The Pacific er den officielle bog bag tv-serien The Pacific, der handler om stillehavskrigen. Bag tv-serien står samme kræfter som den flotte serie Kammerater i krig

Jeg er ikke normalt den store fan af hverken krigsfilm eller bøger om emnet. Men jeg har set Kammerater i krig og var  meget betaget af serien.
Den var, i mine øjne, langt mere realistisk end så mange andre krigsfilm, jeg har set. Defor var det med stor spænding jeg gik i gang med denne bog.

The Pacific følger en gruppe meget forskellige mænd der kæmper i stillehavskrigen. Jeg kender ikke særligt meget til stillehavskrigen, så bogen var en kærkommen lejlighed til at få mere af vide.

Man kan spørge sig selv, hvorfor man skal læse en bog, når man nu bare kan se en tv-serie Men faktisk er der en del forskelle mellem de to.
En af de mere centrale personer i tv-serien optræder kun lidt i bogen og to af de mænd som følges i bogen er slet ikke med i tv-serien.

Jeg kender som sagt ikke meget til stillehavskrigen og jeg må indrømme at bogen ikke, i mine øjne, formåede at give det store forkromede overblik, hverken over den store sammehæng i krigen eller de historieske perspektiver.

Men det gør den ikke nødvendigvis til en dårlig bog. Faktisk synes jeg et de meget personlige beretninger gør bogen både nærværende og utrolig spændende.

En af de personer som ikke er med i tv-serien er Austin Shofner, der tidligt i krigen bliver krigsfange hos japanerne. Jeg må indrømme, at jeg blev meget optaget af hans skæbne. Det især var afsnittene om Shofner som viste mig, hvor brutal stillehavskrigen var.

Der er lavet utallige film og bøger omkrig skæbner i KZ lejrene i Europa, men så vidt jeg kan bedømme lod de japanske krigsfangelejre ikke nazisterne meget efter. Det var afsnit i bogen som for mig var meget svære at læse, simpelthen fordi det var så meningsløst og brutalt. Af og til måtte jeg simpelthen lægge bogen fra mig for lige at sunde mig lidt og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor heldig jeg var, at det var en mulighed.

Bgoen giver et spændende og medrivende indblik i kampene. Men det bedste i mine øjne er, at den  også på flot vis formidler de stille perioder mellem kampene.

Perioder hvor der kun skete få ting  og hvor kedsomheden regrede. Forfatteren formår at give læseren indblik i den side, uden man taber interessen og begynder at kede sig. Jeg synes de afsnit var utrolig interssante, fordi det giver en anderledes indtryk af krig end man normalt får.

Bogen viser også hvor kaotisk den første del af krigen var for amerikanerne. Faktisk var der store problemer med forsyningerne til folkene og den del måtte mændende selv “organisere” på forskellig måde. Det er, I mine øjne,  med til at gøre bogen vedkommende og giver historien dybte.

Bogen rummer også en del teknisk snak om de forskellige våben og især flyene. Jeg må erkende at den slags ikke har min store interesse og jeg synes det virker tungt og en andelse kedeligt. Men jeg har en mistanke om, at en del læsere vil være uening med mig i den opfattelse.

Alt i alt var The Pacific en meget personlig beretning om krigen i stillehavet. Så hvis du er ude efter det strore overblik og de mange politiske beslutninger er nok ikke denne bog du skal gribe først.

Men hvis du gerne vil vide hvordan krigen var for de mænd som kæmpede og hvad omkostninger den havde. Så har du fat i den helt rigtige bog.
Hvis du nyder at læse krigsromaner kan du også roligt gribe The Pacific. Den er spændende nok til at leve op til de fleste krigsromaner.

Den første serie var Hitlers børn og derefter kom Wehrmacht : Hitlers hær. Så fulgte Den store flugt. Derefter valgte de at vise Læger i Hagekorsets teg.
De første serier er lavet af Guido Knopp, som er en tysk historiker, journalist og forfatter. Jeg blev meget fanget af serierne og det viste sig,  at de også er udkommet i bogform.

