Men der er dog en undtagelse fra mit glødende had. BBC har lavet de mest fantastiske serier med 2 historikere og en historiske konsulent, der i et år lever som på deres forfædres tid. Jeg har foreløbigt set Victorian farm og Edwardian farm og det er fantastisk underholdning.

De tre medvirkende Alex Langlands, Peter Ginn  og Ruth Goodman lever sig ind i projektet med liv og sjæl. Her er ingen hulkende sammenbrud over ikke at kunne komme i bad eller det uretfærdige i at arbejdet er hårdt.

I stedet ser du nogle mennesker, der synes projektet er en fantastisk mulighed for at kombinere deres professionelle og teoretiske viden med en praktisk dagligdag. De viser hverdagslivet og formidler datidens samfund og livssyn, så man ikke kan undgå at blive grebet.

De benytter datidens aviser, håndbøger og diverse eksperter til at sikre, deres produkter bliver så realistiske som muligt. I serien Victorian farm gik det op for mig, hvor stort at arbejde det var for datidens kvinder at lave kjoler. Selvom den begyndende industrialisering betød at de ikke længere selv skulle væve, var det stadigt en kæmpe opgave.  Det var både sjovt og ærefrygtindgydende at se Ruth Goodmann kaste sig over kjolefremstilling med krum hals.

Ruth Goodmann har også våget sig ud i at formidle viktoriatidens sundhedssyn. Det gør hun på fremragende vis i serien victorian pharmecy, hvor hun har allieret sig med Professor i medicin Nick Barber and PhD studerende Tom Quick. Hvert afsnit tager fat i et par årtier og viser hvilke kolonorme fremskridt der skete på sundhedsområdet på bare 50 år.
Jeg morede mig over det faktum at kvinder i England godt kunne blive apotekere, fordi de mandlige lovgivere havde glemt at skrive et forbud mod kvinder ind i loven.  Ruths eventyr ud i kondomfremstillingens svære kunst var heller ikke uden humor.

Jeg ”tvangsindlagde” mine forældre til at se Edwardian farm og de blev straks store fans. Så det ærgre mig jeg ikke kan købe serierne med dansk tekst. Det ville ellers være en fremragende jule- eller fødselsdagsgave.

Vinterens bedste nyhed var, at viasat history begyndte at sende den helt nye serie fra de tre historikeres hånd: Wartime farm. Jeg har valgt at optage den og har aftalt med mine forældre, at vi skal se den sammen, når de kommer på besøg næste gang.  Jeg glæder mig som et lille barn og kan kun varmt anbefale DR eller TV2 at investere i serierne.

Men faktisk er vores gamle traditionsrige jul slet ikke så gammel endda. Mange gamle juletraditioner er faktisk uddøde. Der holdes ikke længere legegilder, hvor man leger f.eks bro bro brille og drikker tæt. Vi får heller ikke længere besøg af julebukken som skal skræmme og fornærme. I dag er bukken kun et stykke hyggelig pynt lavet af strå.

Til gengæld har vi fået et smukt juletræ og den hyggelig adventskrans. Men selv de er ikke som i de gode gamle dage. En gang pyntede man nemlig træet med frugtbarhedssymboler. Det var æbler og vindruer. Men brugte også lys i alle farver. Så måske lyskæden alligevel skal være mere en en farve næste år?

Du kan læse meget mere om den danske juls historie på Den Gamle Bys hjemmeside
Du kan også besøge byen og selv opleve julen igennem de sidste 350 år. Udstillingen kører frem til den 30 dec. Måske det kan få de langesom dage og endeløse minutter til at gå lidt raskere frem til den 24?

Et kapitel af den store Danmarkshistorie er på forunderlig vis blevet en del af min familiehistorie.

Det drejer sig om en af mine tip-tip oldefædre, Carl Dreier, som døde af ”pest” i fangenskab i den spanske by Cartagena. Hvordan kunne det gå så galt?

Carl Dreier blev født i 1771 i Landet sogn på Tåsinge, hvor hans far var degn. Han fik skipper-eksamen i 1793, og blev udnævnt til styrmand 1801.

