Kort og beskrivelse af kilden i dag: www.landerupgaard.dk/?menu=dcw

I værket Danmarks Runeindskrifter står der følgende om stenen:
I slutningen af 1700-talletlå stenen næsten skjult af græs og krat og dens runer var næsten ukendelige og udslidte. Kløvningshullerne fortalte at man havde forsøgt at sprænge stenen.  Denne sprængning må så være fuldført engang efter 1808. Stenen blev forsøgt genfundet, men først i 1910 lykkedes det at finde et brudstykke af stenen med en enkelt huggefure. Dette stykke, i grå granit,  måler 188cm i højden 40 cm bredt og 22-33 cm tyk.

Ifølge Landerupgårds jubilæumsbog fra 2007, befinder stenen (eller resterne af den) sig stadig ved Kongens Kilde på Landerupgård

I Worms ufuldstændige præsteoptegnelse fra 1643 tydes runerne således:
[.....lit - ku ]bl – pisi -] | [kaurua - haralt ...rm....|.....|..........] : NN lod disse kumler gøre, Harald…rm…

Desværre tyder det på at en historisk runeindskrift er gået tabt med kløvningen af stenen, men måske er resterne et sted derude ….?

Den hedder Sct. Folkvars kilde og ligger ude ved Ullerup kirkebakke. Det ligger imellem det køreteknisk anlæg og nordøst siden af golfbanen. Engang lå der en kirke, den er for længst nedbrudt og der står nu i stedet en mindestøtte for kirken.

Ganske tæt på mindestøtten er der en mark hvori der findes en kilde. Kilden har igennem århundreder haft ry for at være en lægedomskilde.

Tilbage i 1638 skulle en præsteindberetning nævne at gamle folk omtaler kilden som et sted hvor der skulle ske store mirakler.

Jeg har været derude her i sommer og forsøgt at stedfæste hvor præcist kilden er. På stedet, øst for mindestøtten, er der et lille vandhul og det er ganske tydeligt at der er en del vand rundt omkring i området, både på den pløjede mark og på det areal som strækker sig ind i køreteknisk anlæg.

På nuværende tidspunkt ved jeg desværre ikke mere om kilden og dens brug igennem tiden.

Da de to mest betydningsfulde kommunister; Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, blev fanget i deres skjulsted i Berlin var deres skæbne beseglet.  De blev i januar 1919 myrdet af en højreekstremistisk militærgruppe med regeringens stiltiende billigelse.

Under tilfangetagelsen blev Rosa Luxemburg hånet og overfaldet og slået. En soldat slog hende i hovedet med en geværkolbe. Mens hun blev kørt gennem Berlin blev hun dræbt med et skud i hovedet.  Senere på aftenen blev liget smidt i Landwehr kanalen.

4½ måned senere fandt en slusemester et kvindelig i kanalen. Hurtigt bredte rygterne sig om at det var Rosa’s lig man havde fundet. Liget blev bragt til militærlazarettet og undersøgt af højt respekterede retsmedicinere. Imidlertid var det en politisk bombe at Rosas lig var blevet fundet. Rosa var nu en slags martyr for kommunisterne og beslutningstagerne måtte gøre noget. Derfor rummer obduktionsrapporten fra juni 1919 fra Freiburger Militärarchiv nogle mærkværdigheder som en tysk forsker har underet sig over. Det er næsten som om retsmedicinerne i mellem linierne skriver at liget ikke er Rosa Luxemburg. Retsmedicinerne fra dengang påtegner at de ikke kan se årsagerne til at Rosa gik dårligt. Rosa gik meget dårligt pga. en lamhed fra barndommen og hendes ben var ikke lige lange, heller ikke den forskellige benlængde kan retsmedicinerne påtegne.
Rosa blev skudt i hovedet, men retsmedicinerne påtegner næsten intet om dette. Liget har en kraftig kranieskade, men de kan ikke påvise at det er fra en geværkolbe. De afviser at undersøge tandsættet. På billeder fra obduktionen bærer liget nogle af Rosas ejendele, smykker og en håndtaske, hvilket vil være usandsynligt efter 4½ måned i vandet. De må være anbragt.
Der er mange ting i obduktionsrapporten som tyder på at retsmedicinerne udmærket véd at liget ikke er Rosa Luxemburg.

Foto: Mindesten ved Landwehr kanalen. Manfred Brückels Wikipedia Creative Commons

I en artikel i Spiegel ser det ud til at Rosa’s rigtige lig nu er fundet i kælderen til Berliner Medizinhistorischen Museum. Overensstemmelserne imellem liget i kælderen og Rosa’s krop er påfaldende: den fundne krop har samme mål, alder og tidsperiode som Rosa, liget bærer præg af gigt og benene har forskellig længde. Liget i kælderen mangler hoved, hænder og fødder. Præcis dér hvor hænder og fødder mangler, havde soldaterne bundet sten for at få liget til at synke. Hovedet menes at være en del af præparatsamlingen i det retsmedicinske institut. Der var øjensynligt en slags kraniefetisch, hvor man ikke syntes der var noget i vejen med at fjerne kranier fra historiske personligheder med henblik på fx undersøgelse.

