The Pacific er den officielle bog bag tv-serien The Pacific, der handler om stillehavskrigen. Bag tv-serien står samme kræfter som den flotte serie Kammerater i krig

Jeg er ikke normalt den store fan af hverken krigsfilm eller bøger om emnet. Men jeg har set Kammerater i krig og var  meget betaget af serien.
Den var, i mine øjne, langt mere realistisk end så mange andre krigsfilm, jeg har set. Defor var det med stor spænding jeg gik i gang med denne bog.

The Pacific følger en gruppe meget forskellige mænd der kæmper i stillehavskrigen. Jeg kender ikke særligt meget til stillehavskrigen, så bogen var en kærkommen lejlighed til at få mere af vide.

Man kan spørge sig selv, hvorfor man skal læse en bog, når man nu bare kan se en tv-serie Men faktisk er der en del forskelle mellem de to.
En af de mere centrale personer i tv-serien optræder kun lidt i bogen og to af de mænd som følges i bogen er slet ikke med i tv-serien.

Jeg kender som sagt ikke meget til stillehavskrigen og jeg må indrømme at bogen ikke, i mine øjne, formåede at give det store forkromede overblik, hverken over den store sammehæng i krigen eller de historieske perspektiver.

Men det gør den ikke nødvendigvis til en dårlig bog. Faktisk synes jeg et de meget personlige beretninger gør bogen både nærværende og utrolig spændende.

En af de personer som ikke er med i tv-serien er Austin Shofner, der tidligt i krigen bliver krigsfange hos japanerne. Jeg må indrømme, at jeg blev meget optaget af hans skæbne. Det især var afsnittene om Shofner som viste mig, hvor brutal stillehavskrigen var.

Der er lavet utallige film og bøger omkrig skæbner i KZ lejrene i Europa, men så vidt jeg kan bedømme lod de japanske krigsfangelejre ikke nazisterne meget efter. Det var afsnit i bogen som for mig var meget svære at læse, simpelthen fordi det var så meningsløst og brutalt. Af og til måtte jeg simpelthen lægge bogen fra mig for lige at sunde mig lidt og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor heldig jeg var, at det var en mulighed.

Bgoen giver et spændende og medrivende indblik i kampene. Men det bedste i mine øjne er, at den  også på flot vis formidler de stille perioder mellem kampene.

Perioder hvor der kun skete få ting  og hvor kedsomheden regrede. Forfatteren formår at give læseren indblik i den side, uden man taber interessen og begynder at kede sig. Jeg synes de afsnit var utrolig interssante, fordi det giver en anderledes indtryk af krig end man normalt får.

Bogen viser også hvor kaotisk den første del af krigen var for amerikanerne. Faktisk var der store problemer med forsyningerne til folkene og den del måtte mændende selv “organisere” på forskellig måde. Det er, I mine øjne,  med til at gøre bogen vedkommende og giver historien dybte.

Bogen rummer også en del teknisk snak om de forskellige våben og især flyene. Jeg må erkende at den slags ikke har min store interesse og jeg synes det virker tungt og en andelse kedeligt. Men jeg har en mistanke om, at en del læsere vil være uening med mig i den opfattelse.

Alt i alt var The Pacific en meget personlig beretning om krigen i stillehavet. Så hvis du er ude efter det strore overblik og de mange politiske beslutninger er nok ikke denne bog du skal gribe først.

Men hvis du gerne vil vide hvordan krigen var for de mænd som kæmpede og hvad omkostninger den havde. Så har du fat i den helt rigtige bog.
Hvis du nyder at læse krigsromaner kan du også roligt gribe The Pacific. Den er spændende nok til at leve op til de fleste krigsromaner.

En af dem som skrev om sine forfærdelige oplevelse var Kristian Tastesen.
Hans bog ”I Verdenskrigen” udkom i 1922.

Det er hård læsning, om sønderlemmede mennesker og kamp med bajonetterne. Kristian Tastesen var utrolig heldig at han overlevede. Så vidt jeg har kunnet registrere døde Kristian Tastesen i  Kolding i 1976.  Hvordan mon han havde det efter krigen, havde han krigstraumer eller havde han et ordentligt liv.  I de kommende artikler vil jeg skrive om Kristian Tastesens oplevelser i 1.verdenskrig

Kristian Tastesen kom fra området omkring Haderslev og blev derfor indkaldt til tysk krigstjeneste under 1.verdenskrig.  Han kom til at kæmpe på både øst- og vestfronten og i løbet af de 4 år kom han både til Frankrig, Rumænien, Bulgarien, Palæstina, Suez, og grænsen til Rusland.