I forsommeren 1807 blev det besluttet at orlogsfregatten ”Diana” skulle afløse fregatten ”Fylla” i de vestindiske farvande. Kaptajnløjtnant Christian Nicolai Meyer blev udnævnt til chef og 1. styrmand ombord var Carl Dreier. Der lettes anker den 17. juli, og fregatten lægger vejen en tur omkring Algier, hvor den kaster anker på reden den 7. september. Da den derfra går nordpå, møder den en engelsk fregat, og her får man underretning om krigen med England, Københavns fald og overgivelsen af den danske flåde til englænderne. ”Diana” søger dernæst ind til Cartagena i Spanien, hvor man tror sig i sikkerhed. Spanien rejser sig dog i maj 1808 mod Napoleon, som er Danmarks allierede, og i juli 1809 slutter Spanien sig sammen med England, og Spanien erklærer Danmark krig. Den 26. september beslaglægger spanierne derfor ”Diana”. Det danske flag stryges, og mandskabet og officererne fjernes fra skibet og bliver krigsfanger. ”Diana” kommer nu under spansk flag. Dermed er det sidste af den danske flådes skibe faldet i fjendens hænder.

Besætningen fra ”Diana” kommer dernæst ud for lidt af hvert. Det menige mandskab var på 50 mand, hvoraf 11 tager mod tilbuddet om at komme i engelsk tjeneste. For de resterende menige venter nu en barsk og omskiftelig periode i spansk og engelsk fangenskab inden de endelig den 31. august 1812 ankommer til Helsingør. Da er der 34 mand tilbage.

Efterladt i Cartagena i 1810 var skibets kaptajn, 2 løjtnanter og de 3 styrmænd samt ca. 20 andre besætningsmedlemmer. I byen Cartagena udbryder der ”pest” også kaldet ”gul feber” i flere omgange, og ca. en tiendedel af byens ca. 60.000 indbyggere dør. Adskillige af besætningens medlemmer angribes. Nogle kommer sig igen, dog dør Carl Dreier sammen med adskillige af matroserne. Den resterende del af mandskabet forlader Cartagena 10. december 1811, og når omsider til København den. 26. august 1812.

Forøvrigt var denne fregat, den første i en række af 7 skibe i den danske flådes tjeneste med navnet Diana.

Men sådan har det ikke altid været. Da kaffen kom til Danmark mellem 1665 og 69 blev den markesført som medicin og den kunne kun købes på apoteket.
Man var meget opmærksom på kaffens bivirkninger, som ikke var få: f.eks kunne kaffen angribe nerverne og fører til krampe og tungsind!

Efterhånden kom der dog kaffehuse til og man begyndte at nyde kaffen som en drik fremfor som medicin. Men det var ikke alle som havde råd til at smage på kaffen. Prisen var stadig så høj, at kun de rigeste havde råd til den opkvikkende drink.

Efterhånde bredte kaffen sig til det bedre borgerskab hvor den passede fint ind i Oplysningstidens ånd. Man hylder fornuften og her er kaffen det perfekte nydelsesmiddel,  fordi man kan drikke det uden at blive fuld.

Langsomt sivede kaffen ned i samfundets lag, men ikke uden sværdslag. Endnu var kaffen dyr at importerer og derfor blev det i 1783 forbudt for almindelige mennesker på landet at drikke kaffe. Forbuddet blev først ophævet igen i 1799
Det kan diskuteres hvor meget betydning forbuddet reelt havde. For almindelige mennsker var  kaffen en festdrik og til daglig drak man højst sandsynligt en “kaffe” lavet på brændt korn.

I 1800tallet begynder kaffeprisen at falde. Der bliver dyrket kaffe flere steder og  i starten bruges slaver og senere fattige immigranter som arbejdeskraft. Desuden begynder danske redere at sejle til Brasilien for bla. at hente kaffen. Det påvirket prisen i gunstig retning for forbrugeren.
De faldende priser  betyder at mere velstillede folk i 1870érne begynder  at drikke kaffen om søndagen og derefter til hverdag. Snart følger resten af samfundet efter og omkring 1900 er morgenkaffen blevet almindelig i København.

I dag er det svært at forstille sig hvor eksotisk kaffe, te og chokolade var i 1600tallet. Men før de kom, drak man oftest øl og  i mindre grad vin.
Så de nye varme drikke uden alkohol medførte ikke bare nye service, men også nye vaner og en ændring  i opførsel og selskabelighed.
Man fik simpelhen en helt ny måde at mødes og være sammen på.

