Sønderjyderne og den store krig 1914-1918.
Skyttegrav og hjemmefront : sønderjyder fortæller.
Sønderjyder i den store krig 1914-18.

Det viser sig at en del danske faktisk blev arresteret, nogle endda skudt da krigen brød ud 1. august 1914.  Det var folk med indflydelse; bankdirektører, avisredaktører, skolelærere, købmænd, folk med kendte danske holdninger, eller antikrigs holdninger. Det kunne fx være flagning med det danske flag. Fængslingerne kunne være midlertidige og lokale, eller til et stort fængsel i fx Hamborg.  Fængslingen kunne også foregå over flere omgange.

Der var konstant overvågning og kontrol med befolkningen. Grænsen til Danmark blev spærret af og patruljeret af soldater. Der var lukket af til Danmark fra Christiansfeld i øst til Vester Vedsted i vest.
Det var nu ikke bare kontrol af selve grænsen. Fx kontrollerede gendarmer mere eller mindre nidkært om der var madvarer i spisekamre og kældre. Måske for at checke om der var slagtet ulovligt eller på anden ulovlig vis samlet forråd.  Som kendte danskere blev man mistænkeliggjorte. Stoppet i tog, og måske mobbet direkte på gaden.

I en af bøgerne omtales en kvinde som var født i juni 1904. Hendes far og mor havde en lille landejendom, et fattigt sted.  De havde en snes tønder land jord og seks køer, lidt svin og høns.  Hendes far var nødt til at tage arbejde rundt om på gårdene for at få det til at løbe rundt.  Daglønnen var 50 pfennig eller et hjemmebragt brød. En overgang slog han også sten på vejen.

Der blev efterhånden ti børn i huset men der var aldrig mere end 4 senge!  De mindste sov hos deres fader og moder mens de andre sov sammen nogle stykker i hver seng.  Efterhånden som børnene voksede op kom de ud og tjene på andre større gårde.

Da deres far blev indkaldt måtte familien klare sig selv. Det var meget hårdt for moderen.  De fik lidt hjælp fra andre bønder bl.a. til kørsel i høsten, men når de havde været én dag med hest og vogn hos familien måtte moderen af sted en dag for at hjælpe med at binde neg eller lignende. Ekstremt hårdt for en mor med ti børn og sin egen gård at passe.

Baggrunden for at skrive bogen og for at bringe den hér er at fortælle hvor forfærdelig krig er – dengang såvel som nu. I tiden efter første verdenskrig var der flere bevægelser i gang omkring at det aldrig måtte ske igen.  Hvis vi véd hvor forfærdelig krig er - er der måske større chance for at vi tænker os rigtig godt om inden vi starter nye krige.

Historiebloggen vil gerne sige familien tak fordi vi må bringe bogen indscannet i sin helhed.

Mange stiller spørgsmålet, hvordan i alverden han overlevede. Jeg har ikke noget svar, men kan opsummere lidt af det han måtte udstå.

Kristian Tastesen blev sendt til fronten allerede 15.december 1914. Han blev sendt med militærtog fra Flensborg til Noyon i Frankrig. Allerede et døgns tid efter afgangen fra Flensborg var han ved fronten. Det var noget af et chok at komme til skyttegravene og se de totalt smadrede byer og landskaber og ligeledes de traumatiserede soldater de skulle afløse.

Den 11.februar 1915 såres Kristian første gang af en granat, men allerede den 23 februar er han tilbage ved fronten. Den 24. februar kommer han i hvilekvarter bag fronten. Men hvilekvarteret bombarderes også og en granat eksploderer direkte imellem hans soldaterkammerater, hvorefter Kristian og andre overlevende må opsamle afskudte lemmer og indvolde og lægge dem i en fællesgrav.

Den 04. april 1915 rammes Kristian Tastesen igen af en granat i skyttegraven. Han skrev selv ret nøgternt at han brækkede nogle ribben og beskadigede hans nyrer. Denne gang er han på feltlazaret i 2½ måned, hvorefter han kommer hjem på orlov i 1½ måned. På de forskellige lazaretter tabte han i denne periode i alt 15 kilo i vægt.