Allerede ved ankomsten til fronten anede soldaterne hvilken vej det gik.  De ankom til fronten i Chiry den 18.december om natten. Byen var en ruin og de måtte sove i en bygning uden tag og granaterne fløj over hovedet på dem. Kristian Tastesen skriver (s. 11) således:

I Chiry laa i Forvejen Tropper af det gamle Regiment, som var omtrent oprevet Regimentet havde bestaaet af ca. 3000 Mand, nu var der kun 370 Mand tilbage. Resten var falden eller saaret. De, der var tilbage, saa ganske ynkelige ud, pjaltede eller snavsede, de fleste var ikke barberet i længere Tid, saa de lignede gamle Mænd, skønt de kun var 22 eller 23 aar.

Fra Wikipedia.de (Commons fra IWM)

Han blev lettere såret allerede 11.februar 1915 og kastedes derefter ud i de første sindsoprivende angreb bl.a. 12.marts 1915 hvor tyskerne angreb ved Siossons (s.19-20):

Vi troede alle, , det blev vor sidste Tur, særlig da Halvparten af os var Sønderjyder, og vi vidste, vi nok skulde komme i Ilden. Vi kom til at ligge i en Skyttegrav 200 Meter bag den forreste Ildlinje. Kl. 4 begyndte det tyske Artilleri at skyde. Hvor mange Kanoner ved jeg ikke bestemt, men efter min Mening var der op imod et Par Tusinde, i hvert Fald kunde vi ikke høre Skuddene hver for sig, kun en lang, mægtig Torden hele Tiden. . Ca. 20,000 Mand stod paa en ganske kort Front parat til at angribe, saa snart Artilleriet havde gjort Forberedelserne. Den første Time besvarede Franskmændene kun med enkelte Skud, men ved 5-Tiden gik det løs. Det var en Torden, saa man ikke kunde høre, hvad man selv sagde. Granater sprang rundt om os og i Luften: og dette sammen med de Saaredes Skrig og Jamren gjorde Stedet til et rent Helvede, som slet ikke lader sig beskrive. Det varede i tre Timer, ca, Graven var snart jævnet, og mange var faldne. Kl. 8 begyndte vi stormløbet mod de franske Linjer over en flad Mark paa 600 Meter. Mange faldt, saa snart de kom ovenfor Graven, men andre rykkede frem over døde og døende Kammerater. Da brugte Franskmændene første Gang Gas, og vi havde jo ingen Gasmasker. Mange blev bedøvede af Gassen, men det var ikke saa farligt endda, da det meste blev liggende nede ved Jorden, og saa længe man var oprejst, mærkede man ikke meget, kun øjnene blev daarlige nogle Dage efter.
Mange faldt for Maskingeværerne, saa vi, der kom bagefter, maatte løbe over Døde og Saarede eller vade i Blod. Da vi naaede de franske Skyttegrave, var disse fuldstændig jævnede, og de Soldater, der var tilbage, rakte Hænderne i Vejret og lod sig tage til Fange. 85. Regiment, hvor jeg var i Øjeblikket, tog alene 800 Fanger samt noget af alle Slags Vaaben. Da vi var færdige Kl. 10 om Formiddagen, blev vi, der var tilbage af min Deling, ialt 17 Mand – vi havde mistet 19 – kørt tilbage til vort gamle Regiment. Officererne takkede os, fordi vi havde klaret os saa godt, men derudover intet. Ikke en Gang en Beklagelse af, at der var falden saa mange.

Kristian Tastesen blev sværere skadet 04.april 1915 da en granat ramte hans skyttegrav.  Den 12. august var han så rask at han sendtes til fronten igen.  Denne gang østfronten.  Om muligt var forholdene endnu værre på østfronten.  Den 03. september angreb tyskerne ved Friederichstadt og Kristian Tastesen skriver (s.23-24):

Fra Bakken kunde vi se Tusinder af Tyskere storme frem. Der var sort af Mennesker, og det varede ikke længe, før Jorden var rød af Blod. Vi stormede frem, Kuglerne peb, saa jeg forstaar ikke, at jeg ikke blev ramt.
Endelig naaede vi Pigtraaden. Artilleriet havde ganske vist skudt det bort nogle Steder, men vi maatte jo ikke samles, saa vi kunde komme derigennem allesammen.
Saa maatte vi oven over. Jeg sprang op og løb oven paa Pæle og Traaden og kom ogsaa godt over, men her stod Russerne saa tæt som Fluer og med opplantet Bajonet og tog imod os. Jeg stod pludselig over for tre Russere og havde mest Lyst til at lade mig tage til Fange, dog det kunde jeg heller ikke, da de andre kom bagefter.
Jeg gik imod den ene, og nu kom der flere af mine Kammerater til. Jeg maatte springe et Par Gange tilbage for ikke at blive ramt af hans Bajonet; men saa fik jeg Lejlighed til at stikke min Bajonet ind i Siden paa ham, saa han faldt med et Vræl. I det samme kom der en til, og jeg fik lige Tid til at faa min Bajonet ud og slaa ham i Hovedet, saa han faldt. Ved Siden af mig havde en af mine Kammerater faaet et Bajonetstik i Hoften, og Russeren stod og kunde ikke faa sin Bajonet ud igen.  Jeg stødte ham da min Bajonet igennem det ene Ben, saa han nøjedes med at blive saaret. Imens var nogle af mine Kammerater allerede kommen over Skyttegraven og videre frem mod den næste. Men nu masede Fjenden paa og drev os tilbage til den første Skyttegrav igen under stadig Kamp med Bajonetter og Haandgranater. Luften var fuld af Jord, Sten, Træstumper og Støv, saa vi ingenting kunde se, og Larmen fra Kanoner og Geværer, blandet med de Saaredes Skrig, gjorde Stedet til et rent Helvede, som ingen, der ikke har set det i Virkeligheden, i sin vildeste Fantasi kan gøre sig nogen Forestilling om.