I starten drak man de nye varme drikke af små metalbægre eller glas. Men det var ikke hensigtsmæssig. Dels blev de meget varme og dels fik drikken afsmag af metallet.
Så efterhånden begyndet man at producere service af fajance og at  at importerer porcelæn fra Kina.

I begyndelsen drak folk både kaffe, te og chokolade af samme slags kopper. Det var små runde skåle uden hank. Men efterhånden opstod særlige kopforme til de forskellige drikke.

Du kan selv læse meget mere om kaffens spændende historie i bøgerne: “Kaffe og kage, te og chokolade” udgivet af Museet på Koldinghus og “Livet er ikke det værste man har : kaffens kulturhistorie i Danmark 1665-2015″ af Jacob Andersen.

Jeg besluttede at benytte lejligheden til at sidde på altanen med en god bog. Valget faldt på Kærlighed i klunketiden af Dorthe Sondrup Andersen. Det blev en stor øjenåbner for mig. Jeg troede at begrebet “Fri kærlighed” var opfundet i 1960′erne og 70′erne. Men Sonderp Andersen viste mig, hvor meget jeg tog fejl.

Billedet er fundet på historie-online

Kærlighed i klunketiden tager udgangspunkt i den tragiske kærlighedsaffære mellem  lineanserinden Elvira Madigan og greven Sixten Sparre. De to kunne ikke få hinanden og derfor valgte de at begå selvmord sammen. Deres kærlighedshistorie gav genlyd i samtiden og flere kunstnere lavede digte om det ulykkelige par. Man skulle ikke tro at tanken om fri kærlighed kunne eksistere i sådan et miljø.

Men nogle af de danske kunstnere forsøgte alligevel at hylde den fri kærlighed. Dog ofte med meget lidt held.
Der var nemlig ikke mange kvinder som ønskede eller turde være med i den slags forhold. For dem kunne det ende med uønskede børn og en social nedtur, hvis manden svigtede dem.
Et åben ægteskab rummede også den fare at man kunne blive smittet med en af tidens store kønssygdomme syfilis. Det var dengang var en uhelbredelig sygdom. Der er derfor god grund til at borgerskabets familie og unge kvinder holder på formerne.

Hvis de unge kunstnere holdt fast i deres overbevisning om fri kærlighed og åbne forhold. Så blev de udelukkede fra det gode selskab.

Det overgik både Sophus Claussen og Johannes Jørgensen der begge blev persona non grata i de bedre københavnske hjem. De blev ikke inviteret til fester og alle takkede nej, hvis de selv holdt fest.  Socialt set var det en katastrofe for i datiden var selskabelighed i de private hjem den eneste mulighed for at træffe det modsatte køn.

Der var dog enkelte kunstnere som  fandt en kvinde, der var villig til at trodse datidens normer og leve i et åben forhold.  Gustav Wied fandt godsejerdatteren Alice Tutein og de to havde et uægteskabeligt forhold. Det gik godt et sykke tid. Men da Alices far fandt ud af hvem der var far til hans to illegitime børnebørn gik det galt.
Han meldte Gustav til politiet. Dengang var det nemlig forbudt at leve i utugt og den slags kom man i fængsel for. Gustav havde allerede være fængslet en gang  pga en novelle, der blev dømt pornografisk. En gang var nok for ham, så parret blev gift.

Den samme skæbne overgik Viggo Stuckenberg som blev forelsket i Ingeborg Pamperin. Da de blev tvunget til at indgå ægteskab aftalte de  at når de ikke længere var tiltrukke af hinanden, ja så ville de lade sig skille.

Helt sådan gik det ikke for de to unge elskende. Deres ægteskab var en katastrofe og Ingeborg forsøger flere gang at tage livet af sig. Til slut flygter hun til New Zealand, hvor hun begik selvmord.
En lille kulørt krølle på historien er at hun flygtede med gartneren Hans Madsen og hjemme i Danmark giftede Viggo sig med gartnerens ekskone, Clara Holbøll.

Den fri kærlighed havde trænge kår, Men når man tænker på hvor svært det var at undgå uønsket graviditet og hvor lidt mulighed en kvinde havde for at forsøge sig selv og eventuelle børn. Så forstår man det godt.
Begrebet får først rigtigt succes med p-pillen og den nemme adgang til prævention