Herefter kom Kristian Tastesen i indsats ved Østfronten, hvor han oplevede forfærdelige krigshandlinger. Soldaterne gravede sig dybt ned i skyttegravene når de kunne komme til det. At have udkigsvagt var næsten ensbetydende med død. Kristian Tastesen skrev at soldater som kom på vagttjans sjældent kom tilbage.

I Rumænske bjerge den 06. november 1916 såredes Kristian Tastensen for 3.gang. Denne gang af et alvorligt bajonetstik. Kristian Tastesen skrev således:

Kl. 10 kom to rumænske Fanger sammen med to af vore egne Soldater og bar mig til en Forbindingsplads længere tilbage paa Bjerget. Der fik jeg to Indsprøjtninger for at stille Smerterne. Saa blev jeg bundet fast til Baaren, og Nedstigningen begyndte. Det varede godt 4 Timer, og jeg led, frygtelige Smerter. Saa kom vi til Ambulancen, som kørte mig til et Lazaret i Petrosini.
Der blev jeg lagt ind i en Hal, som var omtrent fuld af Saarede i Forvejen, saa det vilde vare længe, inden jeg kom for Tur. Endelig, jeg antager henved Kl. 24, kom jeg paa Operationsbordet. Der var tre Læger i Kitler, der en Gang havde været hvide, men nu var de fuldstændig oversprøjtet med Blod, og ligeledes Svømmede, Gulvet med Blod, saa det lignede mere et Slagtehus end et Sted, hvor Mennesker skulde behandles.
Da jeg havde faaet Forbindingen af og var bleven undersøgt, hørte jeg Lægerne sige, at jeg havde haft Held med mig, at jeg netop var ramt der, da Saaret var 6-7 cm dybt. Saa blev jeg bedøvet og ved ikke véd ikke af mere, før jeg laa paa en Stue. Min blodige Skjorte beholdt jeg paa, da de ingen anden havde til mig, og desuden var jeg saa fuld af Utøj, at det næsten pinte mig mere end Saaret. Vi laa 17 Mand paa een Stue, alle haardt saarede: Vi blev tilset af Lægerne hver Dag, men ellers blev der ikke gjort.

Først den 21. November kom han med Lazarettog gennem Budapest, Wien og videre igennem Tyskland til Stettin. Der var imidlertid ingen plads så de sårede blev liggende i toget i 3 dage, hvorefter toget kørte videre til Ludwigsburg i Würtemberg. Da havde Kristian været på lazarettoget i 14 dage!

Kristian vidste at hans liv hang i en tynd tråd. 17. April 1917 rejste han hjem på orlov og giftede sig med sin forlovede bl.a. for at hans forlovede kunne få enkepension i tilfælde af at Kristian ikke skulle komme hjem mere.

Juni 1917 blev han sendt til Egypten, hvor der ikke var krigshandlinger men til gengæld malaria som mange af soldaterne døde af.

31.januar 1918 kom Kristian på lazaret i Bukarest pga betændelse i et bajonetstik

Dertil kom de psykiske traumer som Kristian Tastesen måtte udholde inden han i august 1918 endelig indså at han måtte flygte for at redde sit liv. Forinden deltager han i slag som han overlever, men ødelægges psykisk af. I et af de sidste slag han deltager i skriver Kristian således:

Jeg var sammen med to Kammerater i et Granathul. Af og til raslede store Sten og Jorddynger ned i Hullet fra Granater, som sprang ved Siden af, Mine to Kammerater vilde ikke blive der; jeg holdt paa dem, men et andet Sted hen vilde de. De sprang op af Graven, men naaede knap Overfladen, før en Granat faldt og splittede dem fuldstændig ad. Jorden gled ned over mig og ødelagde mit Maskingevær. Granatstumper røg rundt med nogle forfærdelige Brag ovenfor Hullet, saa jeg var næsten helt sindsforvirret af Spektaklel. Jeg kunde se Ild og ligesom Stjerner allevegne. Nu kom der en mærkelig behagelig Ro over mig, og jeg tænkte: Nej, jeg bliver, jeg kan lige saa godt dø her som springe ovenfor og blive skudt.
Hvordan Tiden gik, havde jeg ingen Anelse om, jeg sad som i en Døs og havde hverken Tanker for det ene eller det andet. Kun var jeg sikker paa Døden, og om den kom ti Minutter før eller senere var mig fuldstændig ligegyldigt. Endelig begyndte det at mørkne, og jeg var endnu uskadt. Og nu kom der en Pause, i hvilken der blev fuldstændig stille ovre hos Franskmændene. Jeg listede mig op af Graven; men alt var som uddødt. Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf. Det var meget værre, end den vildeste Fantasi kunde udmale.

