Min slægtsforskning gik på et tidspunkt i stå, og har ligget i dvale i henved 20 år. I forbindelse med et familiebesøg i julen blev der dog pirket til min “forskertrang”. I forbindelse med internettet er det blevet utroligt meget nemmere at forske i sin slægt. Der er adgang til rigtig mange affotograferede kirkebøger og folketællinger på nettet. Det kræver dog at man er ret god til at tyde gotisk skrift, og det er desværre heller ikke alle sider, der er lige tydelige. Der er desuden også en del folketællinger som er blevet transkriberet/afskrevet af frivilllige, og som man kan søge systematisk i.
Det gav lynhurtigt en masse nye resultater, og jeg fik fundet en del oplysninger om min farmors slægt og ikke mindst om min mormors. Det viste sig nemlig meget pudsigt at min tiptipoldemor (på min mormors side) faktisk var født i Pjedsted og at familien ret kort tid efter hendes fødsel var flyttet til Fredericia! Og at min tipoldemor Ane Dorthea var født i Fredericia i Michaelis sogn og også konfirmeret derfra. Tænk nu gav det pludselig mening, at jeg for ti år siden fik arbejde på biblioteket i Fredericia.
Statens arkiver står for begge de omtalte hjemmesider. På arkivalieronline.dk kan man finde de “originale” kirkebøger m.v. og i Dansk Demografisk Database kan man mere systematisk finde oplysninger. I en af bøgerne om Michaelis Kirke: Sven Avnby: “Sct. Michelis Kirken Tyske Kirke i Fredericia 1668-1993″ findes et rigtig godt kort over sognet, hvor der er numre på ejendommene. Disse numre svarer til de numre, der står i folketællingerne. Dvs., at man kan se, hvilken ejendom de forskellige familier boede i. “Min familie” har bl.a. boet i en ejendom i Norgesgade ud for Michaelis Kirke.
Jeg har selv en side om slægtsforskning og kan kun støtte op om, at slægtsforksning er en sjov og fornuftig hobby, som man kan bruge enormt meget tid på. Det er bare med at komme i gang.