Links:

http://politiken.dk/kultur/article727029.ece

http://www.focus.de/wissen/wissenschaft/wissenschaft-rosa-luxemburgs-leiche-in-berliner-charite-gefunden_aid_403743.html

Kvinderne måtte knokle på marken og på gårdene.  I byerne arbejdede de indenfor handel, industri, undervisning og mange andre arbejdspladser.  Der blev pludselig brug for kvinderne som ellers ikke bare kunne få et hvilket som helst job.

På landet skulle høsten ordnes selvom mændene var af sted i krigen. Uden høst ville de sulte eller gå konkurs. Man måtte sælge ud af besætningerne så de ikke var for dyre og krævende i drift.

Den tyske stat skulle i princippet betale en forsørgelse for de familier, hvis mænd var i krig. Det var meget små beløb.  De lokale administrationer havde mulighed for at supplere med understøttelse, men nogle valgte at presse kvinderne endnu mere. Nogle blev presset i form af tvangsudskrivninger til at deltage i høstarbejde mm.  Hvis kvinderne afviste fx fordi de havde mange børn at passe, så mistede de understøttelsen.

Inge Adriansen nævner i bogen “Sønderjyderne og den store krig 1914-1918″ en episode hvor en kvinde ikke kan få hentet mælk fra den store nabogård fordi de vil have hende til at hjælpe til.
Mælkejunger var tunge og hverken kvinden eller hendes drenge kunne løfte mælkejungerne. De fik derfor ikke udbragt deres mælk i nogle uger. Familien måtte bære/fragte mælken 600 meter til hovedvejen hvor en mere venligtsindet gårdmand så tog mælken med.

Nogle sultede, især blandt de fattigste.  Der var rationeringsmærker på dagligdags ting som fx brød. Uden rationeringsmærker kunne man ikke købe brød, og hvis man havde brugt sine mærker kunne man ikke få mere brød. Der måtte ikke bages brød selv.  Inge Adriansen refererer en historie om en dreng som sendes til bageren med de sidste brødmærker for perioden. Drengen taber mærkerne og pengene og må vende hjem uden. Alle vidste hvad det betød da han fortalte det derhjemme. Stilheden sænkede sig og familien indstillede sig på at måtte sulte, der var ingen brød.  Heldigvis blev de reddet af en datter som arbejdede hos en mere velstillet familie.

Sønderjyderne og den store krig 1914-1918.
Skyttegrav og hjemmefront : sønderjyder fortæller.
Sønderjyder i den store krig 1914-18.

Det viser sig at en del danske faktisk blev arresteret, nogle endda skudt da krigen brød ud 1. august 1914.  Det var folk med indflydelse; bankdirektører, avisredaktører, skolelærere, købmænd, folk med kendte danske holdninger, eller antikrigs holdninger. Det kunne fx være flagning med det danske flag. Fængslingerne kunne være midlertidige og lokale, eller til et stort fængsel i fx Hamborg.  Fængslingen kunne også foregå over flere omgange.

Der var konstant overvågning og kontrol med befolkningen. Grænsen til Danmark blev spærret af og patruljeret af soldater. Der var lukket af til Danmark fra Christiansfeld i øst til Vester Vedsted i vest.
Det var nu ikke bare kontrol af selve grænsen. Fx kontrollerede gendarmer mere eller mindre nidkært om der var madvarer i spisekamre og kældre. Måske for at checke om der var slagtet ulovligt eller på anden ulovlig vis samlet forråd.  Som kendte danskere blev man mistænkeliggjorte. Stoppet i tog, og måske mobbet direkte på gaden.

I en af bøgerne omtales en kvinde som var født i juni 1904. Hendes far og mor havde en lille landejendom, et fattigt sted.  De havde en snes tønder land jord og seks køer, lidt svin og høns.  Hendes far var nødt til at tage arbejde rundt om på gårdene for at få det til at løbe rundt.  Daglønnen var 50 pfennig eller et hjemmebragt brød. En overgang slog han også sten på vejen.

Der blev efterhånden ti børn i huset men der var aldrig mere end 4 senge!  De mindste sov hos deres fader og moder mens de andre sov sammen nogle stykker i hver seng.  Efterhånden som børnene voksede op kom de ud og tjene på andre større gårde.

Da deres far blev indkaldt måtte familien klare sig selv. Det var meget hårdt for moderen.  De fik lidt hjælp fra andre bønder bl.a. til kørsel i høsten, men når de havde været én dag med hest og vogn hos familien måtte moderen af sted en dag for at hjælpe med at binde neg eller lignende. Ekstremt hårdt for en mor med ti børn og sin egen gård at passe.