Men der er dog en undtagelse fra mit glødende had. BBC har lavet de mest fantastiske serier med 2 historikere og en historiske konsulent, der i et år lever som på deres forfædres tid. Jeg har foreløbigt set Victorian farm og Edwardian farm og det er fantastisk underholdning.

De tre medvirkende Alex Langlands, Peter Ginn  og Ruth Goodman lever sig ind i projektet med liv og sjæl. Her er ingen hulkende sammenbrud over ikke at kunne komme i bad eller det uretfærdige i at arbejdet er hårdt.

I stedet ser du nogle mennesker, der synes projektet er en fantastisk mulighed for at kombinere deres professionelle og teoretiske viden med en praktisk dagligdag. De viser hverdagslivet og formidler datidens samfund og livssyn, så man ikke kan undgå at blive grebet.

De benytter datidens aviser, håndbøger og diverse eksperter til at sikre, deres produkter bliver så realistiske som muligt. I serien Victorian farm gik det op for mig, hvor stort at arbejde det var for datidens kvinder at lave kjoler. Selvom den begyndende industrialisering betød at de ikke længere selv skulle væve, var det stadigt en kæmpe opgave.  Det var både sjovt og ærefrygtindgydende at se Ruth Goodmann kaste sig over kjolefremstilling med krum hals.

Ruth Goodmann har også våget sig ud i at formidle viktoriatidens sundhedssyn. Det gør hun på fremragende vis i serien victorian pharmecy, hvor hun har allieret sig med Professor i medicin Nick Barber and PhD studerende Tom Quick. Hvert afsnit tager fat i et par årtier og viser hvilke kolonorme fremskridt der skete på sundhedsområdet på bare 50 år.
Jeg morede mig over det faktum at kvinder i England godt kunne blive apotekere, fordi de mandlige lovgivere havde glemt at skrive et forbud mod kvinder ind i loven.  Ruths eventyr ud i kondomfremstillingens svære kunst var heller ikke uden humor.

Jeg ”tvangsindlagde” mine forældre til at se Edwardian farm og de blev straks store fans. Så det ærgre mig jeg ikke kan købe serierne med dansk tekst. Det ville ellers være en fremragende jule- eller fødselsdagsgave.

Vinterens bedste nyhed var, at viasat history begyndte at sende den helt nye serie fra de tre historikeres hånd: Wartime farm. Jeg har valgt at optage den og har aftalt med mine forældre, at vi skal se den sammen, når de kommer på besøg næste gang.  Jeg glæder mig som et lille barn og kan kun varmt anbefale DR eller TV2 at investere i serierne.

Sådan lyder et af rådene fra Anne Grubbes lægebog.

Jomfru Anne Grubbe (1590-1658) var kusine til Erik Grubbe, Marie Grubbes far, som hun i en årrække førte hus for. Hun blev aldrig gift, men fik muligvis en søn med Christian IV Fra 1946 stod hun for driften af Herlufstrup på Sjælland.  Hun interesserede sig meget for lægevidenskab og efterlod sig en håndskrevet receptbog med 340 råd om behandling af forskellige sygdomme. Kilde: C. Klitgaard i Sprog og Kultur, 1936

Et andet middel til at standse næseblod er at fremsige denne remse:

Stat, blod, du schall icke mere blone heller bløde,
saa sandelig som Jesus paa kaarset stod.

Denne trylleformel er den eneste af sin slags i Anne Grubbes lægebog. De øvrige råd er mere materielle og ja, i høj grad barbariske, set med nutidens øjne:  “Tag en hvalp der er 3 dage gammel og smadr hovedet på den…”, “Tag hjertet af en hare, så varmt som muligt…”,  “Tag et dødt menneskes ben…”

Anne Grubbes tilgang til behandlingsmetoderne er særdeles videnskabelig med henvisning til resultater og kilder. Det er bestemt ikke hekseri, det her, set med datidens øjne. Og der var flere adelige, der gik op i at samle og nedskrive diverse recepter og remser med lægende kræfter.

Håndskrifterne findes i dag i et vist omfang, blandt andet på Det Kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling og i Dansk Folkemindesamling

]]> http://bibliotek7000.dk/historie/?feed=rss2&p=722 0 http://bibliotek7000.dk/historie/?p=146 http://bibliotek7000.dk/historie/?p=146#comments Thu, 05 Mar 2009 12:57:09 +0000 Henrik Hansen http://bibliotek7000.dk/historie/?p=146 Læs resten →]]> I Bibliografi for læger 1898, Archiv for Lægevidenskabelig Historie 1823, Medicinsk-Historiske Smaaskrifter, nr.2, 1912 og Samvirke nr. 10, 1994 – kan man læse om skarpretterens, eller bødlens rolle i forbindelse med sygdom og død.

