Hermann.

I 1999 udkom CDen Kjærestebilder med Veslemøy Solberg på det norske pladeselskab NORDICAE. I omtalen står blandt andet: “Magdalene Thoresen fortjener nemlig å bli husket”. Cden bygger på digte af Magdalene og Bjørnstjerne Bjørnson,  som hun var dybt forelsket i, hvilket, tyder meget på, var gengældt, selvom Bjørnson senere omtalte det som et åndeligt fællesskab.
Magdalene er også kendt som Henrik Ibsens svigermor og har kendt mange andre kulturpersonligheder som Georg Brandes, Fru Heiberg, H.C. Andersen og Rasmus Nielsen. Hun var en betydningsfuld kvinde i sin samtid og ikke en dårlig forfatter.
I Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar (1896) af Anton Andersen beskrives Magdalene Thoresen som “de store Lidenskabers, de store Menneskers og den store Naturs særlige Digter”.
Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede (1907) af Vilhelm Østergaard beskriver hende som “ærlig og sandhedssøgende som meget faa andre, Mænd og Kvinder, utvivlsomt dog langt stærkere i Kjærlighed og Sympati end i Uvilje og Antipati; thi hun havde det rigt udrustede Menneskes Evne til at forstaa alt og dømme mildt..”

Så hvorfor er hun blevet glemt?

Måske kan forklaringen være denne, som beskrevet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
“Hendes dobbelte nationalitet, dansk og norsk, dobbelte klassetilhørsforhold, almuebarn og forfatter, og ikke mindst hendes dobbelttydige kvindelighed, den grænseløse, begærlige naturlighed under periodens stramme kønsrolle, gjorde hende til en kontroversiel person og hindrede hende i at indtage den position, som hendes talent, flid og indsats over en genremæssig bred front ellers berettigede”