Kirsten Skaarup er the grand old lady indenfor genren vegetarkogebøger. Kort før jul udgav hun Det kærlige køkken: Grøn mad til en sårbar planet, som er hendes 13. i rækken, og denne kogebog er, som hendes andre udgivelser, velskrevet og meget inspirerende. Den er velskrevet, fordi kogebøger ikke længere bare indeholder en række opskrifter. Nu om dage er kogebøger livstilsbøger, der giver læseren en oplevelse igennem bogen, og som kan inspirere læseren til at afprøve nye retter med nye råvarer, krydderier eller hvad det nu måtte være, som den pågældende kogebog sætter fokus på.
Det kærlige køkken: Grøn mad til en sårbar planet henvender sig i første omgang til den miljøbevidste læser. Det er en kogebog, der giver stof til eftertanke omkring klimaforandringer og sund kost. Det er nemlig, når det kommer til stykket, meget mere miljøvenligt (og for så vidt også sundere) med et par vegetariske aftensmåltider om ugen. Bogen er dog på ingen måde frelst eller missionerende og løfter heller ingen pegefingre.
Det kærlige køkken: Grøn mad til en sårbar planet er nemlig først og fremmest en superlækker kogebog med et fantastisk lay out, spækket med lækre farvefotos af alverdens madvarer, rå som tilberedte, og jeg kunne faktisk slet ikke lægge bogen fra mig, første gang jeg fik den hånden. Jeg havde selvfølgelig lånt den her på biblioteket, og jeg læste den igen og igen flere aftener i træk og kunne slet ikke få nok af at kigge på lækre billeder og læse det lille leksikonafsnit, der er om grønsager, krydderier osv. Og jeg læste igen og igen opskrifter på postejer, brød, salater, pastaretter osv. Faktisk endte det med, at jeg selv købte bogen, for denne bog måtte jeg bare eje!
Det skal så lige siges, at jeg ikke er vegetar (men var fra jeg var 16 til jeg var 27), og jeg spiser kød nærmest hver dag, så det er altså en brugbar og anbefalelsesværdig bog – ikke bare for den hårde kerne – men også for de læsere, der gerne vil inspireres til at spise lidt grønnere på en spændene og lækker måde og som en sidegevinst hjælper miljøet på bedre vej.
Det kærlige køkken: Grøn mad til en sårbar planet har sin egen hjemmeside her
Du kan se, om bogen er hjemme på Fredericia Bibliotek her
Nye kommentarer