Så jeg skyndte mig at snuppe dem og det var spændende og foruroligende læsning. Jeg kom igennem Hitlers børn, Den store flugt og Hitlers kvinder og Marlene. Men så nåede jeg til SS – en historisk advarsel. Her var jeg nød til at give op. Den var simpelthen FOR barsk. Jeg kunne slet ikke holde ud at læse om alle de forfærdelige ting, organisationen stod bag. Så jeg lagde bogen væk.

Dermed er jeg jo langt heldigere stillet end de talløse ofre, de kunne jo ikke vælge bare at slippe!

Efter at have læst Den store flugt blev jeg interesseret i at finde ud af mere om flygtningens videre skæbne.

Det viste sig, at en del af dem endte i Danmark. Her måtte mange af dem tilbringe flere år i lejre omgivet af pigtråd, inden de kunne komme tilbage til Tyskland.  Det kan man læse om i På Hitlers befaling af  Arne Gammelgaard. Deres historie fortælles gennem breve, dagbøger og interviews. Efter min mening har forfatteren gjort et flot arbejde for at samle og belyse  et vigtigt stykke danmarkshistorie.

Billedet er fundet på Wikipedia.

“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvest-Tyskland og i Danmark, har overgivet sig – Her er London, vi gentager. Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvest-Tyskland og Danmark har overgivet sig.”

Under besættelsen måtte danskerne om aftenen rulle de forhadte mørklægningsgardiner ned. Denne glædelige maj-aften var der mange, der flåede gardinerne ned og lod lyset skinne i aften og natte-timerne, og de heldige danskere, der var i besiddelse af stearinlys, som var en mangelvare, tændte dem og satte dem i vinduerne.

Denne smukke skik har siden været holdet i hævd i mange år, men ses ikke så mange steder mere. I min barndom i 60′ernes Svendborg, var det stadigvæk meget brugt. Min familie boede i et socialt boligområde med 2 lange blokke over for hinanden. Det hed 5. maj Plads, og det var derfor en meget naturlig ting, at stort set alle beboere satte lys i vinduerne og på altanerne. Det var et meget smukt syn at se alle disse mange hundrede lys i aftenskumringen og mørket.

Måske skal vi tænde et par lys i aften og mindes det gode budskab?

Den handler om Ahnenerbe, et forskningsinstitut som Himler oprettede i Berlin. Her skulle videnskabsfolk indenfor forskellige studiefelter hjælpe med at underbygge teorien om herrefolket Den ariske race.

Himler og Hitler havde nemlig det problem, at civilisationen ikke var opstået i Nordeuropa. Det ville jo ellers være naturligt, når arierne stammede herfra.

Der var dog en teori om, at herrefolket var udvandret til andre dele af verden og derfor stod bag skriftsprog og storslåede bygningsværker.

Mange videnskabsfolk ledte efter spor efter Arierne over hele kloden og mente de fandt spor i bl.a. sprog, kunstværker og meget mere.

Mange af videnskabsfolkene var rene amatører, men en del var højt respekterede indenfor deres felt. Men fælles for dem var, at de fortolkede deres resultater ud fra raceteori og nazistiske værdier.

Deres resultater var ofte ren ønsketænkning og ofte tager man sig selv i at smile lidt af de temmelig luftige argumenter, der blev brugt for at understøtte “det videnskabeligt arbejde”. Men smilet stivner, når Heather Pringle fortæller, hvordan Himler brugte fortolkningerne til at understøtte ideen om holocaust.

Jeg er endnu ikke færdig med bogen, men indtil videre giver den et fascinerende og skræmmende billede af hvad der sker, når videnskaben spændes for en ideologisk vogn og man glemmer, at være kritisk overfor resultater og teorier.

Ahnenerbes symbol så sådan ud. Jeg fandt det i en artikel om instituttet på Wikipedia. Du kan læse artiklen her.