Men det er intet i forhold til hvor længe, kvinder i andre lande måtte vente på deres stemmeret. I Schweiz fik  kvinderne først valgret i 1971 og i området Appenzell-Innerrhoden måtte de vente helt til 1990. De fik endda kun valgretten, fordi landsdelen blev tvunget til at acceptere lovforslaget. Det var nemlig blevet stemt ned flere gange.

Du kan se hvornår de forskellige lande åbnede for kvindernes valgret på Kvinfo’s hjemmeside

På Billedet har kan du se Martine Christoffersen i fuld festskrud, med resten af byrådet og borgmesterfruen.

Der blev i aviserne bejlet til de kvindelige vælgere bl.a. var der i både Frederica Dagblad og i Fredericia Avis indrykket en annonce af flere fremtrædende kvinder i byen. Her skrev de, at valgret er valgpligt og forklarer hvorfor det er så vigtigt at kvinder stemmer.

Dels fordi kvinderne har samme interesse som mændende i at byen styres godt og dels fordi bystyret vil få gavn af de kvindelige stemmer. Dermed vil kvinderne selv få “Gavn og glæde deraf”
Kvinderene anbefaler i samme annonce, at man sætter sit kryds ved Liste B, som var den borgerlige liste. De mente nemlig, at denne liste tog hensyn til alle interesser og det var vigtigt i et bystyre.

I modsætningen til anoncen som var underskrevet, var der også et anonymt indlæg i aviserne, som forsøgte at kapre de kvindelige stemmer.

Det kunne læses i Fredericia Dagblad 11. Marts. Artiklen gør opmærksom på at med valgretten følger også valgbarhed og kvindernes indflydelse ikke kun handlede omat sætte et kryds. Det var også vigtigt, at der kom kvinder i byrådet.

Forfatteren sammenligner de to lister. Den socialdemokratiske liste har to kvinder opstillet. Men de er sat nederst på listen, hvor chancerne for at blive valgt er minimal. Den borgerlige liste har kun 1 kvinde, men hun er tilgengæld placeret som nummer to på listen.

Det får forfatterne til at konkludere, at socialdemokraterne som ellers støtter kvindernes rettigheder, faktisk ikke er intersseret i at få kvinder ind. Men den borgerlige liste viser, at det ikke er tomme løfter, når man siger man vil kvindernes indflydelse. Indlægget slutter med at anbefale, at kvinderne stemmer på de borgerlige og underskriver sig med En Kvinde.

Byrådet fik en kvinde ind. Det var Martine Christoffersen. Hende kan du se på billedet,

Som en sidste sjov ting kan jeg nævne, at ingen af kvinderne stod under eget navn. De var opført som Fru vinhandler Christoffersen, Arbejdsmand S. Sørensens hustru og Postbud C. Carlsens hustru. Den var nok ikke gået i dag!

Men den indstilling ændrede hans kone Matilde Bajer. Hun overbeviste ham om sagens vigtigthed og ændrede hans syn på kvindernes plads i samfundet. Men Matilde Bajer overlod ikke kampscenen til sin mand. Hun arbejdede selv megetaktivt både for fred og for kvindernes rettigheder.

I 1871 var hun medstifter af Dansk Kvindersamfund. Her var hun en kort overgang formand. Men hun gik hurtigt af. Dels fordi hun blev gravid og dels fordi hun ikke brød sig om at foreningen blev fordansket. Hun var selv internationalt orienteret og mente, at kvindesagen skulle holde forbindelsen med omverden.

Dansk Kvindesamfund var forsigtige i deres fremgangsmåde og Matilde Bajer var utilfreds med den forsigtige linje. Derfor stiftede hun i 1885 Kvindelig Fremskridtsforening. Det var en socialpolisk forening som  bredere og mere aktivt kunne kæmpe for kvindernes valgret.  Da foreningen blev opløst i 1904 blev Matilde Bajer igen aktiv i Dansk Kvindesamfund.

Samtidig med sin kamp for kvinders ligestilling arbejdede Matilde også aktivt for  fredssagen  bla. i Dansk Fredsforening. Sammen med sin mand deltog hun i flere fredskongresser i udlandet og hun var i mange år den kvindesagskvinde og pacifist som havde størst international berøringsflade.

I 1931 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld

Du kan læse mere om Matilde Bajer på Dansk Kvindebiografisk leksikon og på Wikipedia

Men hvem var denne Bajer, der så aktivt kæmpede kvindernes sag?

Frederik Bajer var bestemt ikke nogen almindelige mand. Han uddannede sig til officer og deltog aktivt i krigen i 1864.
Men i 1865  forlod han hæren og deltog i stedet i fredsarbejdet. Han modtog i 1908 Nobels Fredspris og benyttede lejligheden til, at kritisere fredsbevægelsen for manglende organisation.

Men som sagt kæmpede Frederik Bajer ikke kun for fred. Han arbejde også meget aktivt for sin anden mærkesag: Ligestillingen.

Allerede i 1871 stiftede han sammen med sin kone Matilde Bajer Dansk Kvindesamfund og da han i 1872 kom i landstinget, fortsatte han sin aktive kamp for kvinders ligestilling.
Han fremsatte gang på gang forslaget om kvinders valgret. Men også på andre områder arbejde han for kvindernes ligestilling. I 1880 fik han gennemført en lov, der gav gifte kvinder ret til selv at bestemme over deres indtægt.

I 1908 lykkes det, at få vedtaget loven om kvindes valgret til kommunevalg. Men Frederik Bajer forsatte sin kamp. Han ønskede, at kvinder også fik valgret til landstinget og derfor stiftede han i 1913 sammen med flere andre prominente mænd Mandsliga til fremme af kvinders stemmeret.

Frederik Bajer døde i 1922.
Læs mere om Bajer og hans kamp for ligestilling og fred på Wikipedia og Gravsted.dk samt på Kvinfo.dk