The Pacific er den officielle bog bag tv-serien The Pacific, der handler om stillehavskrigen. Bag tv-serien står samme kræfter som den flotte serie Kammerater i krig

Jeg er ikke normalt den store fan af hverken krigsfilm eller bøger om emnet. Men jeg har set Kammerater i krig og var  meget betaget af serien.
Den var, i mine øjne, langt mere realistisk end så mange andre krigsfilm, jeg har set. Defor var det med stor spænding jeg gik i gang med denne bog.

The Pacific følger en gruppe meget forskellige mænd der kæmper i stillehavskrigen. Jeg kender ikke særligt meget til stillehavskrigen, så bogen var en kærkommen lejlighed til at få mere af vide.

Man kan spørge sig selv, hvorfor man skal læse en bog, når man nu bare kan se en tv-serie Men faktisk er der en del forskelle mellem de to.
En af de mere centrale personer i tv-serien optræder kun lidt i bogen og to af de mænd som følges i bogen er slet ikke med i tv-serien.

Jeg kender som sagt ikke meget til stillehavskrigen og jeg må indrømme at bogen ikke, i mine øjne, formåede at give det store forkromede overblik, hverken over den store sammehæng i krigen eller de historieske perspektiver.

Men det gør den ikke nødvendigvis til en dårlig bog. Faktisk synes jeg et de meget personlige beretninger gør bogen både nærværende og utrolig spændende.

En af de personer som ikke er med i tv-serien er Austin Shofner, der tidligt i krigen bliver krigsfange hos japanerne. Jeg må indrømme, at jeg blev meget optaget af hans skæbne. Det især var afsnittene om Shofner som viste mig, hvor brutal stillehavskrigen var.

Der er lavet utallige film og bøger omkrig skæbner i KZ lejrene i Europa, men så vidt jeg kan bedømme lod de japanske krigsfangelejre ikke nazisterne meget efter. Det var afsnit i bogen som for mig var meget svære at læse, simpelthen fordi det var så meningsløst og brutalt. Af og til måtte jeg simpelthen lægge bogen fra mig for lige at sunde mig lidt og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor heldig jeg var, at det var en mulighed.

Bgoen giver et spændende og medrivende indblik i kampene. Men det bedste i mine øjne er, at den  også på flot vis formidler de stille perioder mellem kampene.

Perioder hvor der kun skete få ting  og hvor kedsomheden regrede. Forfatteren formår at give læseren indblik i den side, uden man taber interessen og begynder at kede sig. Jeg synes de afsnit var utrolig interssante, fordi det giver en anderledes indtryk af krig end man normalt får.

Bogen viser også hvor kaotisk den første del af krigen var for amerikanerne. Faktisk var der store problemer med forsyningerne til folkene og den del måtte mændende selv “organisere” på forskellig måde. Det er, I mine øjne,  med til at gøre bogen vedkommende og giver historien dybte.

Bogen rummer også en del teknisk snak om de forskellige våben og især flyene. Jeg må erkende at den slags ikke har min store interesse og jeg synes det virker tungt og en andelse kedeligt. Men jeg har en mistanke om, at en del læsere vil være uening med mig i den opfattelse.

Alt i alt var The Pacific en meget personlig beretning om krigen i stillehavet. Så hvis du er ude efter det strore overblik og de mange politiske beslutninger er nok ikke denne bog du skal gribe først.

Men hvis du gerne vil vide hvordan krigen var for de mænd som kæmpede og hvad omkostninger den havde. Så har du fat i den helt rigtige bog.
Hvis du nyder at læse krigsromaner kan du også roligt gribe The Pacific. Den er spændende nok til at leve op til de fleste krigsromaner.

Slaveriet ophørte i USA 1865 på baggrund af Nordstaternes sejr i den amerikanske borgerkrig. Dette betød at sorte og hvide i princippet havde samme rettigheder, men realiteterne så dog helt anderledes ud, og sorte havde ekstremt lidt, for ikke at sige ingen politisk magt. USA var et splittet land. Sorte og hvide levede i hver deres verden. Langt op i det 20. århunderede var der fortsat udbredet raceaskillelse. Der var skoler til sorte og skoler til hvide, bænke i parkerne var også delt op, og der var forskellige hoteller, busser osv. Og hvis sorte kørte i en bus forbeholdt hvide, skulle de sidde allerbagest, og rejse sig hvis en hvid skulle bruge pladsen.

Rosa Parks blev 1. december 1955 anholdt, da hun nægtede at flytte sig på chaufførens ordre, da der skulle gøres plads til en hvid mand, der var stået på bussen. Rosa Parks blev murbrækker for borgerrettighedsbevægelsen og bl.a. også for dannelsen af MIA (Sammenslutningen til Forbedringer i Montgomery), hvor den senere myrdede Martin Luther King blev formand. Man aktionerede bl.a. ved at uddele tusindvis af løbesedler, der opfordrede folk til ikke at køre med busserne den dag, hvor Rosa Parks skulle for retten. Boykotten var en succes og kørte videre i de næste 13 måneder. Rundt om i USA dannedes andre borgerrettighedsgrupper, og der begyndte efterhånden at ske drastiske ændringer i samfundet. Rosa Parks døde i 2005, og hun nåede derfor desværre ikke at opleve den store dag, kun 53 år efter sin anholdelse, hvor USA skrev historie og endegyldigt afsluttede et meget sørgeligt kapitel i landets historie.