Frauenkirchen    (Kilde:www.flickr.com)

Dresden er hovedstad i delstaten Sachsen og er en vigtig kunst- og kulturby med ca. ½ mill indbyggere.
Gennem byen løber floden Elben, og der er mulighed for en sejltur på en af de mange hjuldampere og andre turbåde. Langs floden er der de fleste steder områder med græsbevoksning og stier, hvor folk går tur, løber eller cykler.
Dresden var i mange år hovedsæde for sachiske kurfyrster og konger. Mest markant var August den Stærke (1694 – 1733), somvar meget kunstinteresseret og bygherre til en lang række fine bygninger og anlæg i barokstil, bl.a. slottet Zwinger.
I februar 1945 bombede de allierede Dresden. Bombardementet startede den 13. februar og aftenen og fortsatte næste dag. Hele den indre by var et flammehav, og en stor del af byen blev forvandlet til aske og ruiner. 7.000 offentlige bygninger blev fuldstændig ødelagt, herunder mange uvurderlige mindesmærker som Frauenkirche og Zwinger. Frauenkirche styrtede først sammen den 15. februar efter at der var opstået brand i kirken. Ildstormen over Dresden nåede op over 1000 grader, og kirkens sandstensstruktur kunne højst klare 400 graders varme.
Der er usikkerhed om hvor mange mennesker der døde, men historikeren Frederick Taylor anslår, at det var mellem 25.000 – 40.000.
Dresden var hidtil blevet skånet for større bombeangreb modsat de fleste andre tyske byer. Lige siden er bombardementet af Dresden er blevet diskuteret og kritiseret.Det fandt sted i krigens slutfase, hvor det stod klart at Tyskland ville tabe. Var det en hævnakt for tyskernes bombardement af Coventry Cathedral i 1940? Der har sågar været gisninger om,  hvorvidt Dresden stod på listen over mulige atombombemål.

Dresden februar 1945. (Kilde: warpictures.org.uk)

I dag er Dresden genopbygget og kirker, kongeslot og museer ser ud som de gjorde det i barok-ken. Man skal vide det for at se, at alle de gamle bygninger i bymidten er opført for nylig. Værd at nævne er: Semper-operaen og  Zwinger, der rummer nogle af byens fineste kunstskatte. Frauenkirche – byens berømte vartegn – stod færdig i 2005. Ved hjælp af computerteknologi lyk-kedes det at anbringe de bevarede bygningsdele nøjagtigt der, hvor de oprindelig havde været placeret. Genopbygningen kostede ca. 1 milliard kroner. Farveforskelle mellem nye og gamle sandsten minder os om kirkens og byens historiske skæbne.
Ikke alle ødelagte bygninger er opførst som de oprindelige, f.eks. er den jødiske synagoge en moderne bygning fra 2001. Den gamle blev brændt i 1938 under Krystalnatten.

Kilder:
Christer Bergstrøm: Helvedet i Dresden
Side 34 – 38 i: Alt om historie, nr. 11. 2009.

Bolette Bramsen: Dresdens pragt
Side 36 – 42 i: Antik og auktion, nr. 2, 1009.

Dresden. Hamburg, Jahreszeiten, 2005. Merian 58/11

Jytte Flamsholt Christensen: Turen går til Midttyskland.
Politiken, 2010.

Gabriele Kalmbach:
Bielfeld Reise-Know-How Verlag Peter Rump, 2009.

Frederick Taylor: Dresden: Tuesday 13 February 1945
Londom Bloomsbury, 2005.

Avisartikler:

Per Johannes Erichsen: Genopstandelsen. Øjebliksbilleder fra Dresden, byen der udsates for “den langsomme atombombe” 13. februar 1945.
I Weekendavisen 09.03.2001

Peter Johannes Erichsen: Gensyn med Dresden
I Weekendavisen 09.03.2007

Materialet kan bestilles via: www.bibliotek.dk

Hans Christian Post:
Hvorhen med historien (om genindvielsen af Frauenkirchen)
I: Weekendavisen 13.05.2005

Kvinderne måtte knokle på marken og på gårdene.  I byerne arbejdede de indenfor handel, industri, undervisning og mange andre arbejdspladser.  Der blev pludselig brug for kvinderne som ellers ikke bare kunne få et hvilket som helst job.

På landet skulle høsten ordnes selvom mændene var af sted i krigen. Uden høst ville de sulte eller gå konkurs. Man måtte sælge ud af besætningerne så de ikke var for dyre og krævende i drift.

Den tyske stat skulle i princippet betale en forsørgelse for de familier, hvis mænd var i krig. Det var meget små beløb.  De lokale administrationer havde mulighed for at supplere med understøttelse, men nogle valgte at presse kvinderne endnu mere. Nogle blev presset i form af tvangsudskrivninger til at deltage i høstarbejde mm.  Hvis kvinderne afviste fx fordi de havde mange børn at passe, så mistede de understøttelsen.

Inge Adriansen nævner i bogen “Sønderjyderne og den store krig 1914-1918″ en episode hvor en kvinde ikke kan få hentet mælk fra den store nabogård fordi de vil have hende til at hjælpe til.
Mælkejunger var tunge og hverken kvinden eller hendes drenge kunne løfte mælkejungerne. De fik derfor ikke udbragt deres mælk i nogle uger. Familien måtte bære/fragte mælken 600 meter til hovedvejen hvor en mere venligtsindet gårdmand så tog mælken med.

Nogle sultede, især blandt de fattigste.  Der var rationeringsmærker på dagligdags ting som fx brød. Uden rationeringsmærker kunne man ikke købe brød, og hvis man havde brugt sine mærker kunne man ikke få mere brød. Der måtte ikke bages brød selv.  Inge Adriansen refererer en historie om en dreng som sendes til bageren med de sidste brødmærker for perioden. Drengen taber mærkerne og pengene og må vende hjem uden. Alle vidste hvad det betød da han fortalte det derhjemme. Stilheden sænkede sig og familien indstillede sig på at måtte sulte, der var ingen brød.  Heldigvis blev de reddet af en datter som arbejdede hos en mere velstillet familie.