En af dem som skrev om sine forfærdelige oplevelse var Kristian Tastesen.
Hans bog ”I Verdenskrigen” udkom i 1922.

Det er hård læsning, om sønderlemmede mennesker og kamp med bajonetterne. Kristian Tastesen var utrolig heldig at han overlevede. Så vidt jeg har kunnet registrere døde Kristian Tastesen i  Kolding i 1976.  Hvordan mon han havde det efter krigen, havde han krigstraumer eller havde han et ordentligt liv.  I de kommende artikler vil jeg skrive om Kristian Tastesens oplevelser i 1.verdenskrig

Kristian Tastesen kom fra området omkring Haderslev og blev derfor indkaldt til tysk krigstjeneste under 1.verdenskrig.  Han kom til at kæmpe på både øst- og vestfronten og i løbet af de 4 år kom han både til Frankrig, Rumænien, Bulgarien, Palæstina, Suez, og grænsen til Rusland.

Allerede ved ankomsten til fronten anede soldaterne hvilken vej det gik.  De ankom til fronten i Chiry den 18.december om natten. Byen var en ruin og de måtte sove i en bygning uden tag og granaterne fløj over hovedet på dem. Kristian Tastesen skriver (s. 11) således:

I Chiry laa i Forvejen Tropper af det gamle Regiment, som var omtrent oprevet Regimentet havde bestaaet af ca. 3000 Mand, nu var der kun 370 Mand tilbage. Resten var falden eller saaret. De, der var tilbage, saa ganske ynkelige ud, pjaltede eller snavsede, de fleste var ikke barberet i længere Tid, saa de lignede gamle Mænd, skønt de kun var 22 eller 23 aar.

Fra Wikipedia.de (Commons fra IWM)

Han blev lettere såret allerede 11.februar 1915 og kastedes derefter ud i de første sindsoprivende angreb bl.a. 12.marts 1915 hvor tyskerne angreb ved Siossons (s.19-20):

Vi troede alle, , det blev vor sidste Tur, særlig da Halvparten af os var Sønderjyder, og vi vidste, vi nok skulde komme i Ilden. Vi kom til at ligge i en Skyttegrav 200 Meter bag den forreste Ildlinje. Kl. 4 begyndte det tyske Artilleri at skyde. Hvor mange Kanoner ved jeg ikke bestemt, men efter min Mening var der op imod et Par Tusinde, i hvert Fald kunde vi ikke høre Skuddene hver for sig, kun en lang, mægtig Torden hele Tiden. . Ca. 20,000 Mand stod paa en ganske kort Front parat til at angribe, saa snart Artilleriet havde gjort Forberedelserne. Den første Time besvarede Franskmændene kun med enkelte Skud, men ved 5-Tiden gik det løs. Det var en Torden, saa man ikke kunde høre, hvad man selv sagde. Granater sprang rundt om os og i Luften: og dette sammen med de Saaredes Skrig og Jamren gjorde Stedet til et rent Helvede, som slet ikke lader sig beskrive. Det varede i tre Timer, ca, Graven var snart jævnet, og mange var faldne. Kl. 8 begyndte vi stormløbet mod de franske Linjer over en flad Mark paa 600 Meter. Mange faldt, saa snart de kom ovenfor Graven, men andre rykkede frem over døde og døende Kammerater. Da brugte Franskmændene første Gang Gas, og vi havde jo ingen Gasmasker. Mange blev bedøvede af Gassen, men det var ikke saa farligt endda, da det meste blev liggende nede ved Jorden, og saa længe man var oprejst, mærkede man ikke meget, kun øjnene blev daarlige nogle Dage efter.
Mange faldt for Maskingeværerne, saa vi, der kom bagefter, maatte løbe over Døde og Saarede eller vade i Blod. Da vi naaede de franske Skyttegrave, var disse fuldstændig jævnede, og de Soldater, der var tilbage, rakte Hænderne i Vejret og lod sig tage til Fange. 85. Regiment, hvor jeg var i Øjeblikket, tog alene 800 Fanger samt noget af alle Slags Vaaben. Da vi var færdige Kl. 10 om Formiddagen, blev vi, der var tilbage af min Deling, ialt 17 Mand – vi havde mistet 19 – kørt tilbage til vort gamle Regiment. Officererne takkede os, fordi vi havde klaret os saa godt, men derudover intet. Ikke en Gang en Beklagelse af, at der var falden saa mange.

