Efterhånden som anstalten voksede, opstod der i nabolaget en større by, beboet af gifte funktionærer, håndværkere og andre med tilknytning til anstalten. Her blev nu opført villaer, indrettet butikker og hotel, og indbyggertallet voksede kraftigt. Brejning blev med tiden til en helt lille verden for sig selv. Afsondret fra omverdenen og med en befolkning, der var fortrolig med sine åndssvage naboer. For enden af byen lå den lille portnerbolig, som Christian Keller havde fået opført ved indgangen til anstalten. Den markerede den tydelige grænse, der afgjorde, om man boede i Brejning eller på Brejning. Herinde på anstaltens område boede de åndssvage patienter, de ugifte plejere, lægerne og det administrative personale.
For folk udefra var anstalten et lukket område medmindre man havde et ærinde, og verden udenom var lukket land for de åndssvage. Sådan var verden i og omkring Brejning i mange år, men i forbindelse med at Folketinget i 1959 vedtog Loven om forsorgen for åndssvage og andre særlige svagtbegavede, begyndte der at ske forandringer. Man ønskede at skabe en tilværelse for den åndssvage så nær det normale som muligt. Dette dannede udgangspunkt for en række initiativer, så man kunne give flere og flere en tilværelse uden for anstalterne, og så åndssvage mennesker kunne blive fuldgyldige medlemmer af samfundet med de samme rettigheder som alle andre.

- At det så ikke kom til at ske med det samme, er en helt anden historie.

Hvis man vil læse mere om de åndssvageanstalterne i Danmark kan anbefales:

”Fra Gamle Bakkehus til grønneskoler”, 1982 og

Poul Duedahl: ”Billeder fra en anden verden – Den kellerske Anstalt i Brejning 1899-1999”

I Brejning ligger en række smukke og statelige bygninger – de tidligere ”Kellerske Anstalter”. Disse er i dag solgt som private boliger, hotel m.v. og er i stor stil blevet renoveret inden for de sidste år. Som navnet siger, var det Johan Keller, der stod bag ”De Kellerske Anstalter”. Johan Keller var teolog og døvstummelærer og udvidede i 1865 sin døvstummeanstalt i København med en afdeling for ”idiotiske” børn. Det skete i protest mod den måde, man på ”Idiotanstalten Gl. Bakkehus” på Frederiksberg tog sig af beboerne her. Oprindeligt havde man lavet en opdeling af beboerne, så man adskilte de uhelbredelige patienter (asylisterne), som man mente havde behov for plejehjem fra de helbredelige (eleverne), som man mente havde gavn af skolegang. Det var dog svært at fastholde nogen opdeling, og forholdene på Gl. Bakkehus fremstod som kaotiske. Keller ville satse på de udviklingsdygtige åndssvage. Han omtalte Gl. Bakkehus som en ”idiotanstalt for uunderviselige”, mens han kaldte sin egen anstalt for ”abnormanstalt for udviklelige børn”. Denne strid mellem de to anstalter fortsatte de næste 40 år. Keller plæderede for at staten skulle tage sig af omsorgen for de åndssvage, og han mente at man skulle lave store institutioner, hvor man bedre kunne lave en opdeling af beboerne efter graden af deres handicap.I 1884 dør Johan Keller og hans søn lægen Christian Keller, som arbejder videre med at virkeliggøre faderens ideer. Samfundsudviklingen og den politiske udvikling i slutningen af 1800-tallet banede vejen for de socialllove, som blev vedtaget i 1891-93, hvoraf nogle var love om åndssvage. Indtil da havde forsorgen for de åndssvage hørt under det almindelige fattigvæsen. Men da man nu gik over til at betragte åndssvaghed som en sygdom, blev det anset som en sag, staten skulle tage sig af. Der blev derfor bevilget store beløb til de eksisterende anstalter. Derfor blev det også muligt for Christian Keller at begynde at se sig om efter et egnet sted til en ny anstalt, som skulle drives efter de principper, hans far havde udviklet, og som han havde arbejdet videre med. Christian Keller fandt det ideelle sted i Brejning ved Vejle Fjord. Mellem bøgetræer, bregner og forkrøblede graner.Den første bygning, der blev færdig var ”Mandshjemmet”, som blev indviet d. 10. juli i 1899.

Mandshjemmet – 22. oktober 2008