Da besættelsen kom, befandt ca. 6.500 danske søfolk sig uden for Danmark, og mange af disse søfolk fulgte britiske opfordringer via BBC til at gå ind i allieret tjeneste. Krigen kom for deres vedkommende til at vare helt til august 1945, hvor japanerne overgav sig til amerikanerne og englænderne. Af disse danske krigssejlere omkom ca. 1.000 (inklusive 153 færøske søfolk). Samlet omkom ca. 2000 danske søfolk og fiskere i perioden september 1939- august 1945 som følge af krigen.

Efter 2. verdenskrigs ophør var disse krigssejlere længe et overset kapitel i den danske besættelseshistorie, og bl.a. blev følgevirkningerne af voldsomme oplevelser og nervepres først anerkendt som erstatningsværdigt i 1969.

Den nu pensionerede RUC-historiker Christian Tortzen har set det som sin mission at gøre opmærksom på disse oversete sømænd. Han har flere gange, først i et 4-binds værk ”Søfolk og skibe 1939-1945” samt en doktordisputats fra 1982 beskæftiget sig med krigssejlerne og desuden i 1995 med bogen ”Krigssejlerne – Træk af dansk skibsfarts historie 1939-1945”, og han har nu i foråret udgivet en ny bog om samme emne. I den nye bog ”Kampen på havet – Danske søfolk under Anden Verdenskrig” samler han dels op på sine egne tidligere udgivelser, dels bidrager han med resultaterne af sin årelange forskning til den vigtige historie om søfolkene og deres indsats for de allierede og Danmark .

Hermed har den største gruppe af danske ofre for 2. verdenskrig fået deres retmæssige plads i historien.

Ønsker man at læse mere om krigssejlernes indsats og skæbne, kan man læse mere i Klaus Rydahls bog ”Krigssejler 1939-1945”. Det er en bog i interviewform, hvor erindringer fra seks søfolk giver et levende og personligt billede af de umenneskelige og belastende vilkår, som mange danske søfolk havde under 2. verdenskrig.

Monument fra Helsingør over døde sømænd fra 2. verdenskrig

Da Stalins Røde Hær erobrede og besatte Berlin i de sidste dage af 2. Verdenskrig, var Berlin en sønderbombet by stort set uden mænd. Kun kvinder, børn og gamle forsøgte at opretholde livet i ruinerne i en tilstand af chock over, at det usandsynlige var blevet virkelighed: det tyske folk var blevet krigens tabere.
Tusindvis af tyske kvinder blev voldtaget af de russiske soldater. Et ukendt antal døde som følge af overgrebene, andre begik selvmord, flere fødte senere uægte krigsbørn. Men ingen talte om det.
En enkelt kvinde førte dog dagbog gennem perioden. Hun er aldrig stået frem, men er kendt som Anonyma, og er altså forfatteren til En kvinde i Berlin. Bogen er en bevægende, grusom og usentimental skildring af kvindeliv i krigens murbrokker og beskyttelseskældre uden vand, gas, elektricitet og præget af sult og angst for de russiske soldater, der regnede tyske kvinder som krigsbytte på linje med armbåndsure og cykler.

En kvinde i Berlin udkom i USA i 1954, i Danmark i 1955 og i Tyskland i 1959. I 2003 blev bogen genudgivet i Tyskland og blev en bestseller (dansk udgave i 2004 på forlaget Lindhardt og Ringhof). Bogen er filmatiseret, den havde dansk premiere den 26.6. 2009

En kvinde i Berlin er en gribende bog, som jeg gerne vil anbefale. Filmen har jeg endnu til gode, men jeg skal helt sikkert se den.

Du kan læse mere om En kvinde i Berlin på siden historie-online.dk
eller i Kvinfos webmagasin Forum

Den første serie var Hitlers børn og derefter kom Wehrmacht : Hitlers hær. Så fulgte Den store flugt. Derefter valgte de at vise Læger i Hagekorsets teg.
De første serier er lavet af Guido Knopp, som er en tysk historiker, journalist og forfatter. Jeg blev meget fanget af serierne og det viste sig,  at de også er udkommet i bogform.

Så jeg skyndte mig at snuppe dem og det var spændende og foruroligende læsning. Jeg kom igennem Hitlers børn, Den store flugt og Hitlers kvinder og Marlene. Men så nåede jeg til SS – en historisk advarsel. Her var jeg nød til at give op. Den var simpelthen FOR barsk. Jeg kunne slet ikke holde ud at læse om alle de forfærdelige ting, organisationen stod bag. Så jeg lagde bogen væk.

Dermed er jeg jo langt heldigere stillet end de talløse ofre, de kunne jo ikke vælge bare at slippe!

Efter at have læst Den store flugt blev jeg interesseret i at finde ud af mere om flygtningens videre skæbne.

Det viste sig, at en del af dem endte i Danmark. Her måtte mange af dem tilbringe flere år i lejre omgivet af pigtråd, inden de kunne komme tilbage til Tyskland.  Det kan man læse om i På Hitlers befaling af  Arne Gammelgaard. Deres historie fortælles gennem breve, dagbøger og interviews. Efter min mening har forfatteren gjort et flot arbejde for at samle og belyse  et vigtigt stykke danmarkshistorie.

Billedet er fundet på Wikipedia.

Vores ferietur i år var endnu engang en vandretur på Hardangervidda, og på vejen kom vi igennem byen Rjukan, hvor vi benyttede lejligheden til at finde ud af noget om byens historie. Rjukan ligger dybt nede i bunden i Vestfjorddalen for foden af Gaustatoppen, ved elven Måna, som løber ud i Tinnsjøen, og en stor del af året ses solen overhovedet ikke i byen. Rjukan var tidligere kendt for sin salpeterfabrik som Norsk Hydro etablerede i 1911. Man lagde fabrikken her, fordi man havde let adgang til at producere el ved hjælp af vandkraft. Ved Vemork lidt uden for Rjukan havde man i samme år bygget et kraftværk ved Rjukanfossen. I 1934 etablerede Norsk Hydro så desuden også et tungtvandsanlæg her. Under 2. verdenskrig brugte tyskerne anlægget i deres forsøg på at udvikle atombomber. Flere gange blev anlægget bombet og saboteret, men alligevel lykkedes det i 1944 for tyskerne at få sendt en ladning tungt vand af sted med et godstog, der dog ombord på færgen “Hydro” på Tinnsjøen blev sænket af norske sabotører. Desværre blev også en del civile nordmænd dræbt ved aktionen, der betragtes som en af de vigtigste norske aktioner mod besættelsesmagten.

Vil man vide mere om “kampen om det tunge vand”, så kan man læse bogen: “Dristige missioner fra 2. verdenskrig”.