Kristian Tastesen blev sværere skadet 04.april 1915 da en granat ramte hans skyttegrav.  Den 12. august var han så rask at han sendtes til fronten igen.  Denne gang østfronten.  Om muligt var forholdene endnu værre på østfronten.  Den 03. september angreb tyskerne ved Friederichstadt og Kristian Tastesen skriver (s.23-24):

Fra Bakken kunde vi se Tusinder af Tyskere storme frem. Der var sort af Mennesker, og det varede ikke længe, før Jorden var rød af Blod. Vi stormede frem, Kuglerne peb, saa jeg forstaar ikke, at jeg ikke blev ramt.
Endelig naaede vi Pigtraaden. Artilleriet havde ganske vist skudt det bort nogle Steder, men vi maatte jo ikke samles, saa vi kunde komme derigennem allesammen.
Saa maatte vi oven over. Jeg sprang op og løb oven paa Pæle og Traaden og kom ogsaa godt over, men her stod Russerne saa tæt som Fluer og med opplantet Bajonet og tog imod os. Jeg stod pludselig over for tre Russere og havde mest Lyst til at lade mig tage til Fange, dog det kunde jeg heller ikke, da de andre kom bagefter.
Jeg gik imod den ene, og nu kom der flere af mine Kammerater til. Jeg maatte springe et Par Gange tilbage for ikke at blive ramt af hans Bajonet; men saa fik jeg Lejlighed til at stikke min Bajonet ind i Siden paa ham, saa han faldt med et Vræl. I det samme kom der en til, og jeg fik lige Tid til at faa min Bajonet ud og slaa ham i Hovedet, saa han faldt. Ved Siden af mig havde en af mine Kammerater faaet et Bajonetstik i Hoften, og Russeren stod og kunde ikke faa sin Bajonet ud igen.  Jeg stødte ham da min Bajonet igennem det ene Ben, saa han nøjedes med at blive saaret. Imens var nogle af mine Kammerater allerede kommen over Skyttegraven og videre frem mod den næste. Men nu masede Fjenden paa og drev os tilbage til den første Skyttegrav igen under stadig Kamp med Bajonetter og Haandgranater. Luften var fuld af Jord, Sten, Træstumper og Støv, saa vi ingenting kunde se, og Larmen fra Kanoner og Geværer, blandet med de Saaredes Skrig, gjorde Stedet til et rent Helvede, som ingen, der ikke har set det i Virkeligheden, i sin vildeste Fantasi kan gøre sig nogen Forestilling om.

Endelig i juli måned 1918 blev det for meget for Kristian Tastesen. Efter adskellige hårde skyttegravskampe i april-juni 1918 virker det som om Kristian Tastesen har granatschock, han har været nærmest mentalt lammet og alting er foregået som i tåge. Han har for længst sagt livet farvel og tror ikke på at han overlever. Den 15. juli var han i kamp for sidste gang ved Armentieres og efter disse kampe er de kun 4 mand tilbage i deres kompagni på  oprindeligt 100 mand.  Herefter søgte Kristian Tastesen orlov og fik den bevilliget. Under orloven flygtede han, 8-9.august 1918, over grænsen ved Skodborg.  Vagterne på denne strækning af grænsen stod med kun 50 meter imellem sig og Kristian måtte holde sig i skjul i et par døgn før han tog chancen og spurtede over grænsen, mens vagterne skød efter ham. Han undslap også her kuglerne og kunne komme hjem til familien.

Kristian regnede ikke selv med at have overlevet ret meget længere ved fronten og 1.verdenskrig sluttede først den 11.november 1918 (11.11.1918, kl. 11)  – 4 måneder senere!

