Per Petterson: Jeg forbander tidens flod

Det er i dag blevet offentliggjort, at Per Petterson får tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for hans nyeste roman “Jeg forbander tidens flod”. Litteraturprisen, som er på 350.000 danske kroner, bliver overrakt til Per Petterson i slutningen af oktober 2009 i forbindelse med Nordisk Råds session i Stockholm. Tildelingen er meget aktuel, da bogen netop er udkommet på dansk. Det skete den 28. marts. Det er muligt at lave en forhåndsreservering på bogen ved at udfylde denne formular.

Bedømmelseskomitéen skriver om bogen: “I et poetisk og stillegående sprog formidler Petterson, hvor vanskeligt det er at få sagt det som føles mest nødvendigt at sige til hinanden”.
Flere aviser har allerede anmeldt den norske originaludgave i anledning af at den var normineret til prisen.
En række af Per Pettersons bøger bygger på selvbiografisk stof. Han holder dog en distance til det personlige ved at kalde sig Arvid Jansen i bøgerne. “Jeg forbander tidens flod” føjer sig til rækken af bøger om Arvid. De er blevet beskrevet som en serie, men de er ikke direkte sammenhængende. Det er enkeltstående bøger. Man kan dog godt placere dem i en rækkefølge udfra den alder Arvid har i bøgerne. “Aske i munden, sand i skoen” er den første, hvor Arvid er seks år. I “Ekkoland” er han blevet tolv.  “Det er okay med mig” foregår i slutningen af tresserne, hvor Arvid er blevet teenager. Her er han dog kun en biperson. Vi får fortalt historien set med hans jævnaldrende ven Auduns øjne. Den blev udgivet på dansk i 2002, mens de to første titler først kom i 2008.
“Jeg forbander tidens flod” springer frem i tiden til 1989, hvor muren falder og tiderne skifter. Arvid er blevet 37 år gammel og hans danske mor har fået kræft. Der er nogle løse tråde fra hendes fortid, hun gerne vil have samlet op. Hun tager derfor færgen til sin barndomsby Frederikshavn. Arvid følger efter. Hen ser også tilbage på sit liv, hvor han viljeløst har ladet sig rive med af “tidens flod”.
Bogens omdrejningspunkt er forholdet mellem Arvid og hans mor. Per Petterson har tidligere skrevet om moderens opvækst og familie i “Til Sibirien”. “Ekkoland” foregår også i Frederikshavn under en sommerferie. I ventetiden inden biblioteket får anskaffet “Jeg forbander tidens flod” vil det være en god forberedelse at læse disse to bøger.

Læs mere om bogen på forlaget Batzers hjemmeside
Læs om forfatteren og hans øvrige bøger på Forfatterweb

Skriv et svar

 

 

 

Du kan bruge disse HTML-tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>