Jeg besluttede at benytte lejligheden til at sidde på altanen med en god bog. Valget faldt på Kærlighed i klunketiden af Dorthe Sondrup Andersen. Det blev en stor øjenåbner for mig. Jeg troede at begrebet “Fri kærlighed” var opfundet i 1960′erne og 70′erne. Men Sonderp Andersen viste mig, hvor meget jeg tog fejl.

Billedet er fundet på historie-online

Kærlighed i klunketiden tager udgangspunkt i den tragiske kærlighedsaffære mellem  lineanserinden Elvira Madigan og greven Sixten Sparre. De to kunne ikke få hinanden og derfor valgte de at begå selvmord sammen. Deres kærlighedshistorie gav genlyd i samtiden og flere kunstnere lavede digte om det ulykkelige par. Man skulle ikke tro at tanken om fri kærlighed kunne eksistere i sådan et miljø.

Men nogle af de danske kunstnere forsøgte alligevel at hylde den fri kærlighed. Dog ofte med meget lidt held.
Der var nemlig ikke mange kvinder som ønskede eller turde være med i den slags forhold. For dem kunne det ende med uønskede børn og en social nedtur, hvis manden svigtede dem.
Et åben ægteskab rummede også den fare at man kunne blive smittet med en af tidens store kønssygdomme syfilis. Det var dengang var en uhelbredelig sygdom. Der er derfor god grund til at borgerskabets familie og unge kvinder holder på formerne.

Hvis de unge kunstnere holdt fast i deres overbevisning om fri kærlighed og åbne forhold. Så blev de udelukkede fra det gode selskab.

Det overgik både Sophus Claussen og Johannes Jørgensen der begge blev persona non grata i de bedre københavnske hjem. De blev ikke inviteret til fester og alle takkede nej, hvis de selv holdt fest.  Socialt set var det en katastrofe for i datiden var selskabelighed i de private hjem den eneste mulighed for at træffe det modsatte køn.

Der var dog enkelte kunstnere som  fandt en kvinde, der var villig til at trodse datidens normer og leve i et åben forhold.  Gustav Wied fandt godsejerdatteren Alice Tutein og de to havde et uægteskabeligt forhold. Det gik godt et sykke tid. Men da Alices far fandt ud af hvem der var far til hans to illegitime børnebørn gik det galt.
Han meldte Gustav til politiet. Dengang var det nemlig forbudt at leve i utugt og den slags kom man i fængsel for. Gustav havde allerede være fængslet en gang  pga en novelle, der blev dømt pornografisk. En gang var nok for ham, så parret blev gift.

Den samme skæbne overgik Viggo Stuckenberg som blev forelsket i Ingeborg Pamperin. Da de blev tvunget til at indgå ægteskab aftalte de  at når de ikke længere var tiltrukke af hinanden, ja så ville de lade sig skille.

Helt sådan gik det ikke for de to unge elskende. Deres ægteskab var en katastrofe og Ingeborg forsøger flere gang at tage livet af sig. Til slut flygter hun til New Zealand, hvor hun begik selvmord.
En lille kulørt krølle på historien er at hun flygtede med gartneren Hans Madsen og hjemme i Danmark giftede Viggo sig med gartnerens ekskone, Clara Holbøll.

Den fri kærlighed havde trænge kår, Men når man tænker på hvor svært det var at undgå uønsket graviditet og hvor lidt mulighed en kvinde havde for at forsøge sig selv og eventuelle børn. Så forstår man det godt.
Begrebet får først rigtigt succes med p-pillen og den nemme adgang til prævention

“De mennesker der ikke kan lide negre, film og synes cement er grimt, har jeg egentlig ingenting at tale med om.” Oluf Høst.

Nogle gange kan en forlænget weekend være nok til at åbne en helt ny verden. Det skete for mig for nylig. Jeg var på Bornholm med familien. Vi boede i Gudhjem, og min mand og jeg besluttede at besøge Oluf Høst Museet, som er indrettet i huset Norresân, den bornholmske mestermalers hjem fra 1929 til sin død i 1962.

Jeg kendte næsten intet til hverken maleren eller mennesket Oluf Høst, men nu vil jeg for altid huske den stejle have med de dramatiske klippeterrasser, de to atelierer i haven og den fantastiske udsigt over Gudhjems tegltage, silderøgerierne, fiskerbådene og ikke mindst Østersøen med alle dens skift i farver og temperament. Wow, sikke syn – og wow, sikke nogle malerier.

Hans forbillede var den franske impressionist Zésanne, men der var intet fransk over Høsts motiver eller udtryk – Høst er fortolker af det nordiske lys, Gudhjems røgerier, brændingen over klipperevene, midsommerens Sankt Hansbål og i høj grad af mennesket Høsts skiftende sindsstemninger. Det sidste ses tydeligt i hans mange malerier fra gården Bognemark tæt på Norresân. Han købte gården i 1935 for næsen af en malerkollega. Både selve gården og udsigten fra den højtliggende ejendom blev en varig saltvandsindsprøjtning til hans inspiration og kunst.

Ét af de tilbagevendende motiver var aftenhimlen set gennem gårdens vognport, og disse mange udgaver af samme motiv afspejler tydeligt malerens skiftende sindsstemninger. Det mest hjerteskærende af dem er malet kort efter, at malerens ældste søn, Ole Høst, som mod familiens ønske var gået i tysk krigstjeneste, blev dræbt på østfronten i 1943.

Det er fantastisk at besøge Norresân og nyde de samme udsigter, som Oluf Høst gav liv på sine lærreder. Og den bornholmske mestermaler holdt selv så meget af sine billeder, at han kun nødigt gav afkald på nogen af dem. Mange kunstelskere måtte sande, at det var svært at få lov at købe et Høst-billede. Én af dem var en københavnsk kunsthandler, som for at sætte gang i forhandlingerne om et billede åbnede sin taske med bundter af 500 kr. sedler. Oluf Høst blev så arrig, at han med en kniv skar det attråede billede i to dele og råbte: ”Kan De så forstå, at billedet ikke er til salg?”

Havde man så endelig fået lov at erhverve et Høst-maleri, kunne man ikke vide sig sikker. Oluf Høst var berygtet for at komme på besøg hos sine ”børn” på maleriudstillinger og i private hjem med pensel i hånd for lige at gøre nogle detaljer færdige på et maleri.

Læs meget mere om manden og maleren på Oluf Høst Museets hjemmeside

Her kan du på webcam se udsigten fra Norresân lige her og nu

Fra: Guide til guldalder

Guldalderen er beskrevet i flere bøger bl.a.: Guldalderhistorier: 20 nærbilleder af perioden 1800-1850 redigeret af Bente Scavenius og udkommet i 1994. En dejlig bog med mange billeder.
Også Guldalder uden forgyldning kan anbefales. Den er skrevet af Dorthe Sondrup Andersen og udkommet i 2004, her tager forfatteren os med på en underholdende lystrejse ind i guldalderens saloner.
På dit bibliotek kan du finde bøger om guldalderens kunst og litteratur, eller du kan låne cd´er med guldalderens musik.

Kommer du til København kan jeg anbefale dig at besøge Bakkehusmuseet. Det er er et litterært, kulturhistorisk museum indrettet i det hjem, hvor Kamma og Knud Lyne Rahbek boede i begyndelsen af 1800-tallet. Her skabte ægteparret et møde- og fristed for den danske guldalders store kulturpersonligheder, her kom blandt andre Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann og H.C. Andersen.