En tanke herfra til ære for alle de berørte af 1.verdenskrig her på 90 årsdagen for krigens ophør!

Nogle familier blev særdeles hårdt ramt af krigen fx Sogneforstander Jens Peter Jensen og hans hustru Marie i Hviding.  De havde 12 børn, heraf 10 drenge som ved krigsudbruddet var imellem 14 og 31 år gamle. Alle 10 drenge blev udskrevet til krigstjeneste for Tyskland.  Deres skæbne er fortalt af Niels Jørn Jensen i bogen: ”Nyt fra Vestfronten. Marinne Jensen og sønners breve fra 1.verdenskrig”, Odense Universitetsforlag 1998.

Peter var indkaldt da krigen brød ud i august 1914. Han døde i nærheden af Noyon, november 1914, 21 år gammel.
Jens blev indkaldt august 1914. Han blev såret af en geværkugle i højre underarm og kom ikke til fronten igen.
Laurits blev indkaldt august 1914. Han døde ved Hartmannsweilerkopf i januar 1915, 23 år gammel
Anners blev indkaldt november 1914. Han blev i 1915 trukket fra fronten pga forældrenes ”reklamation” over at de allerede havde mistet 2 sønner.
Lars blev indkaldt i november 1914. Han blev såret to gange og pådrog sig en lungesygdom i skyttegraven. Han døde et par år efter krigen.
Truls blev indkaldt i marts 1915. Han døde ved Somme i oktober 1915.
Niels blev indkaldt i oktober 1915. Han døde ved Hangard en Santerre i april 1918.
Theodor blev indkaldt i 1916. Pådrog sig sygdomme i skyttegraven og døde flere år efter krigen
Martin blev indkaldt i 1917. Pådrog sig sygdomme i skyttegraven og døde flere år efter krigen
Bang blev indkaldt i foråret 1918 og reddet fra fronten ved freden i november 1918.
Faderen Jens Peter døde i februar 1918 af leukæmi.

Altså 8 raske mænd ud af 10 døde eller blev invalideret af krigen. Dertil mister hun også hendes mand og måtte således drive gården sammen med hendes to døtre og den yngste søn.

Der var meget som soldaterne ikke måtte skrive om, bl.a. om rædslerne fra fronten fordi det kunne demoralisere familierne. Derfor virker brevene nogle gange som det er trivialiteter.  Men, hvis man nærlæser så forstår man deres nød.
Soldaterne ville meget gerne have varer hjemmefra. Den tyske hærledelse spekulerede faktisk i at mange af deres soldater blev brødfødt hjemmefra. Soldaterne ønsker bl.a. tobak. Hvorfor? Jo, tobak stilner sulten og dulmer nerverne ved fronten.  2.juli 1917 skrev Niels hjem at; Kaffen blev lavet af roer, om middagen fik de en liter tynd suppe og om aftenen 500 gr. brød med ½ skefuld marmelade.

Millioner af familier i Europa lider som Familien Jensen.  Menneskerne bliver præget af de grumme oplevelse.  Soldaterne ved fronten såvel som familierne som kæmper med deres angst for deres børn og med kampen for det daglige brød.

Forfatteren mener at de udholdt det på grund af en stærk traditionel gudstro.  Efter krigen var de enkelte mennesker og hele befolkninger stærkt desillusionerede og både i Rusland, Tyskland og Frankrig opstod revolter og revolutioner i krigens kølvand.

Nyt fra Vestfronten : Marine Jensen og sønners breve fra 1. verdenskrig/
udgivet af Niels Jørn Jensen ; historisk indledning ved Steffen Heiberg.  Odense Universitetsforlag, 1998. – 269 sider : ill.
Sogneforstander Jens Peter Jensen og hustru Marine Jensen fra den sønderjyske by Hviding havde den hårde skæbne at miste 4 ud af 10 sønner i tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig; her bringes breve fra sønnerne om livet ved fronten.

Tilværelsen ved fronten kan bl.a. læses i Eric Remarque : Intet nyt fra vestfronten

Resignationen efter krigen har Eric Remarquebeskrevet tydeligt i: Tiden der fulgte

Frygtelige billeder fra 1.verdenskrigs rædsler i skyttegravene kan ses på  Das Archiv zum 1. Weltkrieg