Endelig i juli måned 1918 blev det for meget for Kristian Tastesen. Efter adskellige hårde skyttegravskampe i april-juni 1918 virker det som om Kristian Tastesen har granatschock, han har været nærmest mentalt lammet og alting er foregået som i tåge. Han har for længst sagt livet farvel og tror ikke på at han overlever. Den 15. juli var han i kamp for sidste gang ved Armentieres og efter disse kampe er de kun 4 mand tilbage i deres kompagni på  oprindeligt 100 mand.  Herefter søgte Kristian Tastesen orlov og fik den bevilliget. Under orloven flygtede han, 8-9.august 1918, over grænsen ved Skodborg.  Vagterne på denne strækning af grænsen stod med kun 50 meter imellem sig og Kristian måtte holde sig i skjul i et par døgn før han tog chancen og spurtede over grænsen, mens vagterne skød efter ham. Han undslap også her kuglerne og kunne komme hjem til familien.

Kristian regnede ikke selv med at have overlevet ret meget længere ved fronten og 1.verdenskrig sluttede først den 11.november 1918 (11.11.1918, kl. 11)  – 4 måneder senere!

En tanke herfra til ære for alle de berørte af 1.verdenskrig her på 90 årsdagen for krigens ophør!

For mange er det sikkert et glemt eller fortrængt kapitel af vores lands historie. Efter krigen mod Tyskland og Østrig-Ungarn i 1864 havde Danmark tabt landsdelene Nord- og Sydslesvig og Holsten. Hvor Danmark tidligere gik til Eideren, gik landegrænsen nu ved Kongeåen lige SYD FOR KOLDING.

Det betød at ved 1.verdenskrigs ubrud blev i tusindvis af unge danske tvangsudskrevet til at kæmpe i den tyske hær. De blev sendt til skyttegravene som kanonføde. Af dem som var heldige og kunne vende hjem efter krigen var mange mentalt ødelagte.

Min kones bedstefar kom fra Lysabild på Als og blev indrullet som tysk soldat. Efter krigen blev de oplevelser og tanker som de unge mænd gik med fortrængt. Det var ikke god tone at tale om at man havde kæmpet på tyskernes side – end ikke selvom det var mod ens vilje. August døde i en relativt ung alder. Han havde et tålsomt liv efter krigen, men han var også et trykket menneske, som aldrig fik talt ud om sine forfærdelige oplevelser under krigen. Jeg har læst nogle af hans breve hjem og de nævner INTET om krigens grusomheder – nærmest tværtimod.

I 1984 mødte jeg på et plejehjem i Åbenrå en gammel mand som også havde været afsted. Naiv som jeg var spurgte jeg til hans oplevelser under krigen. Der var stilhed i nogle lange sekunder og så åbnede hans sluser fuldstændig. Jeg får gåsehud og tårer i øjnene af at tænke tilbage på det. Han var en meget levende fortæller og det var med store armbevægelser og gråd at jeg fik en lille flig af hans oplevelser.

I Sønderjylland er der alligevel mange historier som BLIVER fortalt bl.a. om tyske krigsfangelejre i Sønderjylland. nede omkring Holbøl var der fx. en krigsfangelejr for russiske krigsfanger og de havde det ikke for godt i forhold til dem i andre fangelejre.

Der findes en masse gode beskrivelser om enkeltpersonernes oplevelser under 1.verdenskrig. De er stadigvæk meget læsværdige, bl.a. fordi det er nogenlunde det samme som fx. unge danske soldater i Afghanistan oplever – derude og derhjemme. Teknologien og krigsførelsen har ændret sig, men påvirkningen af soldaterne er den samme.

