Hun blev født i Rotorua, New Zealand i 1909, kun et par uger efter at Louis Blériot som den første havde krydset den engelske kanal. (se mere om Louis Bleriot her). Jeans mor satte da også et billede af den berømte pilot op ved sin datters vugge, og afstak dermed kursen for pigens livsforløb.

I 1929 mødte Jean Batten en anden berømt pilot, nemlig Charles Edward Kingsford-Smith, som gav hende en tur i sit berømte fly, The Southern Cross. (se mere om Kingsford-Smith her). Han inspirerede yderligere Batten til at blive pilot, og han gav hende et par gode råd med på vejen, nemlig: ”Prøv ikke at slå mændenes rekorder, og flyv ikke om natten”. Jean Batten har senere udtalt at hun gjorde en dyd ud af ikke at følge begge råd.

I 1930 rejste Batten med sin mor til London, hvor hun fik sit flycertifikat. Det var dog ikke nok for Batten, som ville flyve solo ligesom sine forbilleder.

I et brugt Gipsy Moth fly prøvede hun tre gange i 1933-34 at slå rekorden for hurtigste solotur mellem England og Australien. Første gang styrtede hun ned ved Karachi, anden gang nåede hun kun til Rom, men tredje gang lykkedes det, og endda i en tid som var fem dage hurtigere end den hidtidige rekord.

Denne bedrift var stor i sig selv, men blev overtrumfet af hendes solotur fra England til New Zealand i 1936. Hun klarede turen på 22.891,3 km på 11 dage og 45 minutter, hvilket var en rekord, der skulle gå 44 år før blev slået.

Hendes fantastiske bedrifter blev gjort endnu mere fantastiske af at Jean Batten udelukkende navigerede ved hjælp af kort, ur og magnetisk kompas.

Senere i livet flyttede Batten til Mallorca hvor hun levede en anonym tilværelse. Faktisk så anonym at hun døde helt alene 22. november 1982 og blev begravet uden at nogen vidste hvem hun var.

Siden fik hun dog sit velfortjente eftermæle, idet lufthavnen i Auckland, i hendes fødeland New Zealand har opkaldt en terminal efter hende, Jean Batten International Terminal.

Hovedkilde: http://www.ctie.monash.edu.au/hargrave/jean_batten_bio.html