En del af skarpretterens rolle ved “død” er nok temmelig oplagt. Skarpretteren skulle hugge hovedet og evt. lemmer af de dømte, eller brænde dem på bålet, eller andre voldsomme aflivninger – samt sørge for fjernelsen af kropsdelene.
I fjernelsen af kropsdelene lå der en ekstra indtægt for skarpretteren. Han kunne nemlig sælge kropsdelene til bl.a. apoteket. Fingre kunne bruges til at gøre øllet bedre, og menneskefedt var en bedre og dyrere salve end den der var lavet af dyrefedt. Skarpretteren skar ligene op og fjernede muskler, fedt, knogler og solgte dem til apoteket.

Dette arbejde gav skarpretteren en stor viden om menneskekroppen opbygning og han begyndte derfor også at helbrede sår og brudte lemmer. I 1638 blev den kongelig livslæge tilsidesat af en skarpretter da Christian IV tilkaldte skarpretteren fra Glückstadt som skulle hjælpe kongen med et brækket ben.
Skarpretteren var altså på en måde højere agtet end lægerne på dette tidspunkt. Qua deres adgang til at skære i ligdele kunne skarpretterne noget som lægerne ikke kunne på daværende tidspunkt. Kristian Carøe beskriver i Bibliografi for Læger 1898 et forløb, hvor skarpretteren får dobbelt aflønning i forhold til lægen, for sine besøg, behandlinger og medicinering af et sygt barn.

Overgangen fra skarpretteri til kirurgi er flydende og så sent som i det 19 århundrede fungerede Erik Petersen som skarpretter i Trondheim i 1796, fra 1798 som assistent ved sygehuset og fra 1810-12 som hjælpelæge, inden han som Bataillonskirurg fik sin afsked i 1814. En uddannet kirurg fra samme tid, J.C. Stengel, født 1772, død 1830 var søn af skarpretteren fra Odense, Augustinus Stengel. Carøe skriver, at det er sandsynligt at hans første kundskaber og sin interesse for kirurgien stammer fra faderens virksomhed som kirurg.

I bogen: Middelalderens sygdomme og behandlingsformer i Danmark – omtales Henriks Harpestrengs urtebog.  Henrik Harpestreng (død i 1244) var Erik Plovpennings læge og kannik i Roskilde. Han formodes at have studeret i udlandet og formentlig i klostre erhvervet sig viden om urternes helbredende virkninger.
Klostermedicinens udgangspunkt var legemevæskernes indbyrdes forhold og balance. Sygdomme blev behandlet med dens modsætning.
Diagnoserne stilledes bl.a. ud fra urinens udseende, smag (!) og bundfald. Nogle læger havde et helt farvediagram med 20 forskellige farver for urinen.

Nogle af de mere kuriøse virkninger af Henrik Harpenstrengs planter:
Enebær: Den uddriver vinde (…) og bryder sten …
Jernurt: …. virker på udvækster i øret.
Kamille: knuser blæresten, uddriver dødt foster, virker på al hoste.
Kvan: virker mod gift i mad og drikke samt mod gal hunds bid.
Merian: Virker mod syg drøbel, lårværk, og stumhed.
Mynte: fremskynder fødsler, virker mod syge testikler, stiller al begær og modvirker beruselse.
Persille: gavner alle spedalske,
Rude: fordriver øjnenes mørke og tåge, formindsker kødets lyst hos mænd, men forøger kvindens.
Vejbred: Læger alt hvad der er stødt eller knust i mennesket.

I dag er den dag, hvor den første kvindelige læge i Danmark Nielsine Nielsen fik sin lægevidenskabelig kandidatgrad ved Københavns Universitet. Det skete i 1885. Det er tankevækkende at Nielsine Nielsen fik en kandidatgrad, men først kunne stemme til rigsdagen i 1915.

Nielsine Nielsen var Danmarks første kvindelige akademiker og hun startede i 1889 sin lægepraksis i København.  Men vejen dertil var lang.

Dengang kunne kvinder nemlig ikke blive optaget på videregående studier. Men heldigvis for Nielsine (og kommende generationer af kvinder) lykkes det hende at få en særligt tilladelse. Det tog halvandet år og på studiet måtte hun leve med chikane. På trods af det blev hun læge med førstekarakter. En fantastiks bedrift efter min mening!

Men trængslerne var  ikke ovre. Nielsine ville være gynækolog. Men FrantzHowitz , som var grundlægger af gynækologien i Danmark,  var en stærk modstander af kvindelige læger. Så Nielsine måtte til udlandet for at få sit speciale. Da hun kom hjem til danmark og startede sin praksis, fik hun mange patienter.

Billedet er fundet på Wikipedia

Nielsine var foregangskvinde for lægeverdenen og hun gik ind for fuld ligeberettelse. Hun døde i 1916, kun et år efter valgretten var indført. Du kan læse mere om denne stærke kvinde i Dansk kvindebiografisk leksikon