I år fejres 100 års jubilæet for Kvindernes internationale kampdag

Kvindernes internationale kampdag startede som en idé i Danmark i august 1910 ved den første internationale socialistiske kvindekongres i København. Mødet blev i øvrigt afholdt i Arbeidernes Forsamlingsbygning, som den gang havde adressen Jagtvej 69, altså det senere ungdomshus, på Nørrebro.

Året efter kongressen, 19. marts 1911, holdt man den første officielle kampdag i Danmark, Østrig, Tyskland og Schweiz. Formålet var at sætte fokus på at kvinder skulle have valgret. I dag virker tanken om at det kun er mænd som kan stemme fuldstændig absurd, men i 1910 var mentaliteten en helt anden.

Blandt de mere morsomme kommentarer fra dengang er en gårdejer Bramsen fra Vonsild, som udtalte ”Men der bliver dog ikke saa lidt mere Ulejlighed, naar man for at gøre sin stemme gældende altid skal slæbe sin Kone med” (Kvinderne og valgretten, Ellen Strange Petersen, 1965, s. 101)

Senere er kampdagen blevet et verdensomspændende fænomen, og datoen er flyttet til den 8. marts.

Det globale tema for årets kampdag er ”lige adgang til uddannelse som en vej til ordentligt arbejde for kvinder”.

Er man interesseret i mere baggrund om 8. marts kan man besøge historie-online.

Vil man vide mere om dansk kvindehistorie er Kvinfo et besøg værd.

Da de to mest betydningsfulde kommunister; Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, blev fanget i deres skjulsted i Berlin var deres skæbne beseglet.  De blev i januar 1919 myrdet af en højreekstremistisk militærgruppe med regeringens stiltiende billigelse.

Under tilfangetagelsen blev Rosa Luxemburg hånet og overfaldet og slået. En soldat slog hende i hovedet med en geværkolbe. Mens hun blev kørt gennem Berlin blev hun dræbt med et skud i hovedet.  Senere på aftenen blev liget smidt i Landwehr kanalen.

4½ måned senere fandt en slusemester et kvindelig i kanalen. Hurtigt bredte rygterne sig om at det var Rosa’s lig man havde fundet. Liget blev bragt til militærlazarettet og undersøgt af højt respekterede retsmedicinere. Imidlertid var det en politisk bombe at Rosas lig var blevet fundet. Rosa var nu en slags martyr for kommunisterne og beslutningstagerne måtte gøre noget. Derfor rummer obduktionsrapporten fra juni 1919 fra Freiburger Militärarchiv nogle mærkværdigheder som en tysk forsker har underet sig over. Det er næsten som om retsmedicinerne i mellem linierne skriver at liget ikke er Rosa Luxemburg. Retsmedicinerne fra dengang påtegner at de ikke kan se årsagerne til at Rosa gik dårligt. Rosa gik meget dårligt pga. en lamhed fra barndommen og hendes ben var ikke lige lange, heller ikke den forskellige benlængde kan retsmedicinerne påtegne.
Rosa blev skudt i hovedet, men retsmedicinerne påtegner næsten intet om dette. Liget har en kraftig kranieskade, men de kan ikke påvise at det er fra en geværkolbe. De afviser at undersøge tandsættet. På billeder fra obduktionen bærer liget nogle af Rosas ejendele, smykker og en håndtaske, hvilket vil være usandsynligt efter 4½ måned i vandet. De må være anbragt.
Der er mange ting i obduktionsrapporten som tyder på at retsmedicinerne udmærket véd at liget ikke er Rosa Luxemburg.

Foto: Mindesten ved Landwehr kanalen. Manfred Brückels Wikipedia Creative Commons

I en artikel i Spiegel ser det ud til at Rosa’s rigtige lig nu er fundet i kælderen til Berliner Medizinhistorischen Museum. Overensstemmelserne imellem liget i kælderen og Rosa’s krop er påfaldende: den fundne krop har samme mål, alder og tidsperiode som Rosa, liget bærer præg af gigt og benene har forskellig længde. Liget i kælderen mangler hoved, hænder og fødder. Præcis dér hvor hænder og fødder mangler, havde soldaterne bundet sten for at få liget til at synke. Hovedet menes at være en del af præparatsamlingen i det retsmedicinske institut. Der var øjensynligt en slags kraniefetisch, hvor man ikke syntes der var noget i vejen med at fjerne kranier fra historiske personligheder med henblik på fx undersøgelse.

Links:

http://politiken.dk/kultur/article727029.ece

http://www.focus.de/wissen/wissenschaft/wissenschaft-rosa-luxemburgs-leiche-in-berliner-charite-gefunden_aid_403743.html

Men det er intet i forhold til hvor længe, kvinder i andre lande måtte vente på deres stemmeret. I Schweiz fik  kvinderne først valgret i 1971 og i området Appenzell-Innerrhoden måtte de vente helt til 1990. De fik endda kun valgretten, fordi landsdelen blev tvunget til at acceptere lovforslaget. Det var nemlig blevet stemt ned flere gange.

Du kan se hvornår de forskellige lande åbnede for kvindernes valgret på Kvinfo’s hjemmeside

På Billedet har kan du se Martine Christoffersen i fuld festskrud, med resten af byrådet og borgmesterfruen.

Den først nobelpris modtog hun i 1903 for udforskning af radioaktivitet. Hun delte den med sin mand og forskeren Henri Becquerel. Den anden fik hun i 1909 for opdagelsen af polonium og radium, og for sin isolering og analyse af radium.

Men vejen til nobelpriserne var lang. Marie er født i Polen og fik sin første undervisning i fysik og kemi af sin far, der var lærer. Efter gymnasiet, ville hun gerne på universitet. Men det var ikke tillad for kvinder og derfor måtte hun rejse til udlandet.

Hun ønskede at læse ved Sorbonne i Paris, men familiens økonomi kunne ikke klare det. Marie fandt dog på råd. Hun indgik en aftale med sin søster. Først skulle Maria arbejde og betale for søsterens studier i medicin ved Sorbonne og derefter skulle søsteren så hjælpe Marie økonomisk, mens hun læste.

Så som 24 årige kunne hun starte på studierne på drømme universitetet. Planen var, at hun skulle hjem til Polen efter studierne. Men som med så mange andre planer, ja så indhentede virkeligheden dem. Marie mødte Pierre Curie og blev gift med ham. Giftemålet fik hende dog ikke til at opgive forskningen og snart begyndte Pierre at arbejde sammen med hende.

Da han døde ved et trafikuheld overtog hun hans undervisningsforpligtelser ved Sorbonne. Hun blev dermed den første kvindelige underviser ved universitetet. Men ikke nok med det, hun blev også det’s første kvindelige professor.

Marie Curie banede vejen for andre kvinder. Her i blant hendes egen datter Irene Joliot-Curie, som gik i sin mors forspor på mere end en måde. Hun fik nobelprisen i kemi og som sin mor var det i et samarbejde med hendes mand.

Du kan læse mere i bl.a. Marie Curie og hendes nærmeste familie  af Preben Hartmann-Petersen og En kvinde værd at agte : Marie Curie af Françoise Giroud