Skønlitteratur:

Sebastian Faulks: Men fuglene synger alligevel.
Inden 1. verdenskrig oplever Stephen et smukt kærlighedsforhold, men krigen ødelægger det. Stephen tager krigens rædsler og forfærdelige oplevelser med i sit sind og har svært ved at blive et helt menneske igen

Marie Helleberg: Den sommer mændene forsvandt
12-årige Ingeborg lever et beskyttet liv på gården Egebøl i Sønderjylland indtil 1. verdenskrig henter både hendes dansksindede far og storesøsterens tyske forlovede til den tyske hær.

Jørgen Kreutzmann: Når retsind fører ordet: Mathias Mygind : en sønderjyde i 1. Verdenskrig.
Under mobiliseringen 1914 bliver den 38-årige dansksindede sønderjyde Mathias Mygind indkaldt til den tyske hær. Efter et års forfærdelige kampe falder han ved østfronten efterladende sig hustru og tre børn.

Marcus Lauesen: En mand går bort fra vejen.
Roman om en ung sønderjyde, der føler sig slået ud af den første verdenskrig.

Marius Møller: Han gjorde sin pligt: En beretning om en sønderjydsk soldat.
En Beretning om en sønderjysk Soldat. Fortællingen er bygget dels over en række autentiske Soldaterbreve, dels over mange Samtaler med Sønderjyder, dels over personlige Oplevelser.

Boy Petersen: Grænseland 1917.
Sønderjyske Nis falder på tysk side i 1917, og tilbage sidder Anke med to små børn. Sladderen tager fat, da hun bliver gravid efter en voldtægt og svigtes af sine nærmeste.

Hans Petersen: Det bødes der for.
Virkelighedsskildring fra Sønderjylland under Verdenskrigen
Roman om en ung sønderjysk kvindes tragiske skæbne under den 1. verdenskrig

Jens Aage Poulsen: Den sidste sommer.
Samhørende: Den sidste sommer ; I fremmed tjeneste
Peter er butikslærling i en lille by nær Haderslev. Det han frygter allermest sker. 1. verdenskrig bryder ud, og han indkaldes til den tyske hær i Husum. Næste punkt er Vestfronten i Nordfrankrig.

Jens Aage Poulsen: I fremmed tjeneste
2. del af: Den sidste sommer. Seriens indhold se denne
Den dansksindede sønderjyde Peter må mod sin vilje gøre soldatertjeneste i den tyske hær under 1. verdenskrig. Ved Vestfronten oplever han krigens grusomheder og et tæt kammeratskab i hæren.

Eric Maria Remarque: Intet nyt fra vestfronten
Om rædslerne i vestfrontens skyttegrave under 1. verdenskrig

Eric Maria Remarque: Tiden der fulgte
Skildring af tiden efter 1. verdenskrig, da de tyske soldater vendte hjem og fandt, at intet var, som de havde forestillet sig.

Gerd Rindel: Men himlen lukker sine øjne
Under 1. verdenskrig bliver de unge mænd i den lille dansksindede flække i Nordslesvig indkaldt til at kæmpe for tyskerne. Krigen og den spanske syge dræber mange, men trods alt lever kærligheden, og nye fødes.

Michael Rütz: Charlotte
Den unge sønderjyske Charlotte gifter sig tysk i 1914 og afvises, da hun som krigsenke vender tilbage. Da hendes søn falder på tysk side i 2. verdenskrig, ser hun historien gentage sig.

Faglitteratur:

Inge Adriansen:
Ivan fra Odessa : krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914-1920
Om de mange russiske, rumænske, franske, belgiske, engelske og italienske krigsfanger, der af de tyske myndigheder blev udstationeret som billig arbejdskraft i Sønderjylland under 1. verdenskrig. Desuden om hvordan lokalbefolkningen tog imod krigsfangerne, og hvilket arbejde fangerne udførte
Sønderjyderne og den store krig 1914-1918 / ved Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen. – Aabenraa : Museum Sønderjylland : Historisk Samfund for Sønderjylland, 2006. – 373 sider

Adriansen, Inge
Første verdenskrig i mikroperspektiv : Maria Gørrigsens åbenbaringer / Inge Adriansen. – [Sønderborg] : Historisk Samfund for Als og Sundeved : Museet på Sønderborg Slot ; [Kbh.] : i samarbejde med Foreningen Danmarks Folkeminder, 2003. – 144 sider :
Med litteraturhenvisninger
Gengivelse af Maria Gørrigsens (1884-1923) protokoller og tegninger fra tiden 1917-1923, der beskriver hendes syner om konkrete begivenheder under verdenskrigen, hendes reaktion på budskabet om brorens fald ved Vestfronten i 1917, dommedagvisioner og syner om Maria som Vorherres udvalgte.

Svend Falkner Sørensen
Faneflugt? : dansksindede soldaters flugt fra tysk krigstjeneste 1914-18 /
Emne: den 1. verdenskrig ; 1910-1919 ; soldater ; desertører ; Slesvig-Holsten ;