Inde bag Fredericias volde var civilbefolkningen evakueret og erstattet af en hær på 24.000 mand. Overalt i byens gader var der strøet halm for at dæmpe lyden af de mange soldater.

Kl. 01:00 lød general Bülows ordre. Man rykkede ud af fæstningen 3 steder. De Mezas 6. brigade på 5.200 mand dannede fortroppen og rykkede som de første ud af Kongens Port samt poternen (det nuværende Nørreport) og satte straks kurs mod Egum og Stallerup. Kort tid efter forlod Ryes 5. brigade, ligeledes på 5.200 mand, fæstningen gennem Kongens Port. Rye rykkede frem langs Østerstrand, dels langs vandkanten dels på klinten ovenover. Målet var Kirstinebjerg, Trelde og Egeskov. Disse 2 brigader udgjorde første angrebsstyrke sammen med en kavaleriafdeling på 400 mand. Ved 2-tiden rykkede general Molktes 4. brigade på 3.700 mand og generalmajor F. A. Schleppelgrels 3. brigade på 4.700 mand ud af fæstningen. I alt deltog 19.400 mand med 48 kanoner i selve udfaldet medens de resterende ca. 4.600 bemandede fæstningen.

Tidligt om morgenen var kampen forbi. De sejrende danske soldater vendte tilbage til fæstningen Fredericia. Man svang bøgegrene som et sejrstegn ved tilbagekomsten. Iblandet sorgen over de døde var der stor glæde over sejren. De faldne blev begravet den 8. juli

Det blev Treårskrigens største danske sejr.

Treårskrigen og udfaldet fra Fredericia er beskrevet i mange bøger, her har jeg udvalgt nogle få titler:

Housted, Erik: Fredericias belejring i 1849. – 1974

Hemmingsen, A.: Fredericias belejring og befrielse. – 1974

6. juli 1849-1889. Festskrift i Anledning af Fredericia-slagets Halvtredsaarsdag. – 1899

Nielsen, Johs.: Treårskrigen 1848-1851. – Tøjhusmuseet, 1993

Også på nettet bl.a. i artikler samlet af Erik F. Rønnebech

I 1850 på årsdagen for slaget mindes man de faldne med blomster, og 6. juli blev fra nu af den store mindedag, hvor de ca. 500 faldnes minde hædredes i taknemlighed over den store sejr. Langsomt får 6. juli-festen den form vi kender i dag. Helt op i 1920´erne deltog der veteraner i festligheden, de seneste år blev de båret rundt i optoget.

Du kan læse mere om 6. juli-festerne i Anders Engelbrechts bog: 6 juli-fester i Fredericia 1849-1999. Bogen er udgivet af Lokalhistorisk Forlag i 1999

6. juli 1853 afsløredes H. V. Bissens monument ”Soldater, der begrave deres faldne kammerat” ved Kæmpegraven (nu Krigergraven) på Trinitatis kirkegård.

Og den 6. juli 1858 afsløredes Bissens ”Den tapre Landsoldat” – verdens første monument for den ukendte soldat.

Man kan læse mere om Landsoldaten i Ulla Qvortrup og Anders Engelbrechts bog: Den tapre Landsoldat Fredericia 1858-2008 udgivet af Lokalhistorisk Forlag i 2008

Krig og økonomisk krise
Indtil 1800 havde vi en blomstrende udenrigshandel. Men med “Slaget på Reden” i 1801 kom Danmark i krig. I 1807 blev Danmark angrebet af England, som forlangte den danske flåde udleveret, kongen nægtede og København blev bombarderet. Efter tre dages bombning overgav byen sig, og englænderne stjal flåden.
Tabet af gunstig handel, krigen og tabet af flåden førte til en langvarig økonomisk krise. Og i 1813, Kierkegaards fødeår, gik staten bankerot, Statens økonomi stabiliseredes først i 1818, da man oprettede en uafhængig bank, Nationalbanken.
Krisen svækkede båndene til Norge, som vi afstod i 1814.

Fra enevælde til demokrati
Den danske konge, Frederik den 6., regerede enevældigt, men på grund af pres fra bl.a. Det Tyske Forbund tillod kongen rådgivende stænderforsamlinger i 1834. Disse gav befolkningen mulighed for at diskutere enevældens politik. Men først med Grundloven, der blev underskrevet af Frederik den 7. den 5. juni 1849, fik Danmark demokrati og enevælden afskaffes.

Treårskrigen
Hertugdømmerne Slesvig og Holsten ønskede selvstændighed og optagelse i Det Tyske Forbund, men i København stod man fast på Danmark til Ejderen. Som modsvar dannede Slesvig-Holsten sin egen regering, og da den overtog de danske styrker i Rendsburg, var krigen en realitet. Det første slag stod ved Bov den 9. april 1848, hvor 10.000 danske soldater drev 7.000 slesvig-holstenske soldater på flugt. Men kort efter skiftede krigslykken og de tyske styrker gik over Kongeåen.

Et af de vigtigste slag stod ved Fredericia. De tyske styrker havde belejret byen, og civilbefolkningen var evakueret. Men det lykkedes den danske hær at samle 19.000 soldater i Fredericia. Den 6. juli kl. 01.00 gik de til angreb på 14.000 tyske soldater, og om aftenen var fjenden drevet på flugt. Herefter blev der indgået våbenhvile, men først efter slaget ved Isted i 1850 kunne 30.000 danske soldater sikre den afgørende